Job 19
1 Job reprit la parole et dit:
Men Job svarede og sagde:
2 Jusqu’à quand contristerez-vous mon âme et m’accablerez-vous de vos discours?
Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
3 Voilà dix fois que vous m’injuriez; vous ne rougissez pas de me torturer.
I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
4 Mais soit! Admettons que j’aie des torts: ces torts ne pèseraient que sur moi.
Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
5 Quant à vous, si vraiment vous prétendez vous grandir à mes dépens et me reprocher la honte où je suis réduit,
Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
6 sachez donc que c’est Dieu qui m’a fait un passe-droit, et qui m’a enveloppé de ses embûches.
saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
7 Quoi! Je crie à la violence et ne trouve point d’écho; j’appelle au secours, et de justice point!
Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.
8 Il m’a barré la route, impossible de passer; sur mes sentiers, il a répandu les ténèbres.
Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
9 Il m’a dépouillé de mon honneur; il a enlevé la couronne de ma tête.
Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
10 Il m’a démoli de fond en comble, et je me suis écroulé; il a arraché comme un arbre mon espérance.
Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
11 II a enflammé sa colère contre moi; il m’a traité comme ses ennemis.
og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
12 Ses hordes arrivent en masse, se fraient un chemin contre moi et mettent le siège autour de ma tente.
Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
13 Mes frères, il les a éloignés de moi, mes amis ne sont plus que des étrangers pour moi.
Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
14 Mes proches m’ont délaissé, mes intimes m’ont oublié.
Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.
15 Les gens de ma maison, mes propres servantes me considèrent comme un intrus; je suis devenu un inconnu à leurs yeux.
De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
16 J’Appelle mon serviteur: il ne répond pas; je suis obligé de le supplier de ma bouche.
Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
17 Mon haleine est odieuse à ma femme et mes caresses aux fils de mes entrailles,
Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
18 Même de jeunes enfants me montrent leur dédain; quand je veux me lever, ils manifestent contre moi.
Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
19 Tous mes fidèles confidents m’ont pris en horreur, et ceux que j’aimais se sont tournés contre moi.
Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
20 Mes os sont collés à ma peau et à ma chair; je n’ai sauvé du désastre que la peau de mes dents.
Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
21 Ah! Pitié, pitié, vous mes amis! Vous voyez que la main de Dieu m’a frappé.
Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
22 Pourquoi me persécutez-vous à l’exemple de Dieu? Pourquoi êtes-vous insatiables de ma chair?
Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
23 Plût à Dieu que mes paroles fussent mises par écrit, qu’elles fussent burinées dans le livre!
Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
24 Qu’avec un stylet de fer et de plomb, elles fussent gravées pour toujours dans le roc!
ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
25 Je sais bien, moi, que mon sauveur vit, et qu’à la fin il se manifestera sur la terre.
Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.
26 Après que ma peau, que voilà, sera complètement tombée, libéré de ma chair, je verrai Dieu!
Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
27 Oui, je le contemplerai moi-même pour mon bien, mes yeux le verront, non ceux d’un autre. Mon cœur se consume d’attente dans mon sein.
hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
28 Que si donc vous dites: "Comme nous allons nous acharner contre lui!" le fond du débat tenant à ma personne,
Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:
29 eh bien, ayez peur du glaive, car l’emportement dont vous faites preuve est un crime passible du glaive! Ainsi vous apprendrez qu’il y a une justice.
Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.
