أيُّوب 12
| فَقَالَ أَيُّوبُ: | ١ 1 |
Men Job svarede og sagde:
| «صَحِيحٌ إِنَّكُمْ شَعْبٌ تَمُوتُ مَعَكُمُ الْحِكْمَةُ! | ٢ 2 |
Sandelig, I ere Folket, og med eder dør Visdommen ud!
| إِلّا أَنِّي ذُو فَهْمٍ مِثْلَكُمْ، وَلَسْتُ دُونَكُمْ مَعْرِفَةً، وَمَنْ هُوَ غَيْرُ مُلِمٍّ بِهَذِهِ الأُمُورِ؟ | ٣ 3 |
Jeg har ogsaa Forstand ligesom I, jeg falder ikke igennem for eder; og hvo ved ikke saadanne Ting?
| لَقَدْ أَصْبَحْتُ مَثَارَ هُزْءٍ لأَصْدِقَائِي، أَنَا الَّذِي دَعَا اللهَ فَاسْتَجَابَ لِي. أَنَا الرَّجُلُ الْبَارُّ الْكَامِلُ قَدْ أَصْبَحْتُ مَثَارَ سُخْرِيَةٍ! | ٤ 4 |
Jeg er til Latter for min Ven, jeg, som raabte til Gud og fik Svar; den retfærdige, den oprigtige er til Latter.
| يُضْمِرُ الْمُطْمَئِنُّ شَرّاً لِلْبَائِسِ الَّذِي تَزِلُّ بِهِ الْقَدَمُ، | ٥ 5 |
En foragtet Lampe i den trygges Tanke er den, som er nær ved at snuble med Foden.
| بَيْنَمَا يَسُودُ السَّلامُ عَلَى اللُّصُوصِ، وَتُهَيْمِنُ الطُّمأْنِينَةُ عَلَى الَّذِينَ يَعْبُدُونَ أَصْنَاماً يَحْمِلُونَهَا عَلَى أَيْدِيهِمْ. | ٦ 6 |
Ødelæggernes Telte have Ro, og de, som rase imod Gud, ere meget trygge, ja den, som sætter sin Haand som Gud.
| وَلَكِنِ اسْأَلِ البَهَائِمَ فَتُعَلِّمَكَ، وَطُيُورَ السَّمَاءِ فَتُخْبِرَكَ، | ٧ 7 |
Og sandelig, spørg dog Dyrene ad, og de skulle lære dig det; og Himmelens Fugle, og de skulle forkynde dig det.
| أَوْ خَاطِبِ الأَرْضَ فَتُعَرِّفَكَ وَسَمَكَ الْبَحْرِ فَيُنْبِئَكَ، | ٨ 8 |
Eller tal til Jorden, og den skal lære dig det, og Fiskene i Havet skulle fortælle dig det.
| أَيٌّ مِنْهَا لَا يَعْلَمُ أَنَّ يَدَ الرَّبِّ قَدْ صَنَعَتْ هَذَا؟ | ٩ 9 |
Hvo ved ikke om alle disse Ting, at Herrens Haand har gjort dette?
| فَفِي يَدِهِ نَفَسُ كُلِّ حَيٍّ وَرُوحُ كُلِّ بَشَرٍ. | ١٠ 10 |
han, i hvis Haand hver levende Sjæl er, og Aanden i hvert Menneskes Kød!
| أَلَيْسَتِ الأُذُنُ تَمْتَحِنُ الْكَلامَ كَمَا يَتَذَوَّقُ اللِّسَانُ الطَّعَامَ؟ | ١١ 11 |
Mon ikke Øret prøver Talen, og Ganen smager Maden?
| الْحِكْمَةُ تُلازِمُ الشَّيْخُوخَةَ، وفِي طُولِ الأَيَّامِ فَهْمٌ. | ١٢ 12 |
Hos de graahærdede er Visdom, og Dagenes Længde giver Forstand.
