أَمْثَالٌ 17

١ 1 لُقْمَةٌ يَابِسَةٌ وَمَعَهَا سَلَامَةٌ، خَيْرٌ مِنْ بَيْتٍ مَلآنٍ ذَبَائِحَ مَعَ خِصَامٍ.

Bedre en tør Bid Brød med fred end Huset fuldt af Sul med Trætte.

٢ 2 اَلْعَبْدُ ٱلْفَطِنُ يَتَسَلَّطُ عَلَى ٱلِٱبْنِ ٱلْمُخْزِي وَيُقَاسِمُ ٱلْإِخْوَةَ ٱلْمِيرَاثَ.

Klog Træl bliver Herre over daarlig Søn og faar lod og del mellem Brødre.

٣ 3 ٱلْبُوطَةُ لِلْفِضَّةِ، وَٱلْكُورُ لِلذَّهَبِ، وَمُمْتَحِنُ ٱلْقُلُوبِ ٱلرَّبُّ.

Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er HERREN.

٤ 4 ٱلْفَاعِلُ ٱلشَّرَّ يَصْغَى إِلَى شَفَةِ ٱلْإِثْمِ، وَٱلْكَاذِبُ يَأْذَنُ لِلِسَانِ فَسَادٍ.

Den onde hører paa onde Læber, Løgneren lytter til giftige Tunger.

٥ 5 ٱلْمُسْتَهْزِئُ بِٱلْفَقِيرِ يُعَيِّرُ خَالِقَهُ. ٱلْفَرْحَانُ بِبَلِيَّةٍ لَا يَتَبَرَّأُ.

Hvo Fattigmand spotter, haaner hans Skaber, den skadefro slipper ikke for Straf.

٦ 6 تَاجُ ٱلشُّيُوخِ بَنُو ٱلْبَنِينَ، وَفَخْرُ ٱلْبَنِينَ آبَاؤُهُمْ.

De gamles Krone er Børnebørn, Sønners Stolthed er Fædre.

٧ 7 لَا تَلِيقُ بِٱلْأَحْمَقِ شَفَةُ ٱلسُّودَدِ. كَمْ بِٱلْأَحْرَى شَفَةُ ٱلْكَذِبِ بِٱلشَّرِيفِ!

Ypperlig Tale er ej for en Daare, end mindre da Løgn for den, som er ædel.

٨ 8 ٱلْهَدِيَّةُ حَجَرٌ كَرِيمٌ فِي عَيْنَيْ قَابِلِهَا، حَيْثُمَا تَتَوَجَّهْ تُفْلِحْ.

Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning.

٩ 9 مَنْ يَسْتُرْ مَعْصِيَةً يَطْلُبِ ٱلْمَحَبَّةَ، وَمَنْ يُكَرِّرْ أَمْرًا يُفَرِّقْ بَيْنَ ٱلْأَصْدِقَاءِ.

Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i en Sag, skiller Venner.

١٠ 10 اَلِٱنْتِهَارُ يُؤَثِّرُ فِي ٱلْحَكِيمِ أَكْثَرَ مِنْ مِئَةِ جَلْدَةٍ فِي ٱلْجَاهِلِ.

Bedre virker Skænd paa forstandig end hundrede Slag paa en Taabe.

١١ 11 اَلشِّرِّيرُ إِنَّمَا يَطْلُبُ ٱلتَّمَرُّدَ فَيُطْلَقُ عَلَيْهِ رَسُولٌ قَاسٍ.

Den onde har kun Genstridighed for, men et skaanselsløst Bud er udsendt imod ham.

١٢ 12 لِيُصَادِفِ ٱلْإِنْسَانَ دُبَّةٌ ثَكُولٌ وَلَا جَاهِلٌ فِي حَمَاقَتِهِ.

Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Taabe udi hans Daarskab.

١٣ 13 مَنْ يُجَازِي عَنْ خَيْرٍ بِشَرٍّ لَنْ يَبْرَحَ ٱلشَّرُّ مِنْ بَيْتِهِ.

Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige.

١٤ 14 اِبْتِدَاءُ ٱلْخِصَامِ إِطْلَاقُ ٱلْمَاءِ، فَقَبْلَ أَنْ تَدْفُقَ ٱلْمُخَاصَمَةُ ٱتْرُكْهَا.

