Salme 62

1 (Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Min Sjæl er Stille for Gud alene, min Frelse kommer fra ham;

Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af David.

2 ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes meget.

Kun for Gud er min Sjæl stille, fra ham kommer min Frelse.

3 Hvor længe stormer I løs på en Mand, - alle slår I ham ned - som på en hældende Væg, en faldende Mur?

Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes meget.

4 Ja, de oplægger Råd om at styrte ham fra hans Højhed. De elsker Løgn, velsigner med Munden, men forbander i deres Indre. (Sela)

Hvor længe storme I imod en Mand, alle tilsammen for at myrde ham, der er som en Væg, der hælder, som en Mur, der har faaet Stød?

5 Vær stille hos Gud alene, min Sjæl, thi fra ham kommer mit Håb;

Kun om at nedstøde ham fra hans Højhed raadslaa de, de have Behag i Løgn; de velsigne med deres Mund, og de forbande i deres Inderste. (Sela)

6 ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes.

Kun for Gud vær stille min Sjæl; thi af ham er min Forventning.

7 Hos Gud er min Hjælp og min Ære, min stærke Klippe, min Tilflugt har jeg i Gud;

Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes.

8 stol på ham, al Folkets Forsamling, udøs for ham eders Hjerte, Gud er vor Tilflugt. (Sela)

Hos Gud er min Frelse og min Ære, min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud.

9 Kun Tomhed er Mennesker, Mænd en Løgn, på Vægtskålen vipper de op, de er Tomhed til Hobe.

Forlader eder paa ham til hver Tid, I Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt; Gud er vor Tilflugt. (Sela)

10 Forlad eder ikke på vold, lad jer ikke blænde af Ran; om Rigdommen vokser, agt ikke derpå!

Kun Forfængelighed ere Menneskens Børn, Falskhed ere Menneskene; lægges de i Vægtskaalen, stige de til Vejrs, de ere Forfængelighed til Hobe.

11 Een Gang talede Gud, to Gange hørte jeg det: at Magten er Guds,

Forlader eder ikke paa Vold og sætter ikke forfængeligt Haab til røvet Gods; falder Rigdom eder til, da sætter ikke Hjertet dertil!

12 Og Miskundhed er hos dig, o Herre. Thi enhver gengælder du efter hans Gerning.

Een Gang har Gud talt, ja, to Gange, hvad jeg har hørt: At Styrke hører Gud til. Og dig, Herre! hører Miskundhed til; thi du skal betale hver efter hans Gerning.