أَيُّوبَ 15

١ 1 فَأَجَابَ أَلِيفَازُ ٱلتَّيْمَانِيُّ وَقَالَ:

Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

٢ 2 «أَلَعَلَّ ٱلْحَكِيمَ يُجِيبُ عَنْ مَعْرِفَةٍ بَاطِلَةٍ، وَيَمْلَأُ بَطْنَهُ مِنْ رِيحٍ شَرْقِيَّةٍ،

"Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind

٣ 3 فَيَحْتَجَّ بِكَلَامٍ لَا يُفِيدُ، وَبِأَحَادِيثَ لَا يَنْتَفِعُ بِهَا؟

for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?

٤ 4 أَمَّا أَنْتَ فَتُنَافِي ٱلْمَخَافَةَ، وَتُنَاقِضُ ٱلتَّقْوَى لَدَى ٱللهِ.

Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.

٥ 5 لِأَنَّ فَمَكَ يُذِيعُ إِثْمَكَ، وَتَخْتَارُ لِسَانَ ٱلْمُحْتَالِينَ.

Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.

٦ 6 إِنَّ فَمَكَ يَسْتَذْنِبُكَ، لَا أَنَا، وَشَفَتَاكَ تَشْهَدَانِ عَلَيْكَ.

Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!

٧ 7 «أَصُوِّرْتَ أَوَّلَ ٱلنَّاسِ أَمْ أُبْدِئْتَ قَبْلَ ٱلتِّلَالِ؟

Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?

٨ 8 هَلْ تَنَصَّتَّ فِي مَجْلِسِ ٱللهِ، أَوْ قَصَرْتَ ٱلْحِكْمَةَ عَلَى نَفْسِكَ؟

Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?

٩ 9 مَاذَا تَعْرِفُهُ وَلَا نَعْرِفُهُ نَحْنُ؟ وَمَاذَا تَفْهَمُ وَلَيْسَ هُوَ عِنْدَنَا؟

Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender?

١٠ 10 عِنْدَنَا ٱلشَّيْخُ وَٱلْأَشْيَبُ، أَكْبَرُ أَيَّامًا مِنْ أَبِيكَ.

Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!

١١ 11 أَقَلِيلَةٌ عِنْدَكَ تَعْزِيَاتُ ٱللهِ، وَٱلْكَلَامُ مَعَكَ بِٱلرِّفْقِ؟

Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?

١٢ 12 «لِمَاذَا يَأْخُذُكَ قَلْبُكَ؟ وَلِمَاذَا تَخْتَلِجُ عَيْنَاكَ

Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?

١٣ 13 حَتَّى تَرُدَّ عَلَى ٱللهِ وَتُخْرِجَ مِنْ فِيكَ أَقْوَالًا؟

Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.

١٤ 14 مَنْ هُوَ ٱلْإِنْسَانُ حَتَّى يَزْكُوَ، أَوْ مَوْلُودُ ٱلْمَرْأَةِ حَتَّى يَتَبَرَّرَ؟

Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?

١٥ 15 هُوَذَا قِدِّيسُوهُ لَا يَأْتَمِنُهُمْ، وَٱلسَّمَاوَاتُ غَيْرُ طَاهِرَةٍ بِعَيْنَيْهِ،

End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,

١٦ 16 فَبِالْحَرِيِّ مَكْرُوهٌ وَفَاسِدٌ ٱلْإِنْسَانُ ٱلشَّارِبُ ٱلْإِثْمَ كَٱلْمَاءِ!

hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!

