Salme 139
1 (Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) HERRE, du ransager mig og kender mig!
Ya Mukulu wa Bayimbi. Zabbuli ya Dawudi. Ayi Mukama, okebedde omutima gwange, n’otegeera byonna ebiri munda yange.
2 Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand,
Bwe ntuula omanya, ne bwe ngolokoka omanya; era otegeera byonna bye ndowooza, ne bwe mbeera ewala ennyo.
3 du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
Otegeera okutambula kwange kwonna n’okuwummula kwange. Omanyi amakubo gange gonna.
4 Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
Ekigambo kye nnaayogera, Ayi Mukama, okimanya nga sinnaba na kukyogera.
5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig.
Ondi mu maaso n’emabega, era ontaddeko omukono gwo.
6 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
Okumanya okw’engeri eyo kunsukkiridde, era nkwewuunya nnyo, kunnema okutegeera.
7 Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn?
Nnaagenda wa Omwoyo wo gy’atali? Oba nnaagenda wa ggwe gy’otoli?
Bwe nnaalinya mu ggulu, nga gy’oli; bwe nnakka emagombe, nayo nga gy’oli. (Sheol h7585)
9 tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
Bwe nneebagala empewo ez’oku makya ne zintwala ne mbeera mu bitundu by’ennyanja ebisinga okuba ewala;
10 da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!
era n’eyo omukono gwo gunannuŋŋamya, omukono gwo ogwa ddyo gunannywezanga.
11 Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!"
Bwe nnaagamba nti, “Ekizikiza kimbuutikire, n’obudde obw’emisana bwe ndimu bufuuke ekiro.”
12 så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
Naye era ekizikiza gy’oli tekiba kizikiza, ekiro kyakaayakana ng’emisana; kubanga gy’oli ekizikiza n’omusana bifaanana.
13 Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
Ggwe watonda byonna ebiri munda mu nze; ggwe wammumbira mu lubuto lwa mmange.
14 Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
Nkutendereza, kubanga wankola mu ngeri ey’entiisa era ey’ekitalo; emirimu gyo gya kyewuunyo; era ekyo nkimanyidde ddala bulungi.
15 Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
Wammanya nga ntondebwa, bwe nakolerwa mu kyama; bwe natondebwa mu buziba bw’ensi n’amagezi go amangi.
16 som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
Wandaba nga si natondebwa. Ennaku zange zonna ze wanteekerateekera zawandiikibwa mu kitabo kyo.
17 Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
By’ondowooleza nga bya muwendo munene, Ayi Katonda! Omuwendo gwabyo munene!
18 Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.
Singa ngezaako okubibala bisinga omusenyu obungi. Ne bwe ngolokoka mu makya oba okyandowoozaako.
19 Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig,
Abakola ebibi batte, Ayi Katonda; abasajja abassi b’abantu banveeko.
20 de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
Abantu abo bakwogerako bibi; bakwegulumiririzaako mu butategeera bwabwe.
21 Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der står dig imod;
Abakukyawa, Ayi Mukama, nange mbakyawa; abo abakwegulumiririzaako bansunguwaza.
22 med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender.
Mbakyayira ddala nnyo, era mbayita balabe bange.
23 Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
Nkebera, Ayi Katonda, otegeere omutima gwange. Ngezesa omanye ebirowoozo byange.
24 Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!
Olabe obanga mu nze mulimu engeri yonna enkyamu; era onkulembere mu kkubo erintuusa mu bulamu obutaggwaawo.
