Job 7
1 Is there not a war-service for man on the earth? Are not his days as the days of a hireling?
Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
2 As a servant panteth for the shade, And as a hireling looketh for his wages,
Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
3 So am I made to possess months of affliction, And wearisome nights are appointed for me.
saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
4 If I lie down, I say, When shall I arise, and the night be gone? And I am full of restlessness until the dawning of the day.
Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
5 My flesh is clothed with worms, and clods of dust; My skin is broken and become loathsome.
Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
6 My days are swifter than a weaver's shuttle; They pass away without hope.
Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
7 O remember that my life is a breath; That mine eye shall no more see good!
Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
8 The eye of him that hath seen me shall see me no more; Thine eyes shall look for me, but I shall not be.
Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
9 As the cloud dissolveth and wasteth away, So he that goeth down to the grave shall arise no more; (Sheol h7585)
En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
10 No more shall he return to his house, And his dwelling-place shall know him no more.
Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
11 Therefore I will not restrain my mouth; I will speak in the anguish of my spirit; I will complain in the bitterness of my soul.
Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
12 Am I a sea, or a sea-monster, That thou settest a watch over me?
Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
13 When I say, My bed shall relieve me, My couch shall ease my complaint,
Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
14 Then thou scarest me with dreams, And terrifiest me with visions;
da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
15 So that my soul chooseth strangling, Yea, death, rather than these my bones.
saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
16 I am wasting away; I shall not live alway: Let me alone, for my days are a vapor!
Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
17 What is man, that thou shouldst make great account him, And fix thy mind upon him?—
Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
18 That thou shouldst visit him every morning, And prove him every moment?
og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
19 How long ere thou wilt look away from me, And let me alone, till I have time to breathe?
Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
20 If I have sinned, what have I done to thee, O thou watcher of men! Why hast thou set me up as thy mark, So that I have become a burden to myself?
Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
21 And why dost thou not pardon my transgression, And take away mine iniquity? For soon shall I sleep in the dust; And, though thou seek me diligently, I shall not be.
Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
