Ījaba 27

1 Un Ījabs teica vēl tālāk savus teikumus un sacīja:

Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:

2 Tik tiešām kā Dievs dzīvs, kas man taisnību neizspriež, un tas Visuvarenais, kas manu dvēseli apbēdinājis -

Saa sandt Gud lever, som har borttaget min Ret, og den Almægtige, som har beskelig bedrøvet min Sjæl!

3 Kamēr mana dvēsele vēl ir iekš manis un Tas Gars no Dieva manās nāsīs -

— thi endnu er min Aand i mig, og Guds Aande i min Næse —

4 Manas lūpas nerunās netaisnību, un mana mēle neteiks melus.

skulle mine Læber ikke tale Uret, og skal min Tunge ikke fremføre Svig.

5 Es nebūt nevaru teikt, ka jums taisnība; kamēr man dvaša zūd, es aizstāvēšu savu nenoziedzību.

Det være langt fra mig, at jeg skulde give eder Ret; indtil jeg opgiver Aanden, vil jeg ikke lade mig fratage min Uskyldighed.

6 Es turēšos stipri pie savas taisnības un no tās neatlaidīšos; mana sirds mani nekož manu dienu pēc.

Jeg vil holde paa min Retfærdighed og ikke lade af fra den; mit Hjerte skal ikke bebrejde mig nogen af mine Dage.

7 Manam ienaidniekam būs palikt par blēdi, un manam pretiniekam par netaisnu.

Min Fjende skal staa som en ugudelig, og den, som rejser sig imod mig, som en uretfærdig.

8 Jo kāda ir blēdnieka cerība, kad Dievs atņem un aizrauj viņa dvēseli?

Thi hvad er den vanhelliges Forventelse, naar Gud bortskærer og bortrykker hans Sjæl!

9 Vai Dievs klausīs viņa saukšanu, kad viņam uznāk bēdas?

Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?

10 Jeb vai viņš var prieku dabūt pie tā Visuvarenā, vai viņš Dievu var piesaukt ikkatrā laikā?

Kan han forlyste sig ved den Almægtige? kan han til hver en Tid paakalde Gud?

11 Es jums mācīšu, kāda ir Dieva roka; kāds tā Visuvarenā padoms, to negribu slēpt.

Jeg vil lære eder om Guds Haand; hvad der er hos den Almægtige, vil jeg ikke dølge.

12 Redzi, jūs visi to redzat, kāpēc tad jūs domājiet tukšas domas?

Se, I have jo alle set det; hvorfor nære da en saadan Forfængelighed?

13 Šī ir bezdievīga cilvēka alga pie Dieva un varas darītāju daļa, ko tie no tā Visuvarenā dabūs.

Dette er et ugudeligt Menneskes Del hos Gud og Voldsmænds Arv, som de faa af den Almægtige.

14 Ja tam daudz bērnu, tad zobens nāk pār tiem, un viņa pēcnākamie nepaēdīs maizes.

Har han mange Børn, hjemfalde de til Sværdet, og hans Afkom vil ikke mættes af Brød.

15 Viņa atlikušos mēris liek kapā, un viņa atraitnes nedabū raudāt.

De, som blive tilovers af ham, skulle begraves ved Døden, og hans Enker skulle ikke begræde ham.

16 Kad viņš naudu sakrāj kā pīšļus un drēbes sagādā kā mēslus,

Naar han sanker Sølv som Støv og samler Klæder som Dynd,

17 Tad viņš gan sagādā, bet taisnie tās apvilks, un nenoziedzīgie dalīs to naudu.

da samler han det vel, men den retfærdige skal iføre sig det, og den uskyldige skal dele Pengene.

18 Viņš uztaisījis savu namu kā kode un kā gans uztaisa būdu.

Han byggede sit Hus som Møl, og som en Hytte, en Vogter gør sig.

19 Bagāts tas apgūlās, un tad nekad vairs; viņš atdara savas acis, un nav vairs nekas.

Rig lægger han sig og bliver ikke ved; sine Øjne oplader han og er ikke mere til.

20 Bailība tam uzbrūk kā ūdens, naktī viņu aizrauj viesulis.

Forskrækkelser skulle gribe ham som Vande, en Hvirvelvind skal bortstjæle ham om Natten.

21 Austriņa vējš viņu aizrauj, ka tas aiziet, un aizpūš viņu no savas vietas.

Østenvejret skal løfte ham op, og han farer bort, og det skal hvirvle ham bort fra sit Sted.

22 (Dievs) šauj uz viņu un netaupa, no Viņa rokas tas bēg šurpu turpu.

Og Gud skal skyde paa ham og ikke spare; med skal han ville fly fra hans Haand.

23 Par to sasit plaukstas un to aizsvilpo no viņa vietas.

Man skal klappe i Hænderne over ham og pibe ham bort fra hans Sted.