Zǝbur 123

1 «Yuⱪiriƣa qiⱪix nahxisi» I ǝrxlǝrdǝ Turƣuqisǝn, Sanga beximni kɵtürüp ⱪaraymǝn;

Til dig opløfter jeg mine Øjne, du, som sidder i Himmelen!

2 Mana, ⱪulliringning kɵzi ɵz hojayinining ⱪolliriƣa ⱪandaⱪ ⱪariƣan bolsa, Dedǝklǝrning kɵzi ɵz saⱨibǝsining ⱪolliriƣa ⱪandaⱪ ⱪariƣan bolsa, Bizning kɵzimiz Pǝrwǝrdigar Hudayimizƣa xundaⱪ ⱪaraydu. Ta bizgǝ xǝpⱪǝt kɵrsǝtküqǝ ⱪaraydu.

Se, som Tjeneres Øjne agte paa deres Herrers Haand, som en Tjenestepiges Øjne paa hendes Frues Haand, saa agte vore Øjne paa Herren vor Gud, indtil han vorder os naadig.

3 Bizgǝ xǝpⱪǝt kɵrgüzgǝysǝn, i Pǝrwǝrdigar, Bizgǝ xǝpⱪǝt kɵrgüzgǝysǝn; Qünki biz yǝtküqǝ horluⱪ tartⱪanmiz.

Vær os naadig, Herre! vær os naadig; thi vi ere saare mættede af Foragt.

4 Jenimiz ƣojamlarning mazaⱪlirini, Ⱨakawurlarning horluⱪlirini yǝtküqǝ tartⱪandur.

Vor Sjæl er saare mættet af de sorgløses Spot og de hovmodiges Foragt.