Salme 74
1 (En maskil af Asaf.) Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?
Asafa pamācība. Ak Dievs, kāpēc Tu mūs mūžīgi atstūmis, un Tava dusmība kūp pār Tavas ganības avīm?
2 Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.
Piemini Savu draudzi, ko Tu mantojis no veciem laikiem, un Sev par mantību atpestījis, Ciānas kalnu, uz kā Tu dzīvo.
3 Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.
Cel Savas kājas uz to mūžīgo postījumu; ienaidnieks visu ir samaitājis svētā vietā.
4 Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.
Tavi pretinieki rūc Tavā namā, savas zīmes tie likuši par zīmēm.
5 Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.
Tie izrādās, tā kā biezā mežā cirtēji cirvjus cilā.
6 Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.
Un nu tie viņas izgreznojumu visnotaļ sadauza ar cirvjiem un veseriem.
7 På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.
Tie Tavā svētā vietā met uguni, līdz zemei tie sagāna Tava vārda mājas vietu.
8 De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.
Tie saka savā sirdī: izpostīsim tos(namus) pavisam; visus Dieva lūgšanas namus tai zemē tie ir sadedzinājuši.
9 Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.
Savas zīmes mēs neredzam: neviena pravieša vairs nav, nedz kāda cita pie mums, kas zinātu, cik ilgi tā būs.
10 Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn?
Cik ilgi, ak Dievs, pretinieks nievās, un ienaidnieks zaimos Tavu vārdu mūžam?
11 Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?
Kāpēc Tu atrauj Savu roku, ak, Savu labo roku? Izvelc to no Savas azotes un dari galu.
12 Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.
Taču Dievs ir mans ķēniņš no iesākuma, kas pasniedz visu palīgu zemes virsū.
13 Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved;
Tu caur Savu spēku jūru esi pāršķīris, Tu esi salauzījis pūķu galvas ūdenī.
14 du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;
Tu esi satriecis levijatana galvas, Tu to esi devis par barību tai tautai tuksnesī.
15 Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;
Tu esi izšķēlis avotus un upes, Tu esi izkaltējis varenas upes.
16 din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,
Tiem pieder diena un nakts, Tu esi radījis gaismu un sauli.
17 du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.
Tu zemei esi licis visas robežas, vasaru un ziemu Tu esi darījis.
18 Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!
Piemini to, ka ienaidnieks To Kungu nievā, un ģeķu ļaudis zaimo Tavu vārdu.
19 Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;
Nenodod zvēram Savas ūbeles dvēseli, Savu bēdīgo pulku neaizmirsti mūžam.
20 se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.
Piemini to derību, jo zemes alas ir palikušas par slepkavu bedrēm.
21 Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!
Lai nospiestais neaiziet ar kaunu, lai bēdīgie un nabagi slavē Tavu vārdu.
22 Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer,
Celies, Dievs, iztiesā Savas tiesas, piemini tās nievāšanas, kas Tev notiek no tiem ģeķiem ik dienas.
23 lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!
Neaizmirsti Savu pretinieku kliegšanu; to troksni, kas vienmēr pret Tevi no Taviem ienaidniekiem.
