Job 7
1 Is there not a limited time of service to a mortal upon the earth? Are not his days also like the days of a hired laborer?
Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
2 As a servant eagerly longeth for the shadow, and as a hired laborer hopeth for his reward:
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
3 So was I compelled to possess months of vanity, and nights of trouble were counted out unto me.
saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 When I He down, I say, When shall I arise, and the night be gone? and I am wearied with tossings about till the dawn of day.
Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5 My flesh is covered with worms and clods of dust: my skin is burst open, and become loathsome.
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6 My days hasten away more swiftly than a weaver's shuttle, and they come to an end in the absence of hope.
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
7 Oh remember that nothing but a breath is my life; that my eye will not again see happiness;
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
8 The eye of him that seeth me now will not behold me again: [thou fixest] thy eyes upon me, and I am no more.
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
9 As the cloud vanisheth and passeth away: so will he that goeth down to the nether world not come up again. (Sheol h7585)
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)
10 He will return no more to his house, and his place will not recognize him any more.
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
11 Therefore will I also not restrain my mouth: I will speak in the anguish of my spirit: I will complain in the bitterness of my soul.
Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12 Am I a sea, or a monster, that thou settest a watch over me?
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 For should I say, My bed shall comfort me, my couch shall help me bear my complaint:
Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14 Then wouldst thou frighten me with dreams, and with visions wouldst thou terrify me;
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15 So that my soul would choose strangling, death rather than these limbs of mine.
saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
16 I loathe it; I cannot live for ever: let me alone; for my days are but nought.
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17 What is the mortal, that thou shouldst make him great? and that thou shouldst direct thy heart toward him?
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18 And that thou shouldst visit him every morning, probe him every moment?
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19 How long wilt thou not turn thy regard from me, nor let; me loose till I swallow down my spittle?
Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 If I have sinned, what [injury] can I cause unto thee, O thou Guardian of men? why hast thou set me as an object for thee to strike at, so that I am become a burden to myself?
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 And why wilt thou not forgive my transgression, and let my iniquity pass away? for soon must I lie down in the dust; and thou wilt seek for me, but I shall be no more.
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
