Psalmi 10
1 Zakaj bivaš v daljavi, Gospod! zakaj se skrivaš v časih, ko smo v stiski?
Hvorfor, Herre, står du langt borte? Hvorfor skjuler du ditt åsyn i trengsels tider?
2 Prevzetnost krivičnega hudo straši siromaka ubozega; zgrabijo se naj v naklepih, katere izmišljajo.
Ved den ugudeliges overmot engstes de elendige; de fanges i de onde råd han har uttenkt.
3 Ker krivični hvali dušo svojo v njenem hrepenenji, in njega, ki išče dobička, blagoslavlja, draži Gospoda.
For den ugudelige roser sin sjels lyst, og den rovgjerrige sier Herren farvel, håner ham.
4 Krivični v napuhu svojega obraza: On ne kaznuje, ni Boga, té so vse misli njegove.
Den ugudelige sier i sitt overmot: Han hjemsøker ikke. Det er ingen Gud, det er alle hans tanker.
5 Varna so pota njegova v vsakem času; previsoko so pogledu njegovemu sodbe tvoje: kateri koli so sovražniki njegovi, vanje piha žarjavico.
Hans veier lykkes til enhver tid; langt borte fra ham i det høie er dine dommer; av alle sine motstandere blåser han.
6 V srci svojem govori: Ne umaknem se, v nobeni dobi ne bodem v nesreči.
Han sier i sitt hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra slekt til slekt skal jeg ikke stedes i ulykke.
7 Preklinjanja polna so usta njegova in zvijač in goljufije; pod jezikom njegovim je nadlega in ničemurnost.
Hans munn er full av forbannelse og av svik og vold; under hans tunge er ulykke og ondskap.
8 Poseda v votlini vašî, v zatišji, da bi ubil nedolžnega; oči njegove se skrivajo zoper onemoglega.
Han ligger i bakhold ved gårdene, på lønnlige steder myrder han den uskyldige, hans øine speider efter den ulykkelige.
9 V zatišji preži, kakor lev v svojem brlogu; preži, da zgrabi siromaka ubozega; zgrabil bi rad siromaka ubozega, potegnil ga v mrežo svojo.
Han lurer på lønnlig sted, lik løven i sitt skjul; han lurer for å gripe den elendige; han griper den elendige idet han drar ham inn i sitt garn.
10 Sklujči se, potuhne se; in s krepkimi udi svojimi se zgrudi, kakor da so onemogli.
Han bøier sig, dukker sig ned, og for hans sterke klør faller de elendige.
11 V srci svojem govori: Pozabil je Bog mogočni; obličje svoje skriva, ne ozré se nikoli.
Han sier i sitt hjerte: Gud har glemt det, han har skjult sitt åsyn, han ser det aldri.
12 Vstani, Gospod, Bog mogočni, dvigni roko svojo; ne pozabi siromakov ubozih.
Reis dig, Herre! Gud, opløft din hånd, glem ikke de elendige!
13 Zakaj draži krivični Boga? v srci svojem govori, da ne bodeš térjal?
Hvorfor skal den ugudelige forakte Gud og si i sitt hjerte: Du hjemsøker ikke?
14 Zazdelo se je tebi, ko gledaš nadlego in gorjé, vzeti jih v roko svojo; brambi tvoji se izroča onemogli; siroti si tí pomočnik.
Du har sett det; for du skuer nød og sorg for å legge dem i din hånd; til dig overgir den elendige sin sak, du er den farløses hjelper.
15 Zdrôbi roko krivičnemu in hudobnemu; preiskuj krivico njegovo, dokler je ne najdeš več.
Sønderbryt den ugudeliges arm, og hjemsøk den ondes ugudelighet, så du ikke mere finner den!
16 Gospod je kralj večni; poginili so narodi sè zemlje njegove.
Herren er konge evindelig og alltid, hedningene blir utryddet av hans land!
17 Hrepenenje krotkih si uslišal, Gospod; potolaži tem srce, nagni svoje uho,
De saktmodiges begjæring hører du, Herre! Du styrker deres hjerte, du vender ditt øre til
18 Maščujoč siroto in siromaka, da ga ne bode dalje izganjal človek silovito iz dežele.
for å dømme i den farløses og undertryktes sak. Ikke skal mennesket, som er av jorden, lenger vedbli å volde redsel.
