أَيُّوبَ 18

١ 1 فَأَجَابَ بِلْدَدُ ٱلشُّوحِيُّ وَقَالَ:

Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

٢ 2 «إِلَى مَتَى تَضَعُونَ أَشْرَاكًا لِلْكَلَامِ؟ تَعَقَّلُوا وَبَعْدُ نَتَكَلَّمُ.

"Så gør dog en Ende på dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale!

٣ 3 لِمَاذَا حُسِبْنَا كَٱلْبَهِيمَةِ، وَتَنَجَّسْنَا فِي عُيُونِكُمْ؟

Hvi skal vi regnes for Kvæg og stå som umælende i dine Øjne?

٤ 4 يَا أَيُّهَا ٱلْمُفْتَرِسُ نَفْسَهُ فِي غَيْظِهِ، هَلْ لِأَجْلِكَ تُخْلَى ٱلْأَرْضُ، أَوْ يُزَحْزَحُ ٱلصَّخْرُ مِنْ مَكَانِهِ؟

Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?

٥ 5 «نَعَمْ! نُورُ ٱلْأَشْرَارِ يَنْطَفِئُ، وَلَا يُضِيءُ لَهِيبُ نَارِهِ.

Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys;

٦ 6 ٱلنُّورُ يُظْلِمُ فِي خَيْمَتِهِ، وَسِرَاجُهُ فَوْقَهُ يَنْطَفِئُ.

Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes for ham;

٧ 7 تَقْصُرُ خَطَوَاتُ قُوَّتِهِ، وَتَصْرَعُهُ مَشُورَتُهُ.

hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for eget Råd;

٨ 8 لِأَنَّ رِجْلَيْهِ تَدْفَعَانِهِ فِي ٱلْمِصْلَاةِ فَيَمْشِي إِلَى شَبَكَةٍ.

thi hans Fod drives ind i Nettet, på Fletværk vandrer han frem,

٩ 9 يُمْسِكُ ٱلْفَخُّ بِعَقِبِهِ، وَتَتَمَكَّنُ مِنْهُ ٱلشَّرَكُ.

Fælden griber om Hælen, Garnet holder ham fast;

١٠ 10 مَطْمُورَةٌ فِي ٱلْأَرْضِ حِبَالَتُهُ، وَمِصْيَدَتُهُ فِي ٱلسَّبِيلِ.

Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på hans Sti;

١١ 11 تُرْهِبُهُ أَهْوَالٌ مِنْ حَوْلِهِ، وَتَذْعَرُهُ عِنْدَ رِجْلَيْهِ.

Rædsler skræmmer ham alle Vegne og kyser ham Skridt for Skridt:

١٢ 12 تَكُونُ قُوَّتُهُ جَائِعَةً وَٱلْبَوَارُ مُهَيَّأٌ بِجَانِبِهِ.

Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer på hans Fald:

١٣ 13 يَأْكُلُ أَعْضَاءَ جَسَدِهِ. يَأْكُلُ أَعْضَاءَهُ بِكْرُ ٱلْمَوْتِ.

Dødens førstefødte æder hans Lemmer, æder hans Legemes Lemmer;

١٤ 14 يَنْقَطِعُ عَنْ خَيْمَتِهِ، عَنِ ٱعْتِمَادِهِ، وَيُسَاقُ إِلَى مَلِكِ ٱلْأَهْوَالِ.

han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge;

١٥ 15 يَسْكُنُ فِي خَيْمَتِهِ مَنْ لَيْسَ لَهُ. يُذَرُّ عَلَى مَرْبِضِهِ كِبْرِيتٌ.

i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs ud på hans Bolig;

١٦ 16 مِنْ تَحْتُ تَيْبَسُ أُصُولُهُ، وَمِنْ فَوْقُ يُقْطَعُ فَرْعُهُ.

nedentil tørrer hans Rødder, oventil visner hans Grene;

١٧ 17 ذِكْرُهُ يَبِيدُ مِنَ ٱلْأَرْضِ، وَلَا ٱسْمَ لَهُ عَلَى وَجْهِ ٱلْبَرِّ.

hans Minde svinder fra Jord, på Gaden nævnes ikke hans Navn;

١٨ 18 يُدْفَعُ مِنَ ٱلنُّورِ إِلَى ٱلظُّلْمَةِ، وَمِنَ ٱلْمَسْكُونَةِ يُطْرَدُ.

man støder ham ud fra Lys i Mørket og driver ham bort fra Jorderig;

١٩ 19 لَا نَسْلَ وَلَا عَقِبَ لَهُ بَيْنَ شَعْبِهِ، وَلَا شَارِدَ فِي مَحَالِّهِ.

i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage;

٢٠ 20 يَتَعَجَّبُ مِنْ يَوْمِهِ ٱلْمُتَأَخِّرُونَ، وَيَقْشَعِرُّ ٱلْأَقْدَمُونَ.

de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagne af Rædsel.

٢١ 21 إِنَّمَا تِلْكَ مَسَاكِنُ فَاعِلِي ٱلشَّرِّ، وَهَذَا مَقَامُ مَنْ لَا يَعْرِفُ ٱللهَ».

Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud!