Job 7
1 [Is there] not an appointed time to man upon earth? [are not] his days also like the days of a hireling?
Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
2 As a servant earnestly desireth the shadow, and as a hireling looketh for [the reward of] his work;
Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
3 So am I made to possess months of vanity, and wearisome nights are appointed to me.
saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
4 When I lie down, I say, When shall I arise, and the night be gone? and I am full of tossings to and fro to the dawning of the day.
Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
5 My flesh is clothed with worms and clods of dust; my skin is broken and become lothsome.
Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
6 My days are swifter than a weaver's shuttle, and are spent without hope.
Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
7 O remember that my life [is] wind: my eye will no more see good.
Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
8 The eye of him that hath seen me shall see me no [more]: thy eyes [are] upon me, and I [am] not.
Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
9 [As] the cloud is consumed and vanisheth away: so he that goeth down to the grave shall come up no [more]. (Sheol h7585)
En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
10 He shall return no more to his house, neither shall his place know him any more.
Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
11 Therefore I will not restrain my mouth; I will speak in the anguish of my spirit; I will complain in the bitterness of my soul.
Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
12 [Am] I a sea, or a whale, that thou settest a watch over me?
Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
13 When I say, My bed shall comfort me, my couch shall ease my complaint;
Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
14 Then thou scarest me with dreams, and terrifiest me through visions:
da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
15 So that my soul chooseth strangling, [and] death rather than my life.
saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
16 I lothe [it]; I would not live always: let me alone; for my days [are] vanity.
Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
17 What [is] man, that thou shouldst magnify him? and that thou shouldst set thy heart upon him?
Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
18 And [that] thou shouldst visit him every morning, [and] try him every moment?
og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
19 How long wilt thou not depart from me, nor let me alone till I swallow my spittle?
Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
20 I have sinned; what shall I do to thee, O thou preserver of men? why hast thou set me as a mark against thee, so that I am a burden to myself?
Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
21 And why dost thou not pardon my transgression, and take away my iniquity? for now shall I sleep in the dust; and thou shalt seek me in the morning, but I [shall] not [be].
Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
