أَمْثَالٌ 15

١ 1 اَلْجَوَابُ ٱللَّيِّنُ يَصْرِفُ ٱلْغَضَبَ، وَٱلْكَلَامُ ٱلْمُوجِعُ يُهَيِّجُ ٱلسَّخَطَ.

Mildt svar stiller vrede, sårende ord vækker nag.

٢ 2 لِسَانُ ٱلْحُكَمَاءِ يُحَسِّنُ ٱلْمَعْرِفَةَ، وَفَمُ ٱلْجُهَّالِ يُنْبِعُ حَمَاقَةً.

Vises Tunge drypper af Kundskab, Dårskab strømmer fra Tåbers Mund.

٣ 3 فِي كُلِّ مَكَانٍ عَيْنَا ٱلرَّبِّ مُرَاقِبَتَانِ ٱلطَّالِحِينَ وَٱلصَّالِحِينَ.

Alle Vegne er HERRENs Øjne, de udspejder onde og gode.

٤ 4 هُدُوءُ ٱللِّسَانِ شَجَرَةُ حَيَاةٍ، وَٱعْوِجَاجُهُ سَحْقٌ فِي ٱلرُّوحِ.

Et Livets Træ er Tungens Mildhed, dens Falskhed giver Hjertesår.

٥ 5 اَلْأَحْمَقُ يَسْتَهِينُ بِتَأْدِيبِ أَبِيهِ، أَمَّا مُرَاعِي ٱلتَّوْبِيخِ فَيَذْكَى.

Dåre lader hånt om sin Faders Tugt, klog er den, som tager Vare på Revselse.

٦ 6 فِي بَيْتِ ٱلصِّدِّيقِ كَنْزٌ عَظِيمٌ، وَفِي دَخْلِ ٱلْأَشْرَارِ كَدَرٌ.

Den retfærdiges Hus har megen Velstand, den gudløses Høst lægges øde.

٧ 7 شِفَاهُ ٱلْحُكَمَاءِ تَذُرُّ مَعْرِفَةً، أَمَّا قَلْبُ ٱلْجُهَّالِ فَلَيْسَ كَذَلِكَ.

Vises Læber udstrør Kundskab, Tåbers Hjerte er ikke ret.

٨ 8 ذَبِيحَةُ ٱلْأَشْرَارِ مَكْرَهَةُ ٱلرَّبِّ، وَصَلَاةُ ٱلْمُسْتَقِيمِينَ مَرْضَاتُهُ.

Gudløses Offer er HERREN en Gru, retsindiges Bøn har han Velbehag i.

٩ 9 مَكْرَهَةُ ٱلرَّبِّ طَرِيقُ ٱلشِّرِّيرِ، وَتَابِعُ ٱلْبِرِّ يُحِبُّهُ.

Den gudløses Færd er HERREN en Gru, han elsker den, der stræber efter Retfærd.

١٠ 10 تَأْدِيبُ شَرٍّ لِتَارِكِ ٱلطَّرِيقِ. مُبْغِضُ ٱلتَّوْبِيخِ يَمُوتُ.

Streng Tugt er for den, der forlader Vejen; den, der hader Revselse, dør.

١١ 11 اَلْهَاوِيَةُ وَٱلْهَلَاكُ أَمَامَ ٱلرَّبِّ. كَمْ بِٱلْحَرِيِّ قُلُوبُ بَنِي آدَمَ! (Sheol h7585)

Dødsrige og Afgrund ligger åbne for HERREN, endsige da Menneskebørnenes Hjerter. (Sheol h7585)

١٢ 12 اَلْمُسْتَهْزِئُ لَا يُحِبُّ مُوَبِّخَهُ. إِلَى ٱلْحُكَمَاءِ لَا يَذْهَبُ.

Spotteren ynder ikke at revses, til Vismænd går han ikke.

١٣ 13 اَلْقَلْبُ ٱلْفَرْحَانُ يَجْعَلُ ٱلْوَجْهَ طَلِقًا، وَبِحُزْنِ ٱلْقَلْبِ تَنْسَحِقُ ٱلرُّوحُ.

Glad Hjerte giver venligt Ansigt, ved Hjertesorg bliver Modet brudt.

١٤ 14 قَلْبُ ٱلْفَهِيمِ يَطْلُبُ مَعْرِفَةً، وَفَمُ ٱلْجُهَّالِ يَرْعَى حَمَاقَةً.

Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, Tåbers Mund lægger Vind på Dårskab.

١٥ 15 كُلُّ أَيَّامِ ٱلْحَزِينِ شَقِيَّةٌ، أَمَّا طَيِّبُ ٱلْقَلْبِ فَوَلِيمَةٌ دَائِمَةٌ.

Alle den armes Dage er onde, glad Hjerte er stadigt Gæstebud.

١٦ 16 اَلْقَلِيلُ مَعَ مَخَافَةِ ٱلرَّبِّ، خَيْرٌ مِنْ كَنْزٍ عَظِيمٍ مَعَ هَمٍّ.

Bedre lidet med HERRENs Frygt end store Skatte med Uro.

١٧ 17 أَكْلَةٌ مِنَ ٱلْبُقُولِ حَيْثُ تَكُونُ ٱلْمَحَبَّةُ، خَيْرٌ مِنْ ثَوْرٍ مَعْلُوفٍ وَمَعَهُ بُغْضَةٌ.

