Psalmorum 39

1 Psalm. Canticum David, in finem, pro Idithum. Dixi: Custodiam vias meas: ut non delinquam in lingua mea. Posui ori meo custodiam, cum consisteret peccator adversum me.

(Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"

2 Obmutui, et humiliatus sum, et silui a bonis: et dolor meus renovatus est.

Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,

3 Concaluit cor meum intra me: et in meditatione mea exardescet ignis.

mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

4 Locutus sum in lingua mea: Notum fac mihi Domine finem meum. Et numerum dierum meorum quis est: ut sciam quid desit mihi.

Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

5 Ecce mensurabiles posuisti dies meos: et substantia mea tamquam nihilum ante te. Verumtamen universa vanitas, omnis homo vivens.

Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. (Sela)

6 Verumtamen in imagine pertransit homo: sed et frustra conturbatur. Thesaurizat: et ignorat cui congregabit ea.

Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.

7 Et nunc quae est expectatio mea? nonne Dominus? et substantia mea apud te est.

Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.

8 Ab omnibus iniquitatibus meis erue me: opprobrium insipienti dedisti me.

Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!

9 Obmutui, et non aperui os meum, quoniam tu fecisti:

Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.

10 amove a me plagas tuas.

Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.

11 A fortitudine manus tuae ego defeci in increpationibus: propter iniquitatem corripuisti hominem. Et tabescere fecisti sicut araneam animam eius: verumtamen vane conturbatur omnis homo.

Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. (Sela)

12 Exaudi orationem meam Domine, et deprecationem meam: auribus percipe lacrymas meas. Ne sileas: quoniam advena ego sum apud te, et peregrinus, sicut omnes patres mei.

Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.

13 Remitte mihi, ut refrigerer priusquam abeam, et amplius non ero.

Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!