Genesis 18
1 Againe the Lord appeared vnto him in the plaine of Mamre, as he sate in his tent doore about the heate of the day.
Siden aabenbarede HERREN sig for ham ved Mamres Lund, engang han sad i Teltdøren paa den hedeste Tid af Dagen.
2 And he lift vp his eyes, and looked: and lo, three men stoode by him, and when he sawe them, he ranne to meete them from the tent doore, and bowed himselfe to the grounde.
Da han saa op, fik han Øje paa tre Mænd, der stod foran ham. Saa snart han fik Øje paa dem, løb han dem i Møde fra Teltdøren, bøjede sig til Jorden
3 And he said, Lord, if I haue now founde fauour in thy sight, goe not, I pray thee, from thy seruant.
og sagde: »Herre, hvis jeg har fundet Naade for dine Øjne, saa gaa ikke din Træl forbi!
4 Let a litle water, I pray you, be brought, and wash your feete, and rest your selues vnder the tree.
Lad der blive hentet lidt Vand, saa I kan tvætte eders Fødder og hvile ud under Træet.
5 And I will bring a morsell of bread, that you may comfort your hearts, afterward ye shall go your wayes: for therefore are ye come to your seruant. And they said, Do euen as thou hast said.
Saa vil jeg bringe et Stykke Brød, for at I kan styrke eder; siden kan I drage videre — da eders Vej nu engang har ført eder forbi eders Træl!« De svarede: »Gør, som du siger!«
6 Then Abraham made haste into the tent vnto Sarah, and saide, Make ready at once three measures of fine meale: kneade it, and make cakes vpon the hearth.
Da skyndte Abraham sig ind i Teltet til Sara og sagde: »Tag hurtigt tre Maal fint Mel, ælt det og bag Kager deraf!«
7 And Abraham ranne to the beastes, and tooke a tender and good calfe, and gaue it to the seruant, who hasted to make it ready.
Saa ilede han ud til Kvæget, tog en fin og lækker Kalv og gav den til Svenden, og han tilberedte den i Hast.
8 And he tooke butter and milke, and the calfe, which he had prepared, and set before them, and stoode himselfe by them vnder the tree, and they did eate.
Derpaa tog han Surmælk og Sødmælk og den tilberedte Kalv, satte det for dem og gik dem til Haande under Træet, og de spiste.
9 Then they saide to him, Where is Sarah thy wife? And he answered, Beholde, she is in the tent.
Da sagde de til ham: »Hvor er din Hustru Sara?« Han svarede: »Inde i Teltet!«
10 And he saide, I will certainely come againe vnto thee according to ye time of life: and loe, Sarah thy wife shall haue a sonne. and Sarah heard in the tent doore, which was behinde him.
Saa sagde han: »Næste Aar ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og saa har din Hustru Sara en Søn!« Men Sara lyttede i Teltdøren bag ved dem;
11 (Nowe Abraham and Sarah were old and striken in age, and it ceased to be with Sarah after the maner of women)
og da Abraham og Sara var gamle og højt oppe i Aarene, og det ikke mere gik Sara paa Kvinders Vis,
12 Therefore Sarah laughed within her selfe, saying, After I am waxed olde, and my lord also, shall I haue lust?
lo hun ved sig selv og tænkte: »Skulde jeg virkelig føle Attraa, nu jeg er affældig, og min Herre er gammel?«
13 And ye Lord saide vnto Abraham, Wherefore did Sarah thus laugh, saying, Shall I certainely beare a childe, which am olde?
Da sagde HERREN til Abraham: »Hvorfor ler Sara og tænker: Skulde jeg virkelig føde en Søn, nu jeg er gammel?
14 (Shall any thing be hard to the Lord? at the time appointed will I returne vnto thee, euen according to the time of life, and Sarah shall haue a sonne.)
Skulde noget være umuligt for Herren? Næste Aar ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og saa har Sara en Søn!«
15 But Sarah denied, saying, I laughed not: for she was afraide. And he said, It is not so: for thou laughedst.
Men Sara nægtede og sagde: »Jeg lo ikke!« Thi hun frygtede. Men han sagde: »Jo, du lo!«
16 Afterwarde the men did rise vp from thence and looked toward Sodom: and Abraham went with them to bring them on the way.
Saa brød Mændene op derfra hen ad Sodoma til, og Abraham gik med for at følge dem paa Vej.
17 And the Lord said, Shall I hide from Abraham that thing which I doe,
Men HERREN sagde ved sig selv: »Skulde jeg vel dølge for Abraham, hvad jeg har i Sinde at gøre,
18 Seeing that Abraham shalbe in deede a great and a mightie nation, and all the nations of the earth shalbe blessed in him?
da Abraham dog skal blive til et stort og mægtigt Folk, og alle Jordens Folk skal velsignes i ham?
