Siope 31
1 “Naʻa ku fai ʻae fuakava mo hoku mata; pea ka kuo pehē, ko e hā te u siofia ai ha taʻahine?
Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru;
2 He ko e hā ʻae ʻinasi mei he ʻOtua ʻi ʻolunga? Pea mo e tufakanga mei he Māfimafi ʻi ʻolunga?
hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?
3 ʻIkai ʻoku ʻi he kau angahala ʻae malaʻia? Mo e fakaʻauha foʻou ki he kau fai kovi?
Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang?
4 ʻIkai ʻoku ne ʻiloʻi hoku ngaahi hala, pea lau ʻeku ngaahi laka kotoa pē?
Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?
5 “He kapau naʻaku ʻalu ʻi he loi, pea kapau teu veʻe vave ki he kākā;
Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig
6 Tuku ke fakamamafa au ʻi he meʻa fakatatau totonu, koeʻuhi ke ʻilo ʻe he ʻOtua ʻa ʻeku angatonu.
på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld
7 He kapau naʻaku laka hē mei he hala, pea muimui hoku loto ki hoku mata, pe piki ha ʻuli ki hoku nima;
er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,
8 Tuku ai ke u tūtuuʻi kae kai ʻe ha taha kehe; ʻio, ke taʻaki fuʻu hake ʻa hoku taʻu.
da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!
9 “Kapau naʻe kākaaʻi ʻa hoku loto ʻe ha fefine, pe te u toitoi ʻi he matapā ʻo hoku kaungāʻapi;
Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,
10 Pea tuku ke momosi ʻa hoku uaifi mo ha taha, pea mapelu ki ai ha niʻihi kehe.
så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!
11 He ko e hia matea ia, ʻio, ko e angahala ke tautea ʻe he kau fakamaau.
Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten,
12 He ko e afi ia ʻoku ne kai ʻo aʻu ki he fakaʻauha, pea ʻe ʻosiʻosingamālie ai ʻeku koloa.
ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!
13 “Kapau naʻaku lumaʻi ʻae meʻa ʻa ʻeku tamaioʻeiki pe ko ʻeku kaunanga, ʻi he ʻena fai mo au.
Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig,
14 Ko e hā ai te u fai ʻoka tuʻu hake ʻae ʻOtua? Pea ʻoka ʻaʻahi ʻe ia, ko e hā te u tali ʻaki ia?
hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter?
15 He ʻikai naʻe ngaohi ia ʻe ia naʻa ne ngaohi au ʻi he manāva? Pea ʻikai naʻe fakatupu ʻakimaua ʻosi pe ʻi he manāva ʻe he tokotaha?
Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?
16 “Kapau ne u taʻofi ʻae masiva mei heʻenau holi, pe fai ke vaivai ʻae mata ʻoe fefine kuo mate hono husepāniti;
Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,
17 Pea kuo u kai vale haʻaku meʻa siʻi, ʻo ʻikai te ma kai ia mo e tamai mate;
var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf
18 (He ʻoku talu ʻeku lahi hake mo ʻene ʻiate au, ʻo hangē ko haʻane tamai, pea talu ʻeku haʻu mei he manāva ʻo ʻeku faʻē mo ʻeku fakahinohino ia; )
nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.
19 Kapau kuo u mamata ki ha taha ʻoku mate koeʻuhi ko e telefua, pe ha masiva taʻehakofu;
Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe
20 Kapau naʻe ʻikai tāpuaki au ʻe hono noʻotanga vala, pea ʻikai māfana ia ʻi he fulufulu ʻo ʻeku fanga sipi;
visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam.
21 Kapau kuo u hiki hoku nima ki he tamai mate, ʻi heʻeku ʻilo ʻoku ou mālohi ʻi he matapā:
Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten,
22 ʻOfa ke homo hoku uma mei hoku hui fohe, pea fesiʻi hoku nima ʻi he hokotanga hui.
så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led!
23 He ko e fakaʻauha mei he ʻOtua ko e meʻa fakailifia kiate au, pea ko e meʻa ʻi heʻene ngeia naʻe ʻikai te u faʻa kātakiʻi.
Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet!
24 “He kapau naʻaku ʻamanaki ki he koula, pe te u pehē ki he koula lelei, ‘Ko hoku falalaʻanga koe;’
Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,
25 Kapau naʻaku fiefia ʻi he tupu ʻo lahi ʻeku koloa, pea koeʻuhi kuo maʻu lahi ʻe hoku nima;
var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget,
26 Kapau naʻaku siofia ʻae laʻā ʻi heʻene ulo, pe ko e māhina ʻoku hāʻele ʻi he ngingila;
så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne,
27 Pea kuo fasiaʻi fufū pe hoku loto, pe ʻuma hoku ngutu ki hoku nima:
og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd
28 Ko e angahala foki ia ke fakamaauʻi he ka ne pehē, ko ʻeku liʻaki ia ʻae ʻOtua ʻoku ʻi ʻolunga.
også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.
29 He kapau naʻaku fiefia ʻi he ʻauha ʻo ia naʻe fehiʻa kiate au, pe te u angahiki ki ai ʻoka moʻua ia ʻe he kovi:
Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld
30 Ka naʻe ʻikai te u tuku ke angahala ai ʻa hoku ngutu, ʻi he fakaʻamu ke tō ha malaʻia ki hono laumālie.
nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl.
31 ʻIkai ʻoku faʻa pehē ʻe heʻeku kau nofoʻanga, Naʻe holi ʻe hai ki haʻane meʻakai pea ʻikai mākona ai?
Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord"
32 Naʻe ʻikai mohe ʻae muli ʻi he hala: ka ne u fakaava hoku matapā ke talia ʻae fononga.
nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd.
33 He naʻaku fufū koā ʻeku angahala ʻo hangē ko ʻAtama, ʻo fakalilolilo ʻeku hia ʻi hoku fatafata?
Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet
34 Pea te u manavahē ki he fuʻu tokolahi? Pe fakailifiaʻi au ʻe he manuki ʻae ngaahi fānau, ke u longo ai, ʻo taʻehū atu ʻi he matapā?
af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed!
35 Taumaiā kuo ʻi ai ha tokotaha ʻe fie fanongo kiate au! Vakai, ko hoku loto ke talia au ʻe he Māfimafi, pea ke fai ha tohi ʻe hoku fili.
Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!
36 Ko e moʻoni te u hili ia ki hoku uma, ʻo nonoʻo ia kiate au ʻo hangē ha pale.
Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,
37 Te u ʻaʻau atu kiate ia ʻae lau ʻo ʻeku ngaahi laka; te u ʻalu atu ʻo hangē ha ʻeiki ke ofi kiate ia.
svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.
38 He kapau kuo tangi ʻe hoku fonua kiate au, pe lāunga ʻa hono ngaahi keliʻanga;
Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde,
39 Pea kapau kuo u kai taʻetotongi ʻa hono ngaahi fua, pe te u fakamamahiʻi ʻae laumālie ʻokinautolu naʻe tauhi ki ai:
har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,
40 ʻOfa ke tupu ai ʻae talatalaʻāmoa ko e fetongi ʻoe uite, mo e ʻakau taʻeʻaonga ko e fetongi ʻoe paʻale.” Kuo ngata ʻae fakamatala ʻa Siope.
så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.
