Salme 22
1 (Til sangmesteren. Efter "morgenrødens hind". En salme af David.) Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.
Ki he Takimuʻa ʻi he ʻAilete-Sahala, ko e Saame ʻa Tevita. ʻE hoku ʻOtua, ʻE hoku ʻOtua, ko e hā kuo ke liʻaki ai au? Ko e hā ʻoku ke mamaʻo ai mei he tokoni kiate au, pea mei he ngaahi lea ʻo ʻeku tangi?
2 Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.
ʻE hoku ʻOtua, ʻoku ou tangi ʻi he ʻaho, ka ʻoku ʻikai te ke ongoʻi; pea ʻi he pō, ʻoku ʻikai te u longo pē.
3 Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.
Ka ʻoku ke māʻoniʻoni, ʻa koe ʻoku ke maʻu ʻae ngaahi fakafetaʻi ʻo ʻIsileli.
4 På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;
Naʻe falala ʻa ʻemau ngaahi tamai kiate koe: naʻa nau falala, pea naʻa ke fakamoʻui ʻakinautolu.
5 de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme.
Naʻa nau tangi kiate koe, pea naʻe fakamoʻui ʻakinautolu: naʻa nau falala kiate koe, pea naʻe ʻikai te nau mā.
6 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;
Ka ko e kelemutu au, ka ʻoku ʻikai ko e tangata: ko e manukiʻanga ʻoe tangata, ko e fehiʻanekina ʻe he kakai.
7 alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:
Ko kinautolu kotoa pē ʻoku mamata kiate au ʻoku nau kata manuki kiate au: ʻoku nau fakalili honau ngutu, mo kalokalo ʻae ʻulu, mo nau pehē,
8 "Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham."
“Naʻa ne falala kia Sihova ke ne fakamoʻui ia: tuku ke ne fakamoʻui ia, he naʻa ne fiemālie ʻiate ia.”
9 Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;
Ka ko koe ia naʻe toʻo au mei he manāva ʻo ʻeku faʻē: naʻa ke fakaʻamanakiʻi au ʻi heʻeku kei ʻi he huhu ʻo ʻeku faʻē.
10 på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.
Naʻe lī au kiate koe mei he manāva: ko hoku ʻOtua Koe talu ʻeku haʻu mei he manāva ʻo ʻeku faʻē.
11 Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!
ʻOua naʻa ke mamaʻo ʻiate au: he ʻoku ofi ʻae mamahi; he ʻoku ʻikai ha taha ke tokoni.
12 Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig,
Kuo kāpui au ʻe he fanga pulu tangata lahi: kuo ʻāʻi au ʻe he fanga pulu tangata mālohi mei Pesani.
13 spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.
Naʻa nau fakamanga honau ngutu kiate au, ʻo hangē ko e laione fekai mo ngungulu.
14 Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;
Kuo lilingi au ʻo hangē ko e vai, pea kuo homo hoku ngaahi hui kotoa pē: kuo tatau hoku loto mo e pulu: kuo fakamolū ia ʻi hoku loto fatu.
15 min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.
Kuo mōmoa ʻo ʻosi hoku mālohi ʻo hangē ko e ipu kuo maumau; pea ʻoku piki maʻu hoku ʻelelo ki hoku ʻaoʻi ngutu; pea kuo ke ʻohifo au ki he efu ʻoe mate.
16 Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,
He kuo kāpui au ʻe he fanga kulī: kuo ʻāʻi au ʻe he fakataha ʻoe ngaahi angakovi: naʻa nau hokaʻi hoku nima mo hoku vaʻe.
17 jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.
ʻOku ou faʻa lau hoku hui kotoa pē: ʻoku nau mamata mo siosio pau kiate au.
18 Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.
ʻOku nau tufa hoku ngaahi kofu ʻiate kinautolu, mo fai ʻae talotalo ki hoku pulupulu.
19 Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!
Kaeʻoua naʻa ke mamaʻo ʻiate au, ʻE Sihova: ʻE hoku mālohi, ke ke fakatoʻotoʻo ke tokoni au.
20 Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!
Fakamoʻui hoku laumālie mei he heletā; mo ʻeku moʻui mei he mālohi ʻoe kulī.
21 Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.
Fakamoʻui au mei he ngutu ʻoe laione: he kuo ke ongoʻi au mei he ngaahi nifo ʻoe fanga liimi.
22 Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:
Te u fakahā ho huafa ki hoku ngaahi kāinga: ʻi he lotolotonga ʻoe fakataha te u fakafetaʻi kiate koe.
23 "I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!
“ʻAkimoutolu ʻoku manavahē kia Sihova, fakafetaʻi kiate ia; fakaʻapaʻapa kiate ia ʻakimoutolu ko e hako ʻo Sēkope; pea manavahē kiate ia, ʻakimoutolu kotoa pē ko e hako ʻo ʻIsileli.
24 Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!"
He naʻe ʻikai te ne manuki pe fehiʻa ki he mamahi ʻoe mamahiʻia; pea naʻe ʻikai te ne fufū hono fofonga ʻiate ia; ka ʻi heʻene tangi kiate ia naʻa ne ongoʻi.”
25 Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;
ʻE ʻiate koe pe ʻeku fakafetaʻi ʻi he fakataha lahi: te u fakamoʻoni ʻeku ngaahi fuakava ʻi he ʻao ʻokinautolu ʻoku manavahē kiate ia.
26 de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!
ʻE kai ʻe he angamalū ke mākona; ʻe fakafetaʻi kia Sihova ʻakinautolu ʻoku kumi kiate ia: ʻe moʻui taʻengata homou laumālie.
27 Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;
ʻE manatu mo tafoki kia Sihova ʻae ngaahi ngataʻanga kotoa pē ʻo māmani: pea ʻe lotu ʻi ho ʻao ʻae ngaahi faʻahinga kotoa pē ʻoe ngaahi puleʻanga.
28 thi HERRENs er Riget, han er Folkenes Hersker.
He ʻoku ʻo Sihova ʻae puleʻanga; pea ko e pule ia ʻi he ngaahi puleʻanga.
29 De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.
Ko kinautolu ʻoku sino ʻi māmani te nau kai mo lotu: ʻe punou ʻi hono ʻao ʻakinautolu kotoa pē ʻoku ʻalu hifo ki he efu: pea ʻoku ʻikai ha taha te ne faʻa fakamoʻui hono laumālie ʻoʻona.
30 Ham skal Efterkommeme tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer;
ʻE tauhi ia ʻe ha hako; pea ʻe lau ia ko e toʻutangata kia Sihova,
31 de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.
Te nau haʻu, ʻo fakahā ʻene māʻoniʻoni ki ha kakai ʻe fanauʻi, “Kuo fai ʻe ia ʻae meʻa ni.”
