Книга Иова 7
1 Не искушение ли житие человеку на земли, и якоже наемника повседневнаго жизнь его?
Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
2 Или якоже раб бояйся господа своего и улучив сень? Или якоже наемник ждый мзды своея?
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
3 Такожде и аз ждах месяцы тщы, нощи же болезней даны ми суть.
så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 Аще усну, глаголю: когда день? Егда же востану, паки: когда вечер? Исполнен же бываю болезней от вечера до утра.
Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5 Месится же мое тело в гнои червей, обливаю же грудие земли, гной стружа.
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6 Житие же мое есть скоряе беседы, погибе же во тщей надежди.
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
7 Помяни убо, яко дух мой живот, и ктому не возвратится око мое видети благая.
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
8 Не узрит мене око видящаго мя: очи Твои на мне, и ктому несмь,
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)
10 ни возвратится во свой дом, ниже имать его познати ктому место его.
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
11 Убо ниже аз пощажу уст моих, возглаголю в нужди сый, отверзу уста моя горестию души моея сотеснен.
Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12 Еда море есмь, или змий, яко учинил еси на мя хранение?
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 Рекох, яко утешит мя одр мой, произнесу же ко мне на едине слово на ложи моем:
Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14 устрашаеши мя сониями и видениями ужасаеши мя:
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15 свободиши от духа моего душу мою, от смерти же кости моя.
så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
16 Не поживу бо во век, да долготерплю: отступи от мене, тще бо житие мое.
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17 Что бо есть человек, яко возвеличил еси его? Или яко внимаеши умом к нему?
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18 Или посещение твориши ему по всяко утро и в покои судити его имаши?
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19 Доколе не оставиши мене, ниже отпускаеши мя, дондеже поглощу слины моя в болезни?
Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 Аще аз согреших, что Тебе возмогу соделати, сведый ум человечь? Почто мя еси положил прекословна Тебе, и есмь Тебе бременем?
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 Почто неси сотворил беззаконию моему забвения, и очищения греха моего? Ныне же в землю отиду, утренюяй же несмь ктому.
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
