Књига о Јову 23
1 А Јов одговори и рече:
Men Job svarede og sagde:
2 Још је тужњава моја одмет? А невоља је моја тежа од уздаха мојих.
Min Klage er end i Dag Genstridighed; min Haand ligger tungt over mit Suk.
3 О, кад бих знао како бих нашао Бога! Да отидем до престола Његовог,
Gid jeg kunde kende og finde ham og komme til hans faste Bolig!
4 Да разложим пред Њим парбу своју, и уста своја напуним разлога,
Jeg vilde lægge Sagen frem for hans Ansigt og fylde min Mund med Bevisninger.
5 Да знам шта би ми одговорио, и разумем шта би ми рекао.
Jeg vilde gerne vide de Ord, som han kunde svare mig, og forstaa, hvad han vilde sige mig.
6 Би ли се према великој својој сили прео са мном? Не; него би ми помогао.
Mon han vilde trætte med mig i sin store Kraft? nej, han vilde kun agte paa mig.
7 Онде би се праведан човек могао правдати с Њим, и ослободио бих се за свагда од свог судије.
Da vilde en retfærdig gaa i Rette med ham, og for evigt vilde jeg gaa fri ud fra den, som dømmer mig.
8 Гле, ако пођем напред, нема Га; ако ли натраг, не находим Га;
Se, vil jeg gaa fremad, da er han ikke der, eller tilbage, da mærker jeg ham ikke.
9 Ако на лево ради, не видим Га; ако на десно, заклонио се, не могу Га видети.
Gør han noget til venstre, da kan jeg ikke beskue ham; skjuler han sig til højre, da kan jeg ikke se ham.
10 Али Он зна пут мој; кад ме окуша, изаћи ћу као злато.
Thi han kender den Vej, som ligger for mig; prøver han mig, gaar jeg ud som Guldet.
11 По стопама је Његовим ступала нога моја; пута Његова држао сам се, и не зађох.
Min Fod holdt fast ved hans Spor, jeg tog Vare paa hans Vej og afveg ikke.
12 Од заповести уста Његових нисам одступао; чувао сам речи уста Његових више него свој ужитак.
Fra hans Læbers Bud er jeg heller ikke afvegen, jeg gemte hans Munds Tale fremfor min egen Lov.
13 Али кад Он шта науми, ко ће Га одвратити? Шта душа Његова зажели, оно чини.
Men staar han fast ved et, hvo vil da holde ham tilbage? hvad hans Sjæl har Lyst til, det gør han.
14 И извршиће шта је наумио за ме; и тога има у Њега много.
Thi han skal fuldkomme det, mig er beskikket, og mange saadanne Ting har han for.
15 Зато сам се уплашио од Њега; и кад то мислим, страх ме је од Њега.
Derfor forfærdes jeg for hans Ansigt; tænker jeg efter, da frygter jeg for ham.
16 Бог је растопио срце моје, Свемогући ме је уплашио.
Og Gud har gjort mit Hjerte mistrøstigt, og den Almægtige har forfærdet mig,
17 Што не погибох пре мрака? И што не сакри мрак испред мене?
fordi jeg ikke bortrykkedes fra Mørket, og han ikke har skjult Mulm for mit Ansigt.