At yppe Strid er at aabne for Vand, hold derfor inde, før Strid bryder løs.

١٥ 15 مُبَرِّئُ ٱلْمُذْنِبَ وَمُذَنِّبُ ٱلْبَرِيءَ كِلَاهُمَا مَكْرَهَةُ ٱلرَّبِّ.

At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er HERREN en Gru.

١٦ 16 لِمَاذَا فِي يَدِ ٱلْجَاهِلِ ثَمَنٌ؟ أَلِٱقْتِنَاءِ ٱلْحِكْمَةِ وَلَيْسَ لَهُ فَهْمٌ؟

Hvad hjælper Penge i Taabens Haand til at købe ham Visdom, naar Viddet mangler?

١٧ 17 اَلصَّدِيقُ يُحِبُّ فِي كُلِّ وَقْتٍ، أَمَّا ٱلْأَخُ فَلِلشِّدَّةِ يُولَدُ.

Ven viser Kærlighed naar som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød.

١٨ 18 اَلْإِنْسَانُ ٱلنَّاقِصُ ٱلْفَهْمِ يَصْفِقُ كَفًّا وَيَضْمَنُ صَاحِبَهُ ضَمَانًا.

Mand uden Vid giver Haandslag og gaar i Borgen for Næsten.

١٩ 19 مُحِبُّ ٱلْمَعْصِيَةِ مُحِبُّ ٱلْخِصَامِ. ٱلْمُعَلِّي بَابَهُ يَطْلُبُ ٱلْكَسْرَ.

Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attraa Fald.

٢٠ 20 ٱلْمُلْتَوِي ٱلْقَلْبِ لَا يَجِدُ خَيْرًا، وَٱلْمُتَقَلِّبُ ٱللِّسَانِ يَقَعُ فِي ٱلسُّوءِ.

Ej finder man Lykke, naar Hjertet er vrangt, man falder i Vaade, naar Tungen er falsk.

٢١ 21 مَنْ يَلِدُ جَاهِلًا فَلِحَزَنِهِ، وَلَا يَفْرَحُ أَبُو ٱلْأَحْمَقِ.

Den, der avler en Taabe, faar Sorg, Daarens Fader er ikke glad.

٢٢ 22 ٱلْقَلْبُ ٱلْفَرْحَانُ يُطَيِّبُ ٱلْجِسْمَ، وَٱلرُّوحُ ٱلْمُنْسَحِقَةُ تُجَفِّفُ ٱلْعَظْمَ.

Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslaaet Sind suger Marv af Benene.

٢٣ 23 ٱلشِّرِّيرُ يَأْخُذُ ٱلرَّشْوَةَ مِنَ ٱلْحِضْنِ لِيُعَوِّجَ طُرُقَ ٱلْقَضَاءِ.

Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge.

٢٤ 24 ٱلْحِكْمَةُ عِنْدَ ٱلْفَهِيمِ، وَعَيْنَا ٱلْجَاهِلِ فِي أَقْصَى ٱلْأَرْضِ.

Visdom staar den forstandige for Øje, Taabens Blik er ved Jordens Ende.

٢٥ 25 ٱلِٱبْنُ ٱلْجَاهِلُ غَمٌّ لِأَبِيهِ، وَمَرَارَةٌ لِلَّتِي وَلَدَتْهُ.

Taabelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham.

٢٦ 26 أَيْضًا تَغْرِيمُ ٱلْبَرِيءِ لَيْسَ بِحَسَنٍ، وَكَذَلِكَ ضَرْبُ ٱلشُّرَفَاءِ لِأَجْلِ ٱلِٱسْتِقَامَةِ.

At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slaa de ædle.

٢٧ 27 ذُو ٱلْمَعْرِفَةِ يُبْقِي كَلَامَهُ، وَذُو ٱلْفَهْمِ وَقُورُ ٱلرُّوحِ.

Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig.

٢٨ 28 بَلِ ٱلْأَحْمَقُ إِذَا سَكَتَ يُحْسَبُ حَكِيمًا، وَمَنْ ضَمَّ شَفَتَيْهِ فَهِيمًا.

Selv Daaren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der lukker sine Læber.