Ordsprogene 26
1 Som Sne om Somren og Regn Høsten så lidt hører Ære sig til for en Tåbe.
Nipui tue ih dantui baktih, cang aah tue ah angzo khotui baktiah, kamthu to pakoeh han hoih ai.
2 Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt så rammer ej Banden mod sagesløs Mand.
Takung om ai ah kasae thuihaih loe ahmuen kruekah kamhet parit caa hoi anghak ai ah azawk pungpae baktiah ni oh.
3 Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Tåbers Ryg.
Quiboeng hoiah hrang to boh moe, sum hoiah laa hrang ih tahmawh moem pae baktih toengah, kamthu to cung hoiah bop ah.
4 Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive som han.
Kamthu to amthuhaih baktiah pathok hmah; na pathok nahaeloe nang doeh kamthu baktiah ni na om tih.
5 Svar Tåben efter hans Dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis.
Kamthu ih lok to na pathim nahaeloe, a mik hnukah palungha kami ah poek moeng tih.
6 Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Tåbe.
Kamthu khaeah pat ih lok loe a khok to takroek pat moe, amrohaih tui naek baktiah ni oh.
7 Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Tåbers Mund.
Kamthu pakha pong ih palunghahaih lok loe, adue ai khokkhaem kami ih khok baktiah oh.
8 Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Tåbe.
Kamthu pakoeh kami loe, ngazai pongah lawkthluem moep sut baktiah ni oh.
9 Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Tåbers Mund.
Kamthu pakha pong ih palunghahaih lok loe soekhring mah thun ih mu paqui ban baktiah ni oh.
10 Som en Skytte, der sårer enhver, som kommer, er den, der lejer en Tåbe og en drukken.
Kalen Sithaw mah hmuen boih to sak; kamthu hoi zaehaih sah kami hanah doeh toksakhaih atho to paek boih.
11 Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Tåbe, der gentager Dårskab.
Ui mah angmah ih tamlok to caak let baktiah, kamthu loe angmah amthuhaih thungah amlaem let.
12 Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Tåbe er der mere Håb end for ham.
Angmah hoi angmah palungha kami ah poek kami to na hnuk maw? To kami pongah loe kamthu to oepthoh kue.
13 Den lade siger: "Et Rovdyr på Vejen, en Løve ude på Torvene!"
Thasae kami mah loe loklam ah kaipui oh; loklam ah hmawsaeng kaipui oh, tiah thuih.
14 Døren drejer sig på sit Hængsel, den lade på sit Leje.
Thok loe takhing ih sum nuiah angbang baktih toengah, thasae kami doeh angmah ih iihkhun nuiah angbet caeng.
15 Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Hånden til Munden.
Thasae kami loe laom thungah ban to tapawh boeh, toe pakha ah buh abah hanah paqak.
16 Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.
Thasae kami loe khopoek thaih kami sarihto pongah, angmah hoi angmah to palungha kue ah poek.
17 Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.
Lamcaeh naah angmah hoi asaenghaih om ai angzoehhaih pongah kathum kami loe, ui naa patawn caeng kami hoiah anghmong.
18 Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død,
Tamhnuilok ni ka thuih, tiah thuih moe, a imtaeng kami aling kami loe kangqong hmai vah ih baktih, duekhaih phasak kalii kaat kamthu hoiah anghmong.
19 er den, der sviger sin Næste og siger: "Jeg spøger jo kun."
20 Er der intet Brænde, går Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte.
Thing om ai pongah hmai to duek; pronghaih lok kaom ai ahmuen ah loe, angzoehhaih to om ai.
21 Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv.
Hmaisaae to amngaeh moe, thing angqong baktih toengah, angzoeh koeh kami mah lok pungsak thaih.
22 Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Legemets Kamre.
Pronghaih lok loe kahoih caaknaek baktiah, kami ih takpum thungah akun.
23 Som Sølvovertræk på et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber.
Lok loe hoih, toe poeksae palungthin loe anui ah rong nok dui ih long laom baktiah oh.
24 Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;
Minawk hnuma kami loe pahni hoiah kahoih hmuen to thuih, toe a palung thungah loe alinghaih hoiah koi.
25 gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru.
Anih mah thuih ih lok loe hoih, toe tang hmah; anih ih palung thungah panuet thok hmuen sarihto oh.
26 Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.
Anih mah hnukmahaih to alinghaih hoiah kraeng khoep, toe anih sethaih to minawk hmaa ah angphong let tih.
27 I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv.
Qumqai kami loe angmah qumqaih ih tangqom thungah krah tih; thlung palet kami doeh a palet ih thlung to angmah nuiah amlet let tih.
28 Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald.
Amsawnlok thui palai loe angmah pacaekthlaek ih kami to hnukma; lokcaep thaih pakha mah kami to amrosak.
