Salme 50
1 (En salme af Asaf.) Gud, Gud HERREN talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge;
Psalmus Asaph. Deus deorum Dominus locutus est: et vocavit terram, A solis ortu usque ad occasum:
2 fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans
ex Sion species decoris eius.
3 vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm;
Deus manifeste veniet: Deus noster et non silebit. Ignis in conspectu eius exardescet: et in circuitu eius tempestas valida.
4 han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:
Advocavit caelum desursum: et terram discernere populum suum.
5 "Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!"
Congregate illi sanctos eius: qui ordinant testamentum eius super sacrificia.
6 Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. (Sela)
Et annunciabunt caeli iustitiam eius: quoniam Deus iudex est.
7 Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg!
Audi populus meus, et loquar Israel, et testificabor tibi: Deus Deus tuus ego sum.
8 Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje;
Non in sacrificiis tuis arguam te: holocausta autem tua in conspectu meo sunt semper.
9 jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde;
Non accipiam de domo tua vitulos: neque de gregibus tuis hircos.
10 thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge;
Quoniam meae sunt omnes ferae silvarum, iumenta in montibus et boves.
11 jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel.
Cognovi omnia volatilia caeli: et pulchritudo agri mecum est.
12 Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde!
Si esuriero, non dicam tibi: meus est enim orbis terrae, et plenitudo eius.
13 Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod?
Numquid manducabo carnes taurorum? aut sanguinem hircorum potabo?
14 Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter.
Immola Deo sacrificium laudis: et redde Altissimo vota tua.
15 Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,
Et invoca me in die tribulationis: eruam te, et honorificabis me.
16 Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden,
Peccatori autem dixit Deus: Quare tu enarras iustitias meas, et assumis testamentum meum per os tuum?
17 når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg?
Tu vero odisti disciplinam: et proiecisti sermones meos retrorsum:
18 Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du til,
Si videbas furem, currebas cum eo: et cum adulteris portionem tuam ponebas.
19 slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig.
Os tuum abundavit malitia: et lingua tua concinnabat dolos.
20 Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn;
Sedens adversus fratrem tuum loquebaris, et adversus filium matris tuae ponebas scandalum:
21 det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.
haec fecisti, et tacui. Existimasti inique quod ero tui similis: arguam te, et statuam contra faciem tuam.
22 Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder.
Intelligite haec qui obliviscimini Deum: nequando rapiat, et non sit qui eripiat.
23 Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse.
Sacrificium laudis honorificabit me: et illic iter, quo ostendam illi salutare Dei.
