Psalmorum 91

1 Laus cantici David. Qui habitat in adjutorio Altissimi, in protectione Dei cæli commorabitur.

Den, der sidder i den Højestes Skjul og dvæler i den Almægtiges Skygge,

2 Dicet Domino: Susceptor meus es tu, et refugium meum; Deus meus, sperabo in eum.

siger til HERREN: Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, paa hvem jeg stoler.

3 Quoniam ipse liberavit me de laqueo venantium, et a verbo aspero.

Thi han frier dig fra Fuglefængerens Snare, fra ødelæggende Pest;

4 Scapulis suis obumbrabit tibi, et sub pennis ejus sperabis.

han dækker dig med sine Fjedre, under hans Vinger finder du Ly, hans Trofasthed er Skjold og Værge.

5 Scuto circumdabit te veritas ejus: non timebis a timore nocturno;

Du frygter ej Nattens Rædsler, ej Pilen, der flyver om Dagen,

6 a sagitta volante in die, a negotio perambulante in tenebris, ab incursu, et dæmonio meridiano.

ej Pesten, der sniger i Mørke, ej Middagens hærgende Sot.

7 Cadent a latere tuo mille, et decem millia a dextris tuis; ad te autem non appropinquabit.

Falder end tusinde ved din Side, ti Tusinde ved din højre Haand, til dig naar det ikke hen;

8 Verumtamen oculis tuis considerabis, et retributionem peccatorum videbis.

du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer ved de gudløses Straf;

9 Quoniam tu es, Domine, spes mea; Altissimum posuisti refugium tuum.

(thi du, HERRE, er min Tilflugt) den Højeste tog du til Bolig.

10 Non accedet ad te malum, et flagellum non appropinquabit tabernaculo tuo.

Der times dig intet ondt, dit Telt kommer Plage ej nær;

11 Quoniam angelis suis mandavit de te, ut custodiant te in omnibus viis tuis.

thi han byder sine Engle at vogte dig paa alle dine Veje;

12 In manibus portabunt te, ne forte offendas ad lapidem pedem tuum.

de skal bære dig paa deres Hænder, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten;

13 Super aspidem et basiliscum ambulabis, et conculcabis leonem et draconem.

du skal træde paa Slanger og Øgler, trampe paa Løver og Drager.

14 Quoniam in me speravit, liberabo eum; protegam eum, quoniam cognovit nomen meum.

»Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit Navn;

15 Clamabit ad me, et ego exaudiam eum; cum ipso sum in tribulatione: eripiam eum, et glorificabo eum.

kalder han paa mig, svarer jeg ham, i Trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham Ære;

16 Longitudine dierum replebo eum, et ostendam illi salutare meum.

med et langt Liv mætter jeg ham og lader ham skue min Frelse!«