Salme 77
1 (Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.) Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig,
Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af Asaf.
2 jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;
Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine Øren til mig!
3 jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. (Sela)
Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.
4 Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs.
Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. (Sela)
5 Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År;
Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke.
6 jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd.
Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar.
7 Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde,
Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske.
8 er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,
Vil da Herren forkaste i al Evighed og ikke vedblive at være naadig mere?
9 har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? (Sela)
Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?
10 Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før.
Har Gud glemt at være naadig? eller har han i Vrede tillukket sin Barmhjertighed? (Sela)
11 Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.
Da sagde jeg: Dette er min Lidelse; at forandre det staar i den Højestes højre Haand.
12 Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker.
Jeg vil komme Herrens Gerninger i Hu; jeg vil komme dine underfulde Ting fra fordums Tid i Hu.
13 Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud!
Og jeg vil grunde paa al din Gerning; og jeg vil tale om dine Idrætter.
14 Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,
O Gud! din Vej er i Hellighed; hvo er en Gud stor som Gud?
15 udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. (Sela)
Du er den Gud, som gør underfulde Ting, du har kundgjort din Styrke iblandt Folkene.
16 Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;
Du genløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josefs Børn. (Sela)
17 Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did;
Vandene saa dig, Gud! Vandene saa dig, de bleve bange, ja, Afgrundene bævede.
18 din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;
De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave Drøn, ja, dine Pile fore frem.
19 din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke.
Din Tordens Drøn rullede, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skælvede.
20 Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd.
Din Vej var i Havet og dine Stier i de store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kendte. Du førte dit Folk som Hjorden ved Mose og Arons Haand.
