Psalms 39
1 “To the chief musician, to Jeduthun, a psalm of David.” I said, I will guard my ways, that I sin not with my tongue: I will guard my mouth with a muzzle, while the wicked is before me.
(Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"
2 I was dumb in deep silence, I was quite still, even from [speaking] good; but my pain was greatly excited;
Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,
3 My heart was hot within me, in my self-communing there burnt a fire: [then] spoke I with my tongue,
mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.
4 Let me know, O Lord, my end, and the measure of my days, what it is: I wish to know when I shall cease to be.
Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!
5 Behold, measured out with the span hast thou made my days; and my whole duration is nothing before thee: yea, as nothing but vanity doth every man stand here. (Selah)
Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. (Sela)
6 As nothing but a shadowy image doth man walk about, yea, for vanity only do all make a noise: he heapeth up his gains, and knoweth not who shall gather them.
Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.
7 And now, what shall I wait for, O Lord? my hope is in thee.
Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.
8 From all my transgressions deliver thou me: render me not the object of reproach of the worthless.
Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!
9 I was dumb, I opened not my mouth; because thou hadst done it.
Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.
10 Remove thou thy plague away from me: from the blows of thy hand am I consumed.
Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.
11 When thou with corrections chastisest man for iniquity, thou causest his excellence to melt away as [if eaten by] the moth: yea, nothing but vanity is every man. (Selah)
Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. (Sela)
12 Hear my prayer, O Lord, and give ear unto my cry; be not silent at my tears; for a stranger am I with thee, a sojourner, like all my fathers.
Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.
13 Leave off from me, that I may recover strength, before I go hence, and am no more.
Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!
