Job 14
1 A man is borun of a womman, and lyueth schort tyme, and is fillid with many wretchidnessis.
Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
2 Which goith out, and is defoulid as a flour; and fleeth as schadewe, and dwellith neuere perfitli in the same staat.
Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
3 And gessist thou it worthi to opene thin iyen on siche a man; and to brynge hym in to doom with thee?
Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
4 Who may make a man clene conseyued of vnclene seed? Whether not thou, which art aloone?
Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
5 The daies of man ben schorte, the noumbre of his monethis is at thee; thou hast set, ethir ordeyned, hise termes, whiche moun not be passid.
Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
6 Therfor go thou awey fro hym a litil, `that is, bi withdrawyng of bodili lijf, that he haue reste; til the meede coueitid come, and his dai is as the dai of an hirid man.
Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
7 A tree hath hope, if it is kit doun; and eft it wexith greene, and hise braunches spreden forth.
Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
8 If the roote therof is eeld in the erthe, and the stok therof is nyy deed in dust;
Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
9 it schal buriowne at the odour of watir, and it schal make heer, as whanne it was plauntid first.
saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
10 But whanne a man is deed, and maad nakid, and wastid; Y preye, where is he?
Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
11 As if watris goen awei fro the see, and a ryuer maad voide wexe drie,
Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
12 so a man, whanne he hath slept, `that is, deed, he schal not rise ayen, til heuene be brokun, `that is, be maad newe; he schal not wake, nether he schal ryse togidere fro his sleep.
Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
13 Who yiueth this to me, that thou defende me in helle, and that thou hide me, til thi greet veniaunce passe; and thou sette to me a tyme, in which thou haue mynde on me? (Sheol h7585)
Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)
14 Gessist thou, whethir a deed man schal lyue ayen? In alle the daies, in whiche Y holde knyythod, now Y abide, til my chaungyng come.
Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
15 Thou schalt clepe me, and Y schal answere thee; thou schalt dresse the riyt half, `that is, blis, to the werk of thin hondis.
Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
16 Sotheli thou hast noumbrid my steppis; but spare thou my synnes.
Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
17 Thou hast seelid as in a bagge my trespassis, but thou hast curid my wickidnesse.
Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
18 An hil fallynge droppith doun; and a rooche of stoon is borun ouer fro his place.
Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
19 Watris maken stoonys holowe, and the erthe is wastid litil and litil bi waischyng a wey of watir; and therfor thou schalt leese men in lijk maner.
Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
20 Thou madist a man strong a litil, that he schulde passe with outen ende; thou schalt chaunge his face, and schalt sende hym out.
Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
21 Whether hise sones ben noble, ether vnnoble, he schal not vndurstonde.
Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
22 Netheles his fleisch, while he lyueth, schal haue sorewe, and his soule schal morne on hym silf.
For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.
