Job 6
1 Forsothe Joob answeride, and seide,
Så tog Job til Orde og svarede:
2 Y wolde, that my synnes, bi whiche Y `desseruede ire, and the wretchidnesse which Y suffre, weren peisid in a balaunce.
"Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!
3 As the grauel of the see, this wretchidnesse schulde appere greuousere; wherfor and my wordis ben ful of sorewe.
Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!
4 For the arowis of the Lord ben in me, the indignacioun of whiche drynkith vp my spirit; and the dredis of the Lord fiyten ayens me.
Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.
5 Whether a feeld asse schal rore, whanne he hath gras? Ethir whether an oxe schal lowe, whanne he stondith byfor a `ful cratche?
Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?
6 Ether whethir a thing vnsauery may be etun, which is not maad sauery bi salt? Ether whether ony man may taaste a thing, which tastid bryngith deeth?
Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt?
7 For whi to an hungri soule, yhe, bittir thingis semen to be swete; tho thingis whiche my soule nolde touche bifore, ben now my meetis for angwisch.
Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.
8 Who yyueth, that myn axyng come; and that God yyue to me that, that Y abide?
Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber
9 And he that bigan, al to-breke me; releesse he his hond, and kitte me doun?
vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra,
10 And `this be coumfort to me, that he turmente me with sorewe, and spare not, and that Y ayenseie not the wordis of the hooli.
så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.
11 For whi, what is my strengthe, that Y suffre? ethir which is myn ende, that Y do pacientli?
Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig?
12 Nethir my strengthe is the strengthe of stoonus, nether my fleisch is of bras.
Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?
13 Lo! noon help is to me in me; also my meyneal frendis `yeden awey fro me.
Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.
14 He that takith awei merci fro his frend, forsakith the drede of the Lord.
Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.
15 My britheren passiden me, as a stronde doith, that passith ruschyngli in grete valeis.
Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort,
16 Snow schal come on hem, that dreden frost.
de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,
17 In the tyme wherynne thei ben scaterid, thei schulen perische; and as thei ben hoote, thei schulen be vnknyt fro her place.
men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;
18 The pathis of her steppis ben wlappid; thei schulen go in veyn, and schulen perische.
Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde;
19 Biholde ye the pathis of Theman, and the weies of Saba; and abide ye a litil.
Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem,
20 Thei ben schent, for Y hopide; and thei camen `til to me, and thei ben hilid with schame.
men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!
21 Now ye ben comun, and now ye seen my wounde, and dreden.
Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk!
22 Whether Y seide, Brynge ye to me, and yiue ye of youre catel to me? ethir,
Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,
23 Delyuere ye me fro the hond of enemy, and rauysche ye me fro the hond of stronge men?
red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!"
24 Teche ye me, and Y schal be stille; and if in hap Y vnknew ony thing, teche ye me.
Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!
25 Whi han ye depraued the wordis of trewthe? sithen noon is of you, that may repreue me.
Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd?
26 Ye maken redi spechis oneli for to blame, and ye bryngen forth wordis in to wynde.
Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!
27 Ye fallen in on a fadirles child, and enforsen to peruerte youre frend.
Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.
28 Netheles fille ye that, that ye han bigunne; yyue ye the eere, and se ye, whether Y lie.
Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?
29 Y biseche, answere ye with out strijf, and speke ye, and deme ye that, that is iust.
Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret!
30 And ye schulen not fynde wickidnesse in my tunge, nethir foli schal sowne in my chekis.
Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?
