عَدَد 30

١ 1 وَقَالَ مُوسَى لِقَادَةِ أَسْبَاطِ بَنِي إِسْرَائِيلَ: «إِلَيْكُمْ مَا أَمَرَ بِهِ الرَّبُّ:

Moses talte fremdeles til Overhovederne for Israeliternes Stammer og sagde: Dette er, hvad HERREN har paabudt:

٢ 2 إِذَا نَذَرَ رَجُلٌ نَذْراً لِلرَّبِّ، أَوْ أَقْسَمَ أَنْ يَلْتَزِمَ بِأَمْرٍ مَا، فَعَلَيْهِ أَنْ يَفِيَ بِكَلامِهِ وَيُنَفِّذَ كُلَّ مَا تَعَهَّدَ بِهِ.

Naar en Mand aflægger et Løfte til HERREN eller ved Ed forpligter sig til Afholdenhed i en eller anden Retning, maa han ikke bryde sit Ord, men skal holde hvert Ord, der er udgaaet af hans Mund.

٣ 3 وَلَكِنْ إِذَا نَذَرَتْ صَبِيَّةٌ نَذْراً لِلرَّبِّ وَأَلْزَمَتْ نَفْسَهَا بِأَمْرٍ، وَهِيَ مَا بَرِحَتْ فِي بَيْتِ أَبِيهَا،

Men naar en Kvinde aflægger et Løfte til HERREN og forpligter sig til Afholdenhed i en eller anden Retning, medens hun endnu i sine unge Aar opholder sig i sin Faders Hus,

٤ 4 وَسَمِعَ أَبُوهَا مَا نَذَرَتْهُ أَوْ تَعَهَّدَتْ بِهِ، وَسَكَتَ، فَإِنَّهَا تَكُونُ مُلْزَمَةً بِكُلِّ نُذُورِهَا وَتَعَهُّدَاتِهَا.

og hendes Fader, naar han hører om hendes Løfte og den Forpligtelse til Afholdenhed, hun har paataget sig, ikke siger noget til hende, saa skal alle hendes Løfter staa ved Magt, og enhver Forpligtelse til Afholdenhed, hun har paataget sig, skal staa ved Magt.

٥ 5 وَلَكِنْ إِنْ مَنَعَهَا أَبُوهَا عِنْدَ سَمَاعِهِ مَا نَذَرَتْ أَوْ تَعَهَّدَتْ بِهِ، فَإِنَّهَا لَا تَكُونُ مُلْزَمَةً بِالإِيفَاءِ، وَالرَّبُّ يَصْفَحُ عَنْهَا لأَنَّ أَبَاهَا قَدْ مَنَعَهَا.

Hvis hendes Fader derimod formener hende det, samme Dag han faar det at høre, skal ingen af hendes Løfter eller af de Forpligtelser til Afholdenhed, hun har paataget sig, staa ved Magt, og HERREN skal tilgive hende, fordi hendes Fader har forment hende det.

٦ 6 وَإذَا تَزَوَّجَتْ بَعْدَ أَنْ نَذَرَتْ أَوْ تَعَهَّدَتْ بِمَا أَلْزَمَتْ بِهِ نَفْسَهَا،

Hvis hun bliver gift medens der paahviler hende Løfter eller en Forpligtelse, hun har paataget sig ved et uoverlagt Ord,

٧ 7 ثُمَّ عَرَفَ زَوْجُهَا بِنُذُورِهَا فَسَكَتَ عَنْهَا، تُصْبِحُ مُلْزَمَةً بِها.

og hendes Mand ikke siger noget til hende, samme Dag han faar det at høre, skal hendes Løfter staa ved Magt, og den Forpligtelse til Afholdenhed, hun har paataget sig, skal staa ved Magt.

٨ 8 وَإِنْ مَنَعَهَا زَوْجُهَا عِنْدَ مَعْرِفَتِهِ بِنُذُورِهَا، فَإِنَّ مَا تَعَهَّدَتْ بِهِ وَأَلْزَمَتْ نَفْسَهَا بِهِ يُصْبِحُ لاغِياً، وَالرَّبُّ يَصْفَحُ عَنْهَا.

Hvis hendes Mand derimod formener hende det, samme Dag han faar det at høre, gør han dermed det Løfte, der paahviler hende, og den Forpligtelse til Afholdenhed, hun har paataget sig ved et uoverlagt Ord, ugyldig, og HERREN skal tilgive hende.

