বিলাপ-গাথা 5
Herre! kom i Hu, hvad der er sket os; sku ned og se vor Forhaanelse!
Vor Arv er gaaet over til fremmede, vore Huse til Udlændinge.
Vi ere blevne faderløse, uden Fader, vore Mødre ere som Enker.
Vandet, vi drikke, købe vi for Penge; vort Brænde kommer til os for Betaling.
Man er os paa Halsen, vi forfølges; vi blive trætte og faa ikke Hvile.
Vi have rakt Haanden imod Ægypten, imod Assyrien for at mættes af Brød.
Vore Fædre have syndet, de ere ikke mere, og vi bære deres Misgerninger.
Trælle herske over os; der er ingen, som frier af deres Haand.
Vi hente vort Brød med Fare for vort Liv, formedelst Sværdet i Ørken.
Vor Hud er forbrændt som en Ovn, af Hungerens Glød.
De krænke Kvinderne i Zion, Jomfruerne i Judas Stæder.
Fyrster ere hængte af deres Haand, Oldingers Person bliver ikke æret.
Unge Karle maatte tage fat paa Kværnen, og Drenge segnede under Byrden af Ved.
De Ældste have hørt op med at sidde i Porten, de unge Karle med deres Strengeleg.
Vort Hjertes Glæde er hørt op, vor Dans er vendt om til Sorrig.
Vort Hoveds Krone er affalden; o ve os! thi vi have syndet.
Derfor er vort Hjerte sygt, derfor ere vore Øjne formørkede:
For Zions Bjergs Skyld, som er øde, Ræve løbe derpaa.
Du, Herre! du bliver evindelig, din Trone fra Slægt til Slægt.
Hvorfor vil du glemme os evindelig? forlade os saa lang en Tid?
21 ২১ হে যিহোৱা, তোমালৈ আমাক উভতাই আনা, তেতিয়াহে আমি অনুতপ্ত হ’ম; আগৰ কালৰ নিচিনা আমাৰ দিন পুনৰায় কৰা,
Herre! før os tilbage til dig, saa ville vi vende tilbage, forny vore Dage som i fordums Tid!
Thi mon du aldeles har forkastet os? mon du er saa saare vred paa os?
