< Job 6 >

1 But Job answered and said,
Men Job svarede og sagde:
2 Oh that my grief were thoroughly weighed, and my calamity laid in the balances together!
Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler!
3 For now it would be heavier than the sand of the sea: therefore my words are swallowed up.
Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.
4 For the arrows of the Almighty [are] within me, the poison of which drinketh up my spirit: the terrors of God set themselves in array against me.
Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.
5 Doth the wild ass bray when he hath grass? or loweth the ox over his fodder?
Mon Vildæselet skryder, naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har Foder?
6 Can that which is unsavory be eaten without salt? or is there [any] taste in the white of an egg?
Mon det vamle kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen?
7 The things [that] my soul refused to touch [are] as my sorrowful food.
Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise.
8 Oh that I might have my request; and that God would grant [me] the thing that I long for!
Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab!
9 Even that it would please God to destroy me; that he would let loose his hand, and cut me off!
og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig!
10 Then should I yet have comfort; yes, I would harden myself in sorrow: let him not spare; for I have not concealed the words of the Holy One.
Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale.
11 What [is] my strength, that I should hope? and what [is] my end, that I should prolong my life?
Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter mig, at jeg skulde forlænge mit Liv?
12 [Is] my strength the strength of stones? or [is] my flesh of brass?
Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber?
13 [Is] not my help in me? and is wisdom driven quite from me?
Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig!
14 To him that is afflicted pity [should be shown] from his friend; but he forsaketh the fear of the Almighty.
Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt.
15 My brethren have dealt deceitfully as a brook, [and] as the stream of brooks they pass away;
Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi,
16 Which are blackish by reason of the ice, [and] in which the snow is hid:
de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig.
17 In the time when they become warm, they vanish: when it is hot, they are consumed out of their place.
Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted.
18 The paths of their way are turned aside; they go to nothing, and perish.
Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme.
19 The troops of Tema looked, the companies of Sheba waited for them.
Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem.
20 They were confounded because they had hoped; they came thither, and were ashamed.
De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede.
21 For now ye are nothing: ye see [my] casting down, and are afraid.
Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte.
22 Did I say, Bring to me? or Give a reward for me of your substance?
Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue?
23 Or, Deliver me from the enemy's hand? or, Redeem me from the hand of the mighty?
eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand?
24 Teach me, and I will hold my tongue: and cause me to understand in what I have erred.
Lærer mig, og jeg vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild.
25 How forcible are right words! but what doth your arguing reprove?
Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser?
26 Do ye imagine to reprove words, and the speeches of one that is desperate, [which are] as wind?
Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr?
27 Yes, ye overwhelm the fatherless, and ye dig [a pit] for your friend.
Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste.
28 Now therefore be content, look upon me; for [it is] evident to you if I lie.
Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt?
29 Return, I pray you, let it not be iniquity; yes, return again, my righteousness [is] in it.
Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag!
30 Is there iniquity in my tongue? cannot my taste discern perverse things?
Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, hvad ondt er?

< Job 6 >