Psalms 39
1 For victorie, to Iditum, the song of Dauid. I seide, Y schal kepe my weies; that Y trespasse not in my tunge. I settide kepyng to my mouth; whanne a synnere stood ayens me.
Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.
2 I was doumb, and was mekid ful gretli, and was stille fro goodis; and my sorewe was renulid.
Jeg sagde: »Mine Veje vil jeg vogte paa, saa jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, saa længe den gudløse er mig nær!«
3 Myn herte was hoot with ynne me; and fier schal brenne out in my thenkyng.
Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgaa tomme Ord, men min Smerte naged,
4 I spak in my tunge; Lord, make thou myn eende knowun to me. And the noumbre of my daies what it is; that Y wite, what failith to me.
mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.
5 Lo! thou hast set my daies mesurable; and my substaunce is as nouyt bifor thee. Netheles al vanytee; ech man lyuynge.
Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Maal af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!
6 Netheles a man passith in ymage; but also he is disturblid veynli. He tresorith; and he noot, to whom he `schal gadere tho thingis.
Se, i Haandsbredder maalte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Aandepust staar hvert Menneske der. (Sela)
7 And now which is myn abiding? whether not the Lord? and my substaunce is at thee.
Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der faar det.
8 Delyuere thou me fro alle my wickidnessis; thou hast youe me schenschip to the vnkunnynge.
Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Haab staar ene til dig.
9 I was doumbe, and openyde not my mouth; for thou hast maad,
Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Daarer!
10 remoue thou thi woundis fro me.
Jeg tier og aabner ikke min Mund, du voldte det jo.
11 Fro the strengthe of thin hond Y failide in blamyngis; for wickidnesse thou hast chastisid man. And thou madist his lijf to faile as an yreyne; netheles ech man is disturblid in veyn.
Borttag din Plage fra mig, under din vældige Haand gaar jeg til.
12 Lord, here thou my preier and my bisechyng; perseyue thou with eeris my teeris.
Naar du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Aandepust er hvert Menneske. (Sela)
13 Be thou not stille, for Y am a comelyng at thee; and a pilgrime, as alle my fadris. Foryyue thou to me, that Y be refreischid, bifor that Y go; and Y schal no more be.
Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Taarer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, saa jeg kvæges, før jeg gaar bort og ej mer er til!