٩ 9 وَأَمَّا نَذْرُ الأَرْمَلَةِ وَالْمُطَلَّقَةِ فَكُلُّ مَا تَعَهَّدَتْ بِهِ يَثْبُتُ عَلَيْهَا.

En Enkes og en forstødt Hustrus Løfte, enhver Forpligtelse til Afholdenhed, hun har paataget sig, er bindende for hende.

١٠ 10 إِنْ نَذَرَتِ امْرَأَةٌ مُتَزَوِّجَةٌ أَوْ أَقْسَمَتْ أَنْ تَلْتَزِمَ بِأَمْرٍ، وَهِيَ مَا بَرِحَتْ فِي بَيْتِ زَوْجِهَا،

Hvis en Kvinde i sin Mands Hus aflægger et Løfte eller ved Ed forpligter sig til Afholdenhed i en eller anden Retning,

١١ 11 وَسَمِعَ زَوْجُهَا وَلَمْ يَعْتَرِضْ، تُصْبِحُ مُلْزَمَةً بِكُلِّ نُذُورِهَا وَبِكُلِّ مَا تَعَهَّدَتْ بِهِ.

og hendes Mand, naar han faar det at høre, ikke siger noget til hende og ikke formener hende det, skal alle hendes Løfter staa ved Magt, og enhver Forpligtelse til Afholdenhed, hun har paataget sig, skal staa ved Magt.

١٢ 12 وَلَكِنْ إِنْ أَبْطَلَ زَوْجُهَا نُذُورَهَا عِنْدَ مَعْرِفَتِهِ بِها، فَإِنَّ كُلَّ مَا تَعَهَّدَتْ بِهِ مِنْ نُذُورٍ، أَوْ مَا أَلْزَمَتْ بِهِ نَفْسَهَا، يُصْبِحُ لاغِياً، لأَنَّ زَوْجَهَا قَدْ أَبْطَلَ نُذُورَهَا، وَالرَّبُّ يَصْفَحُ عَنْهَا.

Hvis hendes Mand derimod, samme Dag han faar det at høre, gør det ugyldigt, saa staar intet af det, hun har udtalt, ved Magt, hverken hendes Løfter eller den paatagne Forpligtelse til Afholdenhed; hendes Mand har gjort dem ugyldige, og HERREN skal tilgive hende.

١٣ 13 كُلُّ نَذْرٍ وَكُلُّ تَعَهُّدٍ مُلْزِمٍ بِقَمْعِ النَّفْسِ، فَزَوْجُهَا يُثْبِتُهُ، وَزَوْجُهَا يُبْطِلُهُ.

Ethvert Løfte og enhver ved Ed paatagen Forpligtelse til Faste kan hendes Mand stadfæste eller gøre ugyldig.

١٤ 14 وَلَكِنْ إِنْ لَمْ يَعْتَرِضْ زَوْجُهَا خِلالَ يَوْمٍ مِنْ مَعْرِفَتِهِ بِهِ، فَقَدْ أَثْبَتَ عَلَيْهَا كُلَّ نُذُورِهَا وَتَعَهُّدَاتِهَا، لأَنَّهُ لَمْ يَعْتَرِضْ عَلَيْهَا عِنْدَ مَعْرِفَتِهِ بِها.

Men hvis hendes Mand tier stille over for hende til næste Dag, stadfæster han alle hendes Løfter og alle de Forpligtelser til Afholdenhed, hun har paataget sig; han har stadfæstet dem, thi han sagde ikke noget til hende, samme Dag han fik det at høre;

١٥ 15 وَلَكِنْ إِنْ أَبْطَلَ نُذُورَهَا بَعْدَ ذَلِكَ، فَإِنَّهُ يَحْمِلُ عِقَابَ ذَنْبِهَا».

og hvis han vil gøre dem ugyldige, en Tid efter at han fik det at høre, skal han undgælde for hendes Brøde.

١٦ 16 هَذِهِ هِيَ الْفَرَائِضُ الَّتِي أَمَرَ بِها الرَّبُّ مُوسَى بِشَأْنِ نُذُورِ الأُنْثَى، الْخَاصَّةُ بِالزَّوْجِ وَزَوْجَتِهِ، وَالأَبِ وَابْنَتِهِ الصَّبِيَّةِ الَّتِي مَا بَرِحَتْ مُقِيمَةً فِي بَيْتِهِ.

Det er de Anordninger, HERREN gav Moses om Forholdet mellem Mand og Hustru og mellem Fader og Datter, medens hun endnu i sine unge Aar opholder sig i hans Hus.