Psalmorum 77

1 Psalmus Asaph, in finem, pro Idithum. Voce mea ad Dominum clamavi: voce mea ad Deum, et intendit mihi.

(Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.) Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig,

2 In die tribulationis meae Deum exquisivi, manibus meis nocte contra eum: et non sum deceptus. Renuit consolari anima mea,

jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;

3 memor fui Dei, et delectatus sum, et exercitatus sum: et defecit spiritus meus.

jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. (Sela)

4 Anticipaverunt vigilias oculi mei: turbatus sum, et non sum locutus.

Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs.

5 Cogitavi dies antiquos: et annos aeternos in mente habui.

Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År;

6 Et meditatus sum nocte cum corde meo, et exercitabar, et scopebam spiritum meum.

jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd.

7 Numquid in aeternum proiiciet Deus: aut non apponet ut complacitior sit adhuc?

Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde,

8 Aut in finem misericordiam suam abscindet, a generatione in generationem?

er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,

9 Aut obliviscetur misereri Deus? aut continebit in ira sua misericordias suas?

har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? (Sela)

10 Et dixi nunc coepi: haec mutatio dexterae Excelsi.

Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før.

11 Memor fui operum Domini: quia memor ero ab initio mirabilium tuorum,

Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.

12 Et meditabor in omnibus operibus tuis: et in adinventionibus tuis exercebor.

Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker.

13 Deus in sancto via tua: quis Deus magnus sicut Deus noster?

Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud!

14 tu es Deus qui facis mirabilia. Notam fecisti in populis virtutem tuam:

Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,

15 redemisti in brachio tuo populum tuum, filios Iacob, et Ioseph.

udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. (Sela)

16 Viderunt te aquae Deus, viderunt te aquae: et timuerunt, et turbatae sunt abyssi.

Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;

17 Multitudo sonitus aquarum: vocem dederunt nubes. Etenim sagittae tuae transeunt:

Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did;

18 vox tonitrui tui in rota. Illuxerunt coruscationes tuae orbi terrae: commota est et contremuit terra.

din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;

19 In mari via tua, et semitae tuae in aquis multis: et vestigia tua non cognoscentur.

din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke.

20 Deduxisti sicut oves populum tuum, in manu Moysi et Aaron.

Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd.