Salmenes 78

1 En læresalme av Asaf. Lytt, mitt folk, til min lære, bøi eders ører til min munns ord!

Èuj, narode moj, nauk moj, prigni uho svoje k rijeèima usta mojih.

2 Jeg vil oplate min munn med tankesprog, jeg vil la utstrømme gåtefulle ord fra fordums tid.

Otvoram za prièu usta svoja, kazaæu stare pripovijetke.

3 Det vi har hørt og vet, og det våre fedre har fortalt oss,

Što slušasmo i doznasmo, i što nam kazivaše oci naši,

4 det vil vi ikke dølge for deres barn, men for den kommende slekt fortelle Herrens pris og hans styrke og de undergjerninger som han har gjort.

Neæemo zatajiti od djece njihove, naraštaju poznom javiæemo slavu Gospodnju i silu njegovu i èudesa koja je uèinio.

5 Han har reist et vidnesbyrd i Jakob og satt en lov i Israel, som han bød våre fedre å kunngjøre sine barn,

Svjedoèanstvo podiže u Jakovu, i u Izrailju postavi zakon, koji dade ocima našim da ga predadu djeci svojoj;

6 forat den kommende slekt, de barn som skulde fødes, kunde kjenne dem, kunde stå frem og fortelle dem for sine barn

Da bi znao potonji naraštaj, djeca koja æe se roditi, pa i oni da bi kazivali svojoj djeci

7 og sette sitt håp til Gud og ikke glemme Guds gjerninger, men holde hans bud

Da polažu na Boga nadanje svoje, i ne zaboravljaju djela Božijih, i zapovijesti njegove da drže;

8 og ikke være som deres fedre, en opsetsig og gjenstridig slekt, en slekt som ikke gjorde sitt hjerte fast, og hvis ånd ikke var trofast mot Gud.

I da ne budu kao oci njihovi, rod nevaljao i uporan, rod koji ne bješe tvrd srcem svojim, niti vjeran Bogu duhom svojim.

9 Efra'ims barn, de rustede bueskyttere, vendte om på stridens dag.

Sinovi Jefremovi naoružani, koji strijeljaju iz luka, vratiše se natrag, kad bijaše boj.

10 De holdt ikke Guds pakt og vilde ikke vandre i hans lov,

Ne saèuvaše zavjeta Božijega, i po zakonu njegovu ne htješe hoditi.

11 og de glemte hans store gjerninger og de under som han hadde latt dem se.

Zaboraviše djela njegova, i èudesa, koja im je pokazao,

12 For deres fedres øine hadde han gjort under i Egyptens land, på Soans mark.

Kako pred ocima njihovijem uèini èudesa u zemlji Misirskoj, na polju Soanu;

13 Han kløvde havet og lot dem gå gjennem det og lot vannet stå som en dynge.

Razdvoji more, i provede ih, od vode naèini zid;

14 Og han ledet dem ved skyen om dagen og hele natten ved ildens lys.

I vodi ih danju oblakom, i svu noæ svijetlijem ognjem;

15 Han kløvde klipper i ørkenen og gav dem å drikke som av store vanndyp.

Raskida stijene u pustinji, i poji ih kao iz velike bezdane;

16 Og han lot bekker gå ut av klippen og vann flyte ned som strømmer.

Izvodi potoke iz kamena, i vodi vodu rijekama.

17 Men de blev ennu ved å synde mot ham, å være gjenstridige mot den Høieste i ørkenen.

Ali oni još jednako griješiše njemu, i gnjeviše višnjega u pustinji.

18 Og de fristet Gud i sitt hjerte, så de krevde mat efter sin lyst.

I kušaše Boga u srcu svom, ištuæi (jela) po volji svojoj,

19 Og de talte mot Gud, de sa: Kan vel Gud dekke bord i ørkenen?

I vikaše na Boga, i rekoše: “može li Bog zgotoviti trpezu u pustinji?

20 Se, han har slått klippen så det fløt ut vann, og bekker strømmet over; mon han også kan gi brød, eller kan han komme med kjøtt til sitt folk?

Evo! on udari u kamen, i poteèe voda, i rijeke ustadoše; može li i hljeba dati? hoæe li i mesa postaviti narodu svojemu?”

21 Derfor, da Herren hørte det, harmedes han, og ild optendtes mot Jakob, og vrede reiste sig mot Israel,

Gospod èu i razljuti se, i oganj se razgorje na Jakova, i gnjev se podiže na Izrailja.

22 fordi de ikke trodde på Gud og ikke stolte på hans frelse.

Jer ne vjerovaše Bogu i ne uzdaše se u pomoæ njegovu.

