Job 39

1 Sais-tu le temps où mettent bas les bouquetins des rochers? As-tu observé les douleurs des biches?

Ved du Tiden, naar Stengederne føde? har du taget Vare paa, naar Hinderne ville føde?

2 As-tu compté les mois qu’elles accomplissent, et connais-tu le temps où elles mettent bas?

Tæller du de Maaneder, som de fylde, eller ved du Tiden, naar de føde?

3 Elles se courbent, elles enfantent leur portée, elles se délivrent de leurs douleurs.

De bøje sig sammen, de føde deres Unger og kaste deres Byrde.

4 Leurs petits deviennent forts, ils grandissent dans les champs, ils s’en vont et ne reviennent pas à elles.

Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken, de gaa ud og komme ikke tilbage til dem.

5 Qui a lâché l’âne sauvage? qui a délié les liens de l’onagre,

Hvo har ladet Vildæselet ud i det frie? og hvo løste Skovæselets Baand,

6 Auquel j’ai donné le désert pour maison, et la terre salée pour demeure?

hvilket jeg har givet den slette Mark til dets Hjem og Saltørkenen til dets Bo.

7 Il se rit du tumulte de la ville, il n’entend pas le cri du conducteur.

Det ler ad Stadens Tummel; det hører ikke Driverens Buldren.

8 Il parcourt les montagnes pour trouver sa pâture, et il est en quête de tout ce qui est vert.

Hvad det opsporer paa Bjergene, er dets Føde, og det søger efter alt det grønne.

9 Le buffle voudra-t-il être à ton service? Passera-t-il la nuit auprès de ta crèche?

Mon Enhjørningen har Lyst til at trælle for dig? mon den vil blive Natten over ved din Krybbe?

10 Attacheras-tu le buffle par sa corde dans le sillon? Hersera-t-il les vallées après toi?

Kan du tvinge Enhjørningen ved dens Reb til at holde Furen? mon den vil harve Dalene efter dig?

11 Auras-tu confiance en lui, parce que sa force est grande, et lui abandonneras-tu ton labeur?

Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor? og kan du overlade den dit Arbejde?

12 Te fieras-tu à lui pour rentrer ce que tu as semé, et rassemblera-t-il [le blé] dans ton aire?

Kan du tro den til, at den vil føre dig din Sæd hjem og samle den hen til din Tærskeplads?

13 L’aile de l’autruche bat joyeusement: ce sont les plumes et le plumage de la cigogne;

Strudsenes Vinge svinger sig lystigt; mon det er Storkens Vinge og Fjer?

14 Toutefois elle abandonne ses œufs à la terre et les chauffe sur la poussière,

Nej, den overlader sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Støvet,

15 Et elle oublie que le pied peut les écraser et la bête des champs les fouler;

og den glemmer, at en Fod kunde trykke dem i Stykker, og et vildt Dyr paa Marken søndertræde dem.

16 Elle est dure avec ses petits comme s’ils n’étaient pas à elle; son labeur est vain, sans qu’elle s’en émeuve.

Den handler haardt med sine Unger, som vare de ikke dens egne; er dens Møje end forgæves, er den uden Frygt.

17 Car Dieu l’a privée de sagesse, et ne lui a pas départi l’intelligence.

Thi Gud har ladet den glemme Visdom og har ikke givet den Del i Forstand.

18 Quand elle s’enlève, elle se moque du cheval et de celui qui le monte.

Paa den Tid, naar den svinger sig i Højden, da beler den Hesten og den, der rider paa den.

19 Est-ce toi qui as donné au cheval sa force? Est-ce toi qui as revêtu son cou d’une crinière flottante?

Kan du give Hesten Styrke eller klæde dens Hals med flagrende Manke?

20 Est-ce toi qui le fais bondir comme la sauterelle? Son ronflement magnifique est terrible.

Kan du gøre, at den springer som Græshoppen? dens prægtige Prusten er forfærdelig.

21 Il creuse [le sol] dans la plaine et se réjouit de sa force; il sort à la rencontre des armes;

Den skraber i Dalen og fryder sig i Kraft; den farer frem imod den, som bærer Rustning

22 Il se rit de la frayeur et ne s’épouvante pas, et il ne se tourne pas devant l’épée.

Den ler ad Frygt og forskrækkes ikke og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld.

23 Sur lui retentit le carquois, brillent la lance et le javelot.

Pilekoggeret klirrer over den, ja, det blinkende Jern paa Spyd og Glavind.

24 Frémissant et agité, il dévore le sol, et ne peut se contenir quand sonne la trompette.

Med Bulder og Fnysen sluger den Vejen og bliver ikke staaende stille, naar Trompetens Lyd høres.

25 Au bruit de la trompette, il dit: Ha! ha! et de loin il flaire la bataille, le tonnerre des chefs et le tumulte.

Saa snart Trompeten lyder, siger den: Hui! og lugter Krigen i det fjerne, Fyrsternes Raab og Krigstummelen.

26 Est-ce par ton intelligence que l’épervier prend son essor et qu’il étend ses ailes vers le midi?

Er det efter din Forstand, at Spurvehøgen flyver, udbreder sine Vinger imod Sønden?

27 Est-ce à ta parole que l’aigle s’élève et qu’il bâtit haut son aire?

Eller er det efter din Befaling, at Ørnen flyver højt og bygger sin Rede i det høje?

28 Il demeure dans les rochers et y fait son habitation, sur la dent du rocher et sur les hautes cimes.

Den bor paa Klippen og bliver der om Natten, paa Tinden af en Klippe og Borg.

29 De là il épie sa nourriture, ses yeux regardent dans le lointain.

Derfra spejder den efter Føde; dens Øjne se ud i det fjerne,

30 Ses petits sucent le sang, et là où sont les tués, là il est.

og dens Unger drikke Blod; og hvor der er ihjelslagne, der er den.