Salmenes 94

1 Du hevnens Gud, Herre, du hevnens Gud, åpenbar dig i herlighet!

HERRE du hævnens Gud, du Hævnens Gud, træd frem i Glans;

2 Reis dig, du jordens dommer, la gjengjeldelse komme over de overmodige!

stå op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige!

3 Hvor lenge skal de ugudelige, Herre, hvor lenge skal de ugudelige fryde sig?

Hvor længe skal gudløse, HERRE, hvor længe skal gudløse juble?

4 De utgyder en strøm av ord, de fører frekk tale; alle de som gjør urett, taler store ord.

De fører tøjlesløs Tale, hver Udådsmand ter sig som Herre;

5 Ditt folk, Herre, knuser de, og din arv plager de.

de underkuer, o HERRE, dit Folk og undertrykker din Arvelod;

6 Enken og den fremmede slår de ihjel, og farløse myrder de.

de myrder Enke og fremmed faderløse slår de ihjel;

7 Og de sier: Herren ser ikke, og Jakobs Gud gir ikke akt.

de siger: "HERREN kan ikke se, Jakobs Gud kan intet mærke!"

8 Gi dog akt, I ufornuftige blandt folket, og I dårer, når vil I bli kloke?

Forstå dog, I Tåber blandt Folket! Når bliver I kloge, I Dårer?

9 Mon han som planter øret, ikke skulde høre? Mon han som skaper øiet, ikke skulde se?

Skulde han, som plantede Øret, ej høre, han, som dannede Øjet, ej se?

10 Mon han som refser hedningene, ikke skulde straffe, han som gir menneskene forstand?

Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket indsigt?

11 Herren kjenner menneskenes tanker, han vet at de er tomhet.

HERREN kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed.

12 Salig er den mann som du, Herre, refser og gir lærdom av din lov

Salig den Mand, du tugter, HERRE, og vejleder ved din Lov

13 for å gi ham ro for onde dager, inntil det blir gravd en grav for den ugudelige.

for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til den gudløse;

14 For Herren skal ikke forkaste sitt folk og ikke forlate sin arv;

thi HERREN bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod.

15 for dommen skal vende tilbake til rettferdighet, og alle de opriktige av hjertet skal gi den medhold.

Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet.

16 Hvem reiser sig for mig imot de onde? Hvem stiller sig frem for mig imot dem som gjør urett?

Hvo står mig bi mod Ugerningsmænd? hvo hjælper mig mod Udådsmænd?

17 Dersom ikke Herren var min hjelp, vilde min sjel snart bo i dødsrikets stillhet.

Var HERREN ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille.

18 Når jeg sier: Min fot vakler, da holder din miskunnhet mig oppe, Herre!

Når jeg tænkte: "Nu vakler min Fod", støtted din Nåde mig, HERRE;

19 Når mine urolige tanker i mitt hjerte blir mange, da husvaler din trøst min sjel.

da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst min Sjæl.

20 Har vel fordervelsens domstol noget samfund med dig, der hvor de skaper urett under skinn av rett?

står du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i Lovens Navn?

21 De slår sig skarevis sammen imot den rettferdiges sjel, og uskyldig blod dømmer de skyldig.

Jager de end den ret, færdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod,

22 Da blir Herren mig en borg, og min Gud min tilflukts klippe.

HERREN er dog mit Bjærgested, min Gud er min Tilflugtsklippe;

23 Og han lar deres urett komme tilbake over dem, og for deres ondskaps skyld skal han utrydde dem; ja, Herren vår Gud skal utrydde dem.

han vender deres Uret imod dem selv, udsletter dem for deres Ondskab; dem udsletter HERREN vor Gud.