詩篇 127

1 ソロモンがよめる京まうでのうた ヱホバ家をたてたまふにあらずば 建るものの勤労はむなしく ヱホバ城をまもりたまふにあらずば衛士のさめをるは徒労なり

Dersom Herren ikke bygger Huset, da arbejde de forgæves, som bygge derpaa; dersom Herren ikke bevarer Staden, da vaager Vægteren forgæves.

2 なんぢら早くおき遅くいねて辛苦の糧をくらふはむなしきなり 斯てヱホバその愛しみたまふものに寝をあたへたまふ

Det er forgæves, at I staa aarle op, sidde længe, æde Brød med Bekymring; thi sligt giver han sin Ven i Søvne.

3 みよ子輩はヱホバのあたへたまふ嗣業にして 胎の實はその報のたまものなり

Se, Børn ere en Arv fra Herren, Livsens Frugt er en Løn.

4 年壮きころほひの子はますらをの手にある矢のごとし

Som Pile i den vældiges Haand, saa ere Ungdoms Sønner.

5 矢のみちたる箙をもつ人はさいはひなり かれら門にありて仇とものいふとき恥ることあらじ

Lyksalig den Mand, som har fyldt sit Kogger med dem; de skulle ikke beskæmmes, naar de tale med Fjender i Porten.