Salme 50

1 (En salme af Asaf.) Gud, Gud HERREN talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge;

Asaf dwom. Tweduampɔn, Onyankopɔn, Awurade no kasa, na ɔfrɛ asase nyinaa efi apuei kosi atɔe.

2 fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans

Onyankopɔn hyerɛn fi Sion kurow a ne fɛ wie pɛyɛ.

3 vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm;

Yɛn Nyankopɔn reba nanso ɔrenyɛ komm; ogya a ɛhyew nneɛma di nʼanim, ahum a ɛretu atwa ne ho ahyia.

4 han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:

Ɔfrɛ ɔsorosoro ne asase, sɛ ɔrebu ne nkurɔfo atɛn;

5 "Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!"

Ɔka se, “Boaboa nnipa a wɔatew wɔn ho no ano ma me; wɔn a wɔnam afɔrebɔ so ne me yɛɛ apam no.”

6 Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. (Sela)

Ɔsoro pae mu ka ne trenee, na Onyankopɔn ankasa ne otemmufo.

7 Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg!

“Muntie, me nkurɔfo, na mɛkasa, medi adanse atia wo, Israel; Mene Onyankopɔn, wo Nyankopɔn no.

8 Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje;

Merenka mo anim wɔ mo afɔrebɔde anaa mo hyew afɔre a ɛwɔ mʼanim daa no ho.

9 jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde;

Anantwinini a wofi mo mfuw so anaa mpapo a wofi mo buw mu ho nhia me,

10 thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge;

efisɛ kwae mu aboa biara yɛ me de, anantwi a wɔwɔ nkoko mpempem so nso saa ara.

11 jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel.

Minim anomaa biara a ɔwɔ mmepɔw no so, na wuram abɔde nyinaa yɛ me de.

12 Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde!

Sɛ ɔkɔm dee me a, anka merenka nkyerɛ mo; efisɛ, wiase ne nea ɛwɔ mu nyinaa yɛ me de.

13 Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod?

Mewe anantwinini nam, na menom mpapo mogya ana?

14 Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter.

Momfa aseda afɔre mma Onyankopɔn, na munni bɔ a mohyɛɛ Ɔsorosoroni no so,

15 Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,

na momfrɛ me hiada; na megye mo na moahyɛ me anuonyam.”

16 Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden,

Nanso amumɔyɛfo de, Onyankopɔn bisa wɔn se, “Adɛn nti na moka me mmara na mʼapam da mo ano?

17 når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg?

Mukyi me nkyerɛkyerɛ, na motow me nsɛm gu mo akyi.

18 Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du til,

Sɛ muhu ɔkorɔmfo a mode mo ho bɔ no; na mo ne nguaman nso bɔ.

19 slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig.

Mode mo ano yɛ bɔne, na mode mo tɛkrɛma boaboa nnaadaa ano.

20 Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn;

Mokasa tia mo nuabarima bere biara na mosopa mo ankasa na ba.

21 det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.

Moayɛ eyinom nyinaa; nanso manka hwee, enti mususuw sɛ mete sɛ mo. Nanso mɛka mo anim, na mede mo sobo asi mo anim.

22 Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder.

“Munnwen eyi ho, mo a mo werɛ fi Onyankopɔn, anyɛ saa a, mɛtetew mo mu nketenkete a obiara remmegye mo;

23 Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse.

Nea ɔbɔ aseda afɔre no hyɛ me anuonyam, na osiesie kwan sɛnea mɛda Onyankopɔn nkwagye adi akyerɛ no.”