Ījaba 9

1 Ījabs atbildēja un sacīja:

Men Job svarede og sagde:

2 Patiesi, es zinu, ka tas tā ir: jo kā cilvēks varētu taisns būt tā stiprā Dieva priekšā?

Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?

3 Ja viņš grib ar To tiesāties, tad tas Viņam uz tūkstošiem ne vārda nevar atbildēt.

Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.

4 Viņš ir gudrs no sirds un stiprs no spēka; kas pret Viņu var tiepties un pastāvēt?

Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?

5 Viņš pārceļ kalnus, un tie nemana, ka Viņš tos apgāž Savā dusmībā.

han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;

6 Viņš kustina zemi no viņas vietas, ka viņas pamati trīc.

han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;

7 Viņš pavēl saulei, tad tā neuzlec, Viņš aizspiež zieģeli priekš zvaigznēm.

han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;

8 Viņš viens izplata debesis un staigā pa jūras augstumiem.

han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;

9 Viņš radījis tos vāģus(Lāci), Orijonu un Sietiņu un tās zvaigznes pret dienasvidu.

han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;

10 Viņš dara lielas lietas, ko nevar izprast, un brīnumus, ko nevar izskaitīt.

han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!

11 Redzi, Viņš man iet secen, ka To neredzu, Viņš staigā garām, ka To nesamanu.

Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.

12 Redzi, kad Viņš aizgrābj, kas Viņu kavēs, kas uz Viņu sacīs: ko Tu dari?

Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?

13 Dievs neaptur Savas dusmas, apakš Viņa tā varenā palīgi lokās.

Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.

14 Kā tad nu es Viņam varētu atbildēt un atrast vārdus pret Viņu?

Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.

15 Jo, kad es arī taisns būtu, taču es nevaru atbildēt, bet man būtu savs soģis jāpielūdz.

Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.

16 Jebšu es sauktu, un Viņš man atbildētu, taču es nevarētu ticēt, ka Viņš klausīšot manu balsi.

Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.

17 Jo Viņš sagrābtu mani tā kā ar vētru un vairotu manas nepelnītas vainas.

Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.

18 Viņš manam garam neļautu atspirgties, bet mani pieēdinātu ar rūgtumiem.

Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.

19 Ja spēka vajag, redzi, Viņš ir varens, un ja tiesā jānāk, kas Viņu sauks priekšā?

Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟

20 Ja es būtu taisns, tad mana mute mani pazudinātu, ja es būtu skaidrs, taču Viņš man pierādītu vainu.

Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.

21 Es esmu nenoziedzīgs, es savu dvēseli nežēloju, man riebj dzīvot.

Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.

22 Viena alga! tādēļ es saku: Viņš izdeldē nenoziedzīgu un bezdievīgu.

Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.

23 Kad Viņa rīkste piepeši nonāvē, tad Viņš smejas par nenoziedzīgo izsamišanos.

Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.

24 Zeme top dota bezdievīgā rokā, Viņš apklāj viņas tiesnešu vaigus. Ja tas tā nav, kas tad to dara?

Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?

25 Manas dienas jo ātras bijušas nekā skrējējs, tās ir aiztecējušas un labuma nav redzējušas.

Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.

26 Tās aizgājušas kā vieglas laivas, kā ērglis, kas šaujas uz barību.

De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.

27 Kad es domāju: es gribu aizmirst savas vaimanas un pamest savu skumību un atspirgties,

Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,

28 Tad es iztrūkstos par visām savām sāpēm; es zinu, ka Tu mani neturi par nenoziedzīgu,

da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.

29 Ja man būs vainīgam būt, - kāpēc tad man velti nodarboties?

Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?

30 Jebšu es mazgātos sniegā un šķīstītu savas rokas sārmā,

Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,

31 Taču Tu mani iemērktu bedrē, tā ka manas drēbes no manis kaunētos.

da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.

32 Jo Viņš nav tāds vīrs kā es, kam es varētu atbildēt, ka mēs kopā varētu iet priekš tiesas.

Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.

33 Nav mūsu starpā izšķīrēja, kas savu roku varētu likt uz mums abiem.

Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.

34 Kad Viņš atņemtu Savu rīksti no manis un Viņa biedēklis mani neiztrūcinātu, -

Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!

35 Tad es runātu un no Viņa nebītos; jo tā tas ar mani vis nav.

Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.