Job 16
1 Then Job answered and said:
Da svarede Job og sagde:
2 I have heard many such things; sorry comforters are ye all.
Jeg har hørt mange Ting som disse: I ere alle sammen besværlige Trøstere.
3 Shall windy words have an end? Or what provoketh thee that thou answerest?
Bliver der Ende paa Ord, som kun ere Vind? eller hvad ægger dig, at du svarer?
4 I also could speak as ye do; if your soul were in my soul's stead, I could join words together against you, and shake my head at you.
Ogsaa jeg kunde tale som I, var kun eders Sjæl i min Sjæls Sted! jeg kunde sætte Ord sammen imod eder og ryste med Hovedet over eder.
5 I would strengthen you with my mouth, and the moving of my lips would assuage your grief.
Jeg kunde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Trøst kunde bringe Lindring.
6 Though I speak, my pain is not assuaged; and though I forbear, what am I eased?
Vilde jeg tale, saa lindres min Smerte ikke; og vilde jeg lade være, hvad Lettelse finder jeg?
7 But now He hath made me weary; Thou hast made desolate all my company.
Dog, nu har han gjort mig træt; du har ødelagt min hele Forsamling.
8 And Thou hast shrivelled me up, which is a witness against me; and my leanness riseth up against me, it testifieth to my face.
Du har grebet mig, det blev et Vidne imod mig; og min Magerhed rejste sig imod mig, den taler imod mig.
9 He hath torn me in His wrath, and hated me; He hath gnashed upon me with His teeth; mine adversary sharpeneth his eyes upon me.
Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Tænder imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig.
10 They have gaped upon me with their mouth; they have smitten me upon the cheek scornfully; they gather themselves together against me.
De opspilede deres Gab imod mig, de sloge mine Kinder med Forhaanelse, de flokkede sig til Hobe imod mig.
11 God delivereth me to the ungodly, and casteth me into the hands of the wicked.
Gud overantvordede mig til en uretfærdig og lod mig komme i de ugudeliges Hænder.
12 I was at ease, and He broke me asunder; yea, He hath taken me by the neck, and dashed me to pieces; He hath also set me up for His mark.
Jeg var rolig; men han sønderrev mig og tog mig i Nakken og sønderslog mig og oprejste mig til en Skive for sig.
13 His archers compass me round about, He cleaveth my reins asunder, and doth not spare; He poureth out my gall upon the ground.
Hans Skytter omringe mig, han sønderskærer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden.
14 He breaketh me with breach upon breach; He runneth upon me like a giant.
Han gennembryder mig med Stød paa Stød, han løber imod mig som en Krigshelt.
15 I have sewed sackcloth upon my skin, and have laid my horn in the dust.
Jeg syede Sæk omkring min Hud og lagde mit Horn i Støvet.
16 My face is reddened with weeping, and on my eyelids is the shadow of death;
Mit Ansigt blusser af Graad, og Dødens Skygge hviler over mine Øjenlaage,
17 Although there is no violence in my hands, and my prayer is pure.
skønt ingen Uret er i mine Hænder, og min Bøn er ren.
18 O earth, cover not thou my blood, and let my cry have no resting-place.
O Jord! skjul ikke mit Blod, og ingen Grænse være for mit Raab.
19 Even now, behold, my Witness is in heaven, and He that testifieth of me is on high.
Alt nu, se, i Himmelen er mit Vidne, og min Talsmand er i det høje.
20 Mine inward thoughts are my intercessors, mine eye poureth out tears unto God;
Mine Venner ere blevne mine Bespottere, med Taarer vender mit Øje sig til Gud,
21 That He would set aright a man contending with God, as a son of man setteth aright his neighbour!
at han vilde skifte Ret mellem Manden og Gud, imellem Menneskets Barn og hans Næste.
22 For the years that are few are coming on, and I shall go the way whence I shall not return.
Thi faa Aar skulle endnu komme, saa gaar jeg bort ad en Vej, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.