١٧ 17 «أُوحِي إِلَيْكَ، ٱسْمَعْ لِي فَأُحَدِّثَ بِمَا رَأَيْتُهُ،

Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,

١٨ 18 مَا أَخْبَرَ بِهِ حُكَمَاءُ عَنْ آبَائِهِمْ فَلَمْ يَكْتُمُوهُ.

hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,

١٩ 19 ٱلَّذِينَ لَهُمْ وَحْدَهُمْ أُعْطِيَتِ ٱلْأَرْضُ، وَلَمْ يَعْبُرْ بَيْنَهُمْ غَرِيبٌ.

dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:

٢٠ 20 ٱلشِّرِّيرُ هُوَ يَتَلَوَّى كُلَّ أَيَّامِهِ، وَكُلَّ عَدَدِ ٱلسِّنِينَ ٱلْمَعْدُودَةِ لِلْعَاتِي.

Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;

٢١ 21 صَوْتُ رُعُوبٍ فِي أُذُنَيْهِ. فِي سَاعَةِ سَلَامٍ يَأْتِيهِ ٱلْمُخَرِّبُ.

Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;

٢٢ 22 لَا يَأْمُلُ ٱلرُّجُوعَ مِنَ ٱلظُّلْمَةِ، وَهُوَ مُرْتَقَبٌ لِلسَّيْفِ.

han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,

٢٣ 23 تَائِهٌ هُوَ لِأَجْلِ ٱلْخُبْزِ حَيْثُمَا يَجِدْهُ، وَيَعْلَمُ أَنَّ يَوْمَ ٱلظُّلْمَةِ مُهَيَّأٌ بَيْنَ يَدَيْهِ.

udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;

٢٤ 24 يُرْهِبُهُ ٱلضُّرُّ وَٱلضَّيْقُ. يَتَجَبَّرَانِ عَلَيْهِ كَمَلِكٍ مُسْتَعِدٍّ لِلْوَغَى.

Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.

٢٥ 25 لِأَنَّهُ مَدَّ عَلَى ٱللهِ يَدَهُ، وَعَلَى ٱلْقَدِيرِ تَجَبَّرَ

Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,

٢٦ 26 عَادِيًا عَلَيْهِ، مُتَصَلِّبُ ٱلْعُنُقِ بِأَوْقَافِ مَجَانِّهِ مُعَبَّأَةً.

stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.

٢٧ 27 لِأَنَّهُ قَدْ كَسَا وَجْهَهُ سَمْنًا، وَرَبَّى شَحْمًا عَلَى كِلْيَتَيْهِ،

Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.

٢٨ 28 فَيَسْكُنُ مُدُنًا خَرِبَةً، بُيُوتًا غَيْرَ مَسْكُونَةٍ عَتِيدَةً أَنْ تَصِيرَ رُجَمًا.

tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus.

٢٩ 29 لَا يَسْتَغْنِي، وَلَا تَثْبُتُ ثَرْوَتُهُ، وَلَا يَمْتَدُّ فِي ٱلْأَرْضِ مُقْتَنَاهُ.

Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;

٣٠ 30 لَا تَزُولُ عَنْهُ ٱلظُّلْمَةُ. خَرَاعِيبُهُ تُيَبِّسُهَا ٱلسُّمُومُ، وَبِنَفْخَةِ فَمِهِ يَزُولُ.

han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.

٣١ 31 لَا يَتَّكِلْ عَلَى ٱلسُّوءِ. يَضِلُّ. لِأَنَّ ٱلسُّوءَ يَكُونُ أُجْرَتَهُ.

Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn!

٣٢ 32 قَبْلَ يَوْمِهِ يُتَوَفَّى، وَسَعَفُهُ لَا يَخْضَرُّ.

I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;

٣٣ 33 يُسَاقِطُ كَٱلْجَفْنَةِ حِصْرِمَهُ، وَيَنْثُرُ كَٱلزَّيْتُونِ زَهْرُهُ.

han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst.

٣٤ 34 لِأَنَّ جَمَاعَةَ ٱلْفُجَّارِ عَاقِرٌ، وَٱلنَّارُ تَأْكُلُ خِيَامَ ٱلرَّشْوَةِ.

Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;

٣٥ 35 حَبِلَ شَقَاوَةً وَوَلَدَ إِثْمًا، وَبَطْنُهُ أَنْشَأَ غِشًّا».

svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!