19 For I knowe him that he will commande his sonnes and his houshold after him, that they keepe the way of the Lord, to doe righteousnesse and iudgement, that the Lord may bring vpon Abraham that he hath spoken vnto him.
Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal paalægge sine Børn og sine Efterkommere at vogte paa HERRENS Vej ved at øve Retfærdighed og Ret, for at HERREN kan give Abraham alt, hvad han har forjættet ham.«
20 Then the Lord saide, Because the crie of Sodom and Gomorah is great, and because their sinne is exceeding grieuous,
Da sagde HERREN: »Sandelig. Skriget over Sodoma og Gomorra er stort, og deres Synd er saare svar.
21 I will goe downe nowe, and see whether they haue done altogether according to that crie which is come vnto me: and if not, that I may knowe.
Derfor vil jeg stige ned og se, om de virkelig har handlet saa galt, som det lyder til efter Skriget over dem, der har naaet mig — derom vil jeg have Vished!«
22 And the men turned thence and went toward Sodom: but Abraham stoode yet before the Lord.
Da vendte Mændene sig bort derfra og drog ad Sodoma til; men HERREN blev staaende foran Abraham.
23 Then Abraham drewe neere, and said, Wilt thou also destroy the righteous with the wicked?
Og Abraham traadte nærmere og sagde: »Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med gudløse?
24 If there be fiftie righteous within the citie, wilt thou destroy and not spare the place for the fiftie righteous that are therein?
Maaske findes der halvtredsindstyve retfærdige i Byen; vil du da virkelig udrydde dem og ikke tilgive Stedet for de halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som findes derinde.
25 Be it farre from thee from doing this thing, to slay the righteous with the wicked: and that the righteous should be euen as the wicked, be it farre from thee. shall not the Iudge of all the worlde doe right?
Det være langt fra dig at handle saaledes: at ihjelslaa retfærdige sammen med gudløse, saa de retfærdige faar samme Skæbne som de gudløse — det være langt fra dig! Skulde den, der dømmer hele Jorden, ikke selv øve Ret?«
26 And the Lord answered, If I shall finde in Sodom fiftie righteous within the citie, then will I spare all the place for their sakes.
Da sagde HERREN: »Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige i Sodoma, i selve Byen, vil jeg for deres Skyld tilgive hele Stedet!«
27 Then Abraham answered and said, Behold nowe, I haue begun to speake vnto my Lord, and I am but dust and ashes.
Men Abraham tog igen til Orde: »Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herre, skønt jeg kun er Støv og Aske!
28 If there shall lacke fiue of fiftie righteous, wilt thou destroy all the citie for fiue? And he saide, If I finde there fiue and fourtie, I will not destroy it.
Maaske mangler der fem i de halvtredsindstyve retfærdige — vil du da ødelægge hele Byen for fems Skyld?« Han svarede: »Jeg vil ikke ødelægge Byen, hvis jeg finder fem og fyrretyve i den.«
29 And he yet spake to him againe, and saide, What if there shalbe found fourtie there? Then he answered, I will not doe it for fourties sake.
Men han blev ved at tale til ham: »Maaske findes der fyrretyve i den!« Han svarede: »For de fyrretyves Skyld vil jeg lade det være.«
30 Againe he said, Let not my Lord nowe be angry, that I speake, What if thirtie be founde there? Then he saide, I will not doe it, if I finde thirtie there.
Men han sagde: »Min Herre maa ikke blive vred, men lad mig tale: Maaske findes der tredive i den!« Han svarede: »Jeg skal ikke gøre det, hvis jeg finder tredive i den.«
31 Moreouer he said, Behold, now I haue begonne to speake vnto my Lord, What if twentie be founde there? And he answered, I will not destroy it for twenties sake.
Men han sagde: »Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herre: Maaske findes de tyve i den!« Han svarede: »For de tyves Skyld vil jeg lade være at ødelægge den.«
32 Then he saide, Let not my Lord be nowe angrie, and I will speake but this once, What if tenne be found there? And he answered, I will not destroy it for tennes sake.
Men han sagde: »Min Herre maa ikke blive vred, men lad mig kun tale denne ene Gang endnu; maaske findes der ti i den!« Han svarede: »For de tis Skyld vil jeg lade være at ødelægge den.«
33 And the Lord went his way when he had left communing with Abraham, and Abraham returned vnto his place.
Da nu HERREN havde talt ud med Abraham, gik han bort; og Abraham vendte tilbage til sin Bolig.
