اَلْمَزَامِيرُ 26

١ 1 لِدَاوُدَ اِقْضِ لِي يَارَبُّ لِأَنِّي بِكَمَالِي سَلَكْتُ، وَعَلَى ٱلرَّبِّ تَوَكَّلْتُ بِلَا تَقَلْقُلٍ.

Af David. Herre! skaf mig Ret, thi jeg har vandret i min Uskyldighed; og jeg forlader mig paa Herren, jeg skal ikke snuble.

٢ 2 جَرِّبْنِي يَارَبُّ وَٱمْتَحِنِّي. صَفِّ كُلْيَتَيَّ وَقَلْبِي.

Prøv mig, Herre! og forsøg mig, lutre mine Nyrer og mit Hjerte;

٣ 3 لِأَنَّ رَحْمَتَكَ أَمَامَ عَيْنِي. وَقَدْ سَلَكْتُ بِحَقِّكَ.

thi din Miskundhed er for mine Øjne, og jeg vandrer i din Sandhed.

٤ 4 لَمْ أَجْلِسْ مَعَ أُنَاسِ ٱلسُّوءِ، وَمَعَ ٱلْمَاكِرِينَ لَا أَدْخُلُ.

Jeg sidder ikke hos falske Folk og kommer ikke hos underfundige.

٥ 5 أَبْغَضْتُ جَمَاعَةَ ٱلْأَثَمَةِ، وَمَعَ ٱلْأَشْرَارِ لَا أَجْلِسُ.

Jeg hader de ondes Forsamling og sidder ikke hos de ugudelige.

٦ 6 أَغْسِلُ يَدَيَّ فِي ٱلنَّقَاوَةِ، فَأَطُوفُ بِمَذْبَحِكَ يَارَبُّ،

Jeg tor mine Hænder i Uskyldighed og holder mig omkring dit Alter, Herre!

٧ 7 لِأُسَمِّعَ بِصَوْتِ ٱلْحَمْدِ، وَأُحَدِّثَ بِجَمِيعِ عَجَائِبِكَ.

for at lade mig høre med Taksigelses Røst og for at fortælle alle dine underfulde Gerninger.

٨ 8 يَارَبُّ، أَحْبَبْتُ مَحَلَّ بَيْتِكَ وَمَوْضِعَ مَسْكَنِ مَجْدِكَ.

Herre! jeg elsker dit Hus's Bolig og din Æres Tabernakels Sted.

٩ 9 لَا تَجْمَعْ مَعَ ٱلْخُطَاةِ نَفْسِي، وَلَا مَعَ رِجَالِ ٱلدِّمَاءِ حَيَاتِي.

Bortryk ikke min Sjæl med Syndere, eller mit Liv med blodgerrige Folk,

١٠ 10 ٱلَّذِينَ فِي أَيْدِيهِمْ رَذِيلَةٌ، وَيَمِينُهُمْ مَلآنَةٌ رِشْوَةً.

i hvis Hænder der er Skændsel, og hvis højre Haand er fuld af Skænk.

١١ 11 أَمَّا أَنَا فَبِكَمَالِي أَسْلُكُ. ٱفْدِنِي وَٱرْحَمْنِي.

Men jeg vil vandre i min Uskyldighed; forløs mig og vær mig naadig!

١٢ 12 رِجْلِي وَاقِفَةٌ عَلَى سَهْلٍ. فِي ٱلْجَمَاعَاتِ أُبَارِكُ ٱلرَّبَّ.

Min Fod staar paa det jævne; i Forsamlinger vil jeg love Herren.