1 Corinthiens 13
1 Quand je parlerais les langues des hommes et des anges, si je n’ai pas la chanté, je suis comme un airain sonnant ou une cymbale retentissante.
Taler jeg med Menneskers og Engles Tunger, men ikke har Kærlighed, da er jeg bleven et lydende Malm eller en klingende Bjælde.
2 Et quand j’aurais le don de prophétie, que je connaîtrais tous les mystères et toute la science; quand j’aurais toute la foi, au point de transporter des montagnes, si je n’ai point la charité, je ne suis rien.
Og har jeg profetisk Gave og kender alle Hemmelighederne og al Kundskaben, og har jeg al Troen, så at jeg kan flytte Bjerge, men ikke har Kærlighed, da er jeg intet.
3 Et quand je distribuerais tout mon bien pour la nourriture des pauvres et que je livrerais mon corps pour être brûlé, si je n’ai point la charité, cela ne me sert de rien.
Og uddeler jeg alt, hvad jeg ejer, til de fattige og giver mit Legeme hen til at brændes, men ikke har Kærlighed, da gavner det mig intet.
4 La charité est patiente; elle est douce; la charité n’est point envieuse; elle n’agit pas insolemment; elle ne s’enfle point;
Kærligheden er langmodig, er velvillig; Kærligheden bærer ikke Nid; Kærligheden praler ikke, opblæses ikke,
5 Elle n’est point ambitieuse, elle ne cherche point son propre intérêt; elle ne s’irrite point; elle ne pense pas le mal;
gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, forbitres ikke, tilregner ikke det onde;
6 Elie ne se réjouit pas de l’iniquité, mais elle met sa joie dans la vérité;
glæder sig ikke over Uretfærdigheden, men glæder sig ved Sandheden;
7 Elle souffre tout, elle croit tout, elle espère tout, elle endure tout.
den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
8 La charité ne finira jamais, pas même lorsque les prophéties s’anéantiront, que les langues cesseront, et que la science sera détruite.
Kærligheden bortfalder aldrig; men enten det er profetiske Gaver, de skulle forgå, eller Tungetale, den skal ophøre, eller Kundskab, den skal forgå;
9 Car c’est imparfaitement que nous connaissons, et imparfaitement que nous prophétisons.
thi vi kende stykkevis og profetere stykkevis;
10 Mais quand viendra ce qui est parfait, alors s’anéantira ce qui est imparfait.
men når det fuldkomne kommer, da skal det stykkevise forgå.
11 Quand j’étais petit enfant, je parlais comme un petit enfant, j’avais les goûts d’un petit enfant, je raisonnais comme un petit enfant; mais quand je suis devenu homme, je me suis dépouillé de ce qui était de l’enfant.
Da jeg var Barn, talte jeg som et Barn, tænkte jeg som et Barn, dømte jeg som et Barn; efter at jeg er bleven Mand, har jeg aflagt det barnagtige.
12 Nous voyons maintenant à travers un miroir en énigme; mais alors nous verrons face à face. Maintenant je connais imparfaitement; mais alors je connaîtrai aussi bien que je suis connu moi-même.
Nu se vi jo i et Spejl, i en Gåde, men da skulle vi se Ansigt til Ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg erkende, ligesom jeg jo blev erkendt.
13 Maintenant demeurent toutes les trois, la foi, l’espérance, la charité: mais la plus grande des trois est la charité.
Så blive da Tro, Håb, Kærlighed disse tre; men størst iblandt disse er Kærligheden.