| الْحِكْمَةُ وَالْقُوَّةُ للهِ، وَلَهُ الْمَشُورَةُ وَالْفَهْمُ. | ١٣ 13 |
Hos ham er Visdom og Vælde, ham hører Raad og Forstand til.
| وَمَا يَهْدِمُهُ لَا يُبْنَى، وَالْمَرْءُ الَّذِي يَأْسِرُهُ اللهُ لَا يُحَرِّرُهُ إِنْسَانٌ. | ١٤ 14 |
Se, han nedbryder, og det skal ikke bygges, han lukker til for en Mand, og der skal ikke lukkes op.
| إِنْ حَبَسَ الْمِيَاهَ تَجِفُّ الأَرْضُ، وَإِنْ أَطْلَقَهَا تُغْرِقُهَا. | ١٥ 15 |
Se, han holder Vandene tilbage, og de borttørres, og han udlader dem, og de omvælte Landet.
| لَهُ الْعِزَّةُ وَالْحِكْمَةُ. فِي يَدِهِ الْمُضِلُّ وَالْمُضَلُّ. | ١٦ 16 |
Hos ham er Styrke og Kraft; ham hører den til, som farer vild, og den, som fører vild.
| يَأْسِرُ الْمُشِيرِينَ، وَيُحَمِّقُ فِطْنَةَ الْقُضَاةِ، | ١٧ 17 |
Han lader Raadgiverne gaa afklædte bort og gør Dommerne til Daarer.
| يَفُكُّ مَنَاطِقَ الْمُلُوكِ وَيَشُدُّ أَحْقَاءَهُمْ بِوِثَاقٍ، | ١٨ 18 |
Han løser Kongernes Herredømme og lægger Baand om deres Lænder.
| يَأْسِرُ الْكَهَنَةَ وَيُطِيحُ بِالأَقْوِيَاءِ، | ١٩ 19 |
Han lader Præsterne gaa afklædte bort og omkaster de stærke.
| يَحْرِمُ الأُمَنَاءَ مِنَ الْكَلامِ وَيُبْطِلُ فِطْنَةَ الشُّيُوخِ، | ٢٠ 20 |
Han berøver de sikre Talere Mælet, tager Forstanden fra de gamle.
| يُصِيبُ الشُّرَفَاءَ بِالْهَوَانِ، وَيُرْخِي مِنْطَقَةَ الْقَوِيِّ، | ٢١ 21 |
Han udøser Vanære over Fyrsterne og løser de stærkes Bælte.
| يَكْشِفُ الأَغْوَارَ فِي الظَّلامِ، وَيُبْرِزُ الظُّلُمَاتِ الْمُتَكَاثِفَةَ إِلَى النُّورِ، | ٢٢ 22 |
Han aabenbarer de dybe Ting af Mørket og udfører Dødens Skygge til Lyset.
| يُعَظِّمُ الأُمَمَ ثُمَّ يُبِيدُهَا، وَيُوَسِّعُ تُخُومَهَا ثُمَّ يُشَتِّتُهَا، | ٢٣ 23 |
Han formerer Folkene og lader dem gaa til Grunde; han udbreder Folkene og bortfører dem.
| يَنْزِعُ الْفَهْمَ مِنْ عُقُولِ رُؤَسَاءِ شَعْبِ الأَرْضِ، ثُمَّ يُضِلُّهُمْ فِي قَفْرٍ بِلا طَرِيقٍ، | ٢٤ 24 |
Han borttager Forstand fra Folkets Øverster i Landet og lader dem fare vild i det øde, hvor ingen Vej er.
| فَيَتَحَسَّسُونَ سَبِيلَهُمْ فِي الظَّلامِ وَلَيْسَ نُورٌ، وَيُرَنِّحُهُمْ كَالسُّكَارَى. | ٢٥ 25 |
De famle i Mørke, hvor intet Lys er, og han bringer dem til at fare vild som den drukne.
