Zǝbur 39
1 Nǝƣmiqilǝrning bexi Yǝdutunƣa tapxurulƣan, Dawut yazƣan küy: — «Tilim gunaⱨ ⱪilmisun dǝp, Yollirimƣa diⱪⱪǝt ⱪilimǝn; Rǝzillǝr kɵz aldimda bolsa, mǝn aƣzimƣa bir kɵxǝk salimǝn» — degǝnidim.
(Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"
2 Mǝn süküt ⱪilip, zuwan sürmidim, Ⱨǝtta yahxiliⱪ toƣrisidiki sɵzlǝrnimu aƣzimdin qiⱪarmidim; Biraⱪ dil azabim tehimu ⱪozƣaldi.
Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,
3 Kɵnglümdǝ zǝrdǝm ⱪaynidi, Oylanƣanseri ot bolup yandi; Andin tilim ihtiyarsiz sɵzlǝp kǝtti.
mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.
4 I Pǝrwǝrdigar, ɵz ǝjilimni, Künlirimning ⱪanqilik ikǝnlikini manga ayan ⱪilƣin; Ajiz insan balisi ikǝnlikimni manga bildürgin.
Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!
5 Mana, Sǝn künlirimni pǝⱪǝt nǝqqǝ ƣeriqla ⱪilding, Sening aldingda ɵmrüm yoⱪ ⱨesabididur. Bǝrⱨǝⱪ, barliⱪ insanlar tik tursimu, pǝⱪǝt bir tiniⱪla, halas. (Selaⱨ)
Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. (Sela)
6 Bǝrⱨǝⱪ, ⱨǝrbir insanning ⱨayati huddi bir kɵlǝnggidur, Ularning aldirap-saldiraxliri biⱨudǝ awariqiliktur; Ular bayliⱪlarni toplaydu, lekin keyin bu bayliⱪlarni kimning ⱪoliƣa juƣlinidiƣanliⱪini bilmǝydu.
Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.
7 I Rǝb, ǝmdi mǝn nemini kütimǝn? Mening ümidim sangila baƣliⱪtur.
Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.
8 Meni barliⱪ asiyliⱪlirimdin ⱪutⱪuzƣaysǝn, Meni ⱨamaⱪǝtlǝrning mǝshirisigǝ ⱪaldurmiƣaysǝn.
Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!
9 Süküt ⱪilip zuwan sürmidim; Qünki mana, muxu [jazani] Ɵzüng yürgüzgǝnsǝn.
Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.
10 Meni salƣan wabayingni mǝndin neri ⱪilƣaysǝn; Qünki ⱪolungning zǝrbisi bilǝn tügixǝy dǝp ⱪaldim.
Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.
11 Sǝn tǝnbiⱨliring bilǝn kixini ɵz yamanliⱪi üqün tǝrbiyiliginingdǝ, Sǝn huddi nǝrsilǝrgǝ küyǝ ⱪurti qüxkǝndǝk, uning izzǝt-ƣururini yoⱪ ⱪiliwetisǝn; Bǝrⱨǝⱪ, ⱨǝrbir adǝm bir tiniⱪla, halas. (Selaⱨ)
Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. (Sela)
12 I Pǝrwǝrdigar, duayimni angliƣaysǝn, Pǝryadimƣa ⱪulaⱪ salƣaysǝn! Kɵz yaxlirimƣa süküt ⱪilmiƣaysǝn! Qünki mǝn pütkül ata-bowilirimdǝk, Sening aldingda yaⱪa yurtluⱪ, musapirmǝn, halas!
Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.
13 Manga tikkǝn kɵzüngni mǝndin neri ⱪilƣaysǝnki, Mǝn barsa kǝlmǝs jayƣa kǝtküqǝ, Meni bir’az bolsimu raⱨǝttin bǝⱨrimǝn ⱪilƣaysǝn.
Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!