23 Og han gav skyene der oppe befaling og åpnet himmelens porter.

Tada zapovjedi oblacima odozgo, i otvori vrata nebeska,

24 Og han lot manna regne over dem til føde og gav dem himmelkorn.

I pusti, te im podaždje mana za jelo, i hljeb nebeski dade im.

25 Englebrød åt enhver; han sendte dem næring til mette.

Hljeba anðelskoga jeðaše èovjek; posla im (jela) do sitosti.

26 Han lot østenvinden fare ut i himmelen og førte sønnenvinden frem ved sin styrke.

Pusti nebom ustoku, i navede silom svojom jug;

27 Og han lot kjøtt regne ned over dem som støv og vingede fugler som havets sand,

I kao prahom zasu ih mesom, i kao pijeskom morskim pticama krilatim;

28 og han lot dem falle ned midt i deres leir, rundt omkring deres boliger.

Pobaca ih sred okola njihova, oko šatora njihovijeh.

29 Og de åt og blev såre mette, og det de lystet efter, gav han dem.

I najedoše se i dade im što su željeli.

30 De hadde ennu ikke latt fare det de lystet efter, ennu var deres mat i deres munn,

Ali ih još i ne proðe želja, još bješe jelo u ustima njihovijem,

31 da reiste Guds vrede sig mot dem, og han herjet blandt deres kraftfulle menn, og Israels unge menn slo han ned.

Gnjev se Božji podiže na njih i pomori najjaèe meðu njima, i mladiæe u Izrailju pobi.

32 Med alt dette syndet de enda og trodde ikke på hans undergjerninger.

Preko svega toga još griješiše, i ne vjerovaše èudesima njegovijem.

33 Derfor lot han deres dager svinne bort i tomhet og deres år i forskrekkelse.

I pusti, te dani njihovi prolaziše uzalud, i godine njihove u strahu.

34 Når han herjet blandt dem, da spurte de efter ham og vendte om og søkte Gud

Kad ih ubijaše, onda pritjecahu k njemu, i obraæahu se i iskahu Boga;

35 og kom i hu at Gud var deres klippe, og den høieste Gud deres gjenløser.

I pominjahu da je Bog obrana njihova, i višnji izbavitelj njihov.

36 Men de smigret for ham med sin munn og løi for ham med sin tunge.

Laskahu mu ustima svojima, i jezikom svojim lagahu mu.

37 Og deres hjerte hang ikke fast ved ham, og de var ikke tro mot hans pakt.

A srce njihovo ne bješe njemu vjerno, i ne bijahu tvrdi u zavjetu njegovu.

38 Men han, han er miskunnelig, han tilgir misgjerning og forderver ikke; mange ganger lot han sin vrede vende om og lot ikke all sin harme bryte frem.

Ali on bješe milostiv, i pokrivaše grijeh, i ne pomori ih, èesto ustavljaše gnjev svoj, i ne podizaše sve jarosti svoje.

39 Og han kom i hu at de var kjød, et åndepust som farer avsted og ikke kommer tilbake.

Opominjaše se da su tijelo, vjetar, koji prolazi i ne vraæa se.

40 Hvor titt var de ikke gjenstridige mot ham i ørkenen, gjorde ham sorg på de øde steder!

Koliko ga puta rasrdiše u pustinji, i uvrijediše u zemlji gdje se ne živi!

41 Og de fristet Gud på ny og krenket Israels Hellige.

Sve nanovo kušaše Boga, i sveca Izrailjeva dražiše.

42 De kom ikke hans hånd i hu den dag han forløste dem fra fienden,

Ne sjeæaše se ruke njegove i dana, u koji ih izbavi iz nevolje,

43 han som gjorde sine tegn i Egypten og sine under på Soans mark.

U koji uèini u Misiru znake svoje i èudesa svoja na polju Soanu;

44 Han gjorde deres elver til blod, og sine rinnende vann kunde de ikke drikke.

I provrže u krv rijeke njihove i potoke njihove, da ne mogoše piti.

45 Han sendte imot dem fluesvermer som fortærte dem, og frosk som fordervet dem.

Posla na njih bubine da ih kolju, i žabe da ih more.

46 Og han gav gnageren deres grøde og gresshoppen deres høst.

Ljetinu njihovu dade crvu, i muku njihovu skakavcima.

47 Han slo deres vintrær ned med hagl og deres morbærtrær med haglstener.

Vinograde njihove pobi gradom, i smokve njihove slanom.

48 Og han overgav deres fe til haglet og deres hjorder til ildsluer.

Gradu predade stoku njihovu, i stada njihova munji.