Bedre en Ret Grønt med Kærlighed end fedet Okse og Had derhos.

١٨ 18 اَلرَّجُلُ ٱلْغَضُوبُ يُهَيِّجُ ٱلْخُصُومَةَ، وَبَطِيءُ ٱلْغَضَبِ يُسَكِّنُ ٱلْخِصَامَ.

Vredladen Mand vækker Splid, sindig Mand stiller Trætte.

١٩ 19 طَرِيقُ ٱلْكَسْلَانِ كَسِيَاجٍ مِنْ شَوْكٍ، وَطَرِيقُ ٱلْمُسْتَقِيمِينَ مَنْهَجٌ.

Den lades Vej er spærret af Tjørn, de flittiges Sti er banet.

٢٠ 20 اَلِٱبْنُ ٱلْحَكِيمُ يَسُرُّ أَبَاهُ، وَٱلرَّجُلُ ٱلْجَاهِلُ يَحْتَقِرُ أُمَّهُ.

Viis Søn glæder sin Fader, Tåbe til Menneske foragter sin Moder.

٢١ 21 ٱلْحَمَاقَةُ فَرَحٌ لِنَاقِصِ ٱلْفَهْمِ، أَمَّا ذُو ٱلْفَهْمِ فَيُقَوِّمُ سُلُوكَهُ.

Dårskab er Glæde for Mand uden Vid, Mand med Indsigt går lige frem.

٢٢ 22 مَقَاصِدُ بِغَيْرِ مَشُورَةٍ تَبْطُلُ، وَبِكَثْرَةِ ٱلْمُشِيرِينَ تَقُومُ.

Er der ikke holdt Råd, så mislykkes Planer, de lykkes, når mange rådslår.

٢٣ 23 لِلْإِنْسَانِ فَرَحٌ بِجَوَابِ فَمِهِ، وَٱلْكَلِمَةُ فِي وَقْتِهَا مَا أَحْسَنَهَا!

Mand er glad, når hans Mund kan svare, hvor godt er et Ord i rette Tid.

٢٤ 24 طَرِيقُ ٱلْحَيَاةِ لِلْفَطِنِ إِلَى فَوْقُ، لِلْحَيَدَانِ عَنِ ٱلْهَاوِيَةِ مِنْ تَحْتُ. (Sheol h7585)

Den kloge går opad på Livets Vej for at undgå Dødsriget nedentil. (Sheol h7585)

٢٥ 25 اَلرَّبُّ يَقْلَعُ بَيْتَ ٱلْمُتَكَبِّرِينَ، وَيُوَطِّدُ تُخْمَ ٱلْأَرْمَلَةِ.

Hovmodiges Hus river HERREN bort, han fastsætter Enkens Skel.

٢٦ 26 مَكْرَهَةُ ٱلرَّبِّ أَفْكَارُ ٱلشِّرِّيرِ، وَلِلْأَطْهَارِ كَلَامٌ حَسَنٌ.

Onde Tanker er HERREN en Gru, men hulde Ord er rene.

٢٧ 27 اَلْمُولَعُ بِٱلْكَسْبِ يُكَدِّرُ بَيْتَهُ، وَٱلْكَارِهُ ٱلْهَدَايَا يَعِيشُ.

Den øder sit Hus, hvem Vinding er alt; men leve skal den, der hader Gave.

٢٨ 28 قَلْبُ ٱلصِّدِّيقِ يَتَفَكَّرُ بِٱلْجَوَابِ، وَفَمُ ٱلْأَشْرَارِ يُنْبِعُ شُرُورًا.

Den retfærdiges Hjerte tænker, før det svarer, gudløses Mund lader ondt strømme ud.

٢٩ 29 اَلرَّبُّ بَعِيدٌ عَنِ ٱلْأَشْرَارِ، وَيَسْمَعُ صَلَاةَ ٱلصِّدِّيقِينَ.

HERREN er gudløse fjern, men hører retfærdiges Bøn.

٣٠ 30 نُورُ ٱلْعَيْنَيْنِ يُفَرِّحُ ٱلْقَلْبَ. اَلْخَبَرُ ٱلطَّيِّبُ يُسَمِّنُ ٱلْعِظَامَ.

Milde Øjne fryder Hjertet, godt Bud giver Marv i Benene.

٣١ 31 اَلْأُذُنُ ٱلسَّامِعَةُ تَوْبِيخَ ٱلْحَيَاةِ تَسْتَقِرُّ بَيْنَ ٱلْحُكَمَاءِ.

Øret, der lytter til Livsens Revselse, vil gerne dvæle iblandt de vise.

٣٢ 32 مَنْ يَرْفُضُ ٱلتَّأْدِيبَ يُرْذِلُ نَفْسَهُ، وَمَنْ يَسْمَعُ لِلتَّوْبِيخِ يَقْتَنِي فَهْمًا.

Hvo Tugt forsmår, lader hånt om sin Sjæl, men Vid fanger den, der lytter til Revselse.

٣٣ 33 مَخَافَةُ ٱلرَّبِّ أَدَبُ حِكْمَةٍ، وَقَبْلَ ٱلْكَرَامَةِ ٱلتَّوَاضُعُ.

HERRENs Frygt er Tugt til Visdom, Ydmyghed først og siden Ære.