যোব 29
Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,
3 ৩ যি কালত মোৰ মূৰৰ ওপৰত তেওঁৰ প্ৰদীপ জ্বলি আছিল, আৰু মই তেওঁৰ পোহৰৰ বলত অন্ধকাৰৰ মাজতো ফুৰিছিলোঁ, সেই কালত মই যেনেকৈ আছিলোঁ,
da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;
som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;
da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;
6 ৬ যি কালত মই গাখীৰৰ ওপৰতহে খোজ কাঢ়িছিলোঁ, আৰু শিলে মোন নিমিত্তে তেলৰ সোঁত বোৱাইছিল; মোৰ সেই পূৰ্ণ যৌৱনৰ কালত মই যেনেকৈ আছিলোঁ, তেনেকৈ এতিয়াও মই থকা হলে, কেনে ভাল আছিল!
da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.
De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.
De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.
Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.
Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.
Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.
Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.
14 ১৪ মই ধাৰ্মিকতাক পিদ্ধিছিলোঁ, আৰু ধাৰ্মিকতাই মোক পিন্ধিছিল, আৰু মোৰ ন্যায়পৰায়ণতা গুণ মোৰ দমা চোলা আৰু পাগুৰিস্বৰূপ আছিল।
Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.
Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.
Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.
Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.
Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.
Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.
Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.
De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.
Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;
23 ২৩ বৰষুণলৈ অপেক্ষা কৰাৰ দৰে সিবিলাকে মোলৈকো অপেক্ষা কৰিছিল, আৰু শেষতীয়া বৰষুণলৈ মুখ মেলাৰ দৰে সিবিলাকে মুখ মেলিছিল।
de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.
Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.
25 ২৫ মই সিবিলাকৰ নিমিত্তে পথ মনোনীত কৰি প্ৰধান হৈ বহিছিলো, আৰু সৈন্যদলৰ মাজত ৰজাৰ দৰে থাকিছিলোঁ, আৰু শোকাতুৰৰ মাজত শান্ত্বনাকাৰীৰ দৰে আছিলোঁ।
Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.