49 Han slapp sin brennende vrede løs mot dem, harme og forbitrelse og trengsel, en sending av ulykkes-bud.

Posla na njih ognjeni gnjev svoj, jarost, srdnju i mržnju, èetu zlijeh anðela.

50 Han brøt vei for sin vrede, sparte ikke deres sjel for døden, overgav deres liv til pesten.

Ravni stazu gnjevu svojemu, ne èuva duša njihovijeh od smrti, i život njihov predade pomoru.

51 Og han slo alle førstefødte i Egypten, styrkens førstegrøde i Kams telter.

Pobi sve prvence u Misiru, prvi porod po kolibama Hamovijem.

52 Og han lot sitt folk bryte op som en fåreflokk og førte dem som en hjord i ørkenen.

I povede narod svoj kao ovce, i vodi ih kao stado preko pustinje.

53 Og han ledet dem tryggelig, og de fryktet ikke, men havet skjulte deres fiender.

Vodi ih pouzdano, i oni se ne bojaše, a neprijatelje njihove zatrpa more.

54 Og han førte dem til sitt hellige landemerke, til det berg hans høire hånd hadde vunnet.

I dovede ih na mjesto svetinje svoje, na ovu goru, koju zadobi desnica njegova.

55 Og han drev hedningene ut for deres åsyn og lot deres land tilfalle dem som arvedel og lot Israels stammer bo i deres telter.

Odagna ispred lica njihova narode; ždrijebom razdijeli njihovo dostojanje, i po šatorima njihovijem naseli koljena Izrailjeva.

56 Men de fristet Gud, den Høieste, og var gjenstridige mot ham, og de aktet ikke på hans vidnesbyrd.

Ali oni kušaše i srdiše Boga višnjega i uredaba njegovijeh ne saèuvaše.

57 De vek av og var troløse, som deres fedre, de vendte om, likesom en bue som svikter.

Odustaše i odvrgoše se, kao i oci njihovi, slagaše kao rðav luk.

58 Og de vakte hans harme med sine offerhauger og gjorde ham nidkjær med sine utskårne billeder.

Uvrijediše ga visinama svojim, i idolima svojim razdražiše ga.

59 Gud hørte det og blev vred, og han blev såre kjed av Israel.

Bog èu i razgnjevi se i rasrdi se na Izrailja veoma.

60 Og han forlot sin bolig i Silo, det telt han hadde opslått blandt menneskene.

Ostavi naselje svoje u Silomu, šator, u kojem življaše s ljudma.

61 Og han overgav sin styrke til fangenskap og sin herlighet i fiendens hånd.

I opravi u ropstvo slavu svoju, i krasotu svoju u ruke neprijateljeve.

62 Og han overgav sitt folk til sverdet og harmedes på sin arv.

I predade maèu narod svoj, i na dostojanje svoje zaplamtje se.

63 Ild fortærte dets unge menn, og dets jomfruer fikk ingen brudesang.

Mladiæe njegove jede oganj, i djevojkama njegovijem ne pjevaše svatovskih pjesama;

64 Dets prester falt for sverdet, og dets enker holdt ikke klagemål.

Sveštenici njegovi padaše od maèa, i udovice njegove ne plakaše.

65 Da våknet Herren som en sovende, som en helt som jubler av vin.

Najposlije kao iza sna probudi se Gospod, prenu se kao junak kad se napije vina.

66 Og han slo sine motstandere tilbake, påførte dem en evig skam.

I pobi neprijatelje svoje s leða, vjeènoj sramoti predade ih.

67 Og han forkastet Josefs telt og utvalgte ikke Efra'ims stamme,

I ne htje šatora Josifova, i koljena Jefremova ne izabra.

68 men han utvalgte Juda stamme, Sions berg som han elsket.

Nego izabra koljeno Judino, goru Sion, koja mu omilje.

69 Og han bygget sin helligdom lik høie fjell, lik jorden, som han har grunnfestet for evig tid.

I sagradi svetinju svoju kao gornje svoje stanove, i kao zemlju utvrdi je dovijeka.

70 Og han utvalgte David, sin tjener, og tok ham fra fårehegnene;

I izabra Davida slugu svojega, i uze ga od torova ovèijih,

71 fra de melkende får som han gikk bakefter, hentet han ham til å vokte Jakob, sitt folk, og Israel, sin arv.

I od dojilica dovede ga da pase narod njegov, Jakova, i našljedstvo njegovo, Izrailja.

72 Og han voktet dem efter sitt hjertes opriktighet og ledet dem med sin forstandige hånd.

I on ih pase èistijem srcem, i vodi ih mudrijem rukama.