Ordsprogene 14
1 Visdom bygger sit hus, dårskabs hænder river det ned.
Sapiens mulier aedificat domum suam: insipiens extructam quoque manibus destruet.
2 Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som går Krogveje, agter ham ringe.
Ambulans recto itinere, et timens Deum, despicitur ab eo, qui infami graditur via.
3 I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne Vagt.
In ore stulti virga superbiae: labia autem sapientium custodiunt eos.
4 Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.
Ubi non sunt boves, praesepe vacuum est: ubi autem plurimae segetes, ibi manifesta est fortitudo bovis.
5 Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.
Testis fidelis non mentietur: profert autem mendacium dolosus testis.
6 Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.
Quaerit derisor sapientiam, et non invenit: doctrina prudentium facilis.
7 Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.
Vade contra virum stultum, et nescit labia prudentiae.
8 Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig.
Sapientia callidi est intelligere viam suam: et imprudentia stultorum errans.
9 Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt retsindige.
Stultis illudet peccatum, et inter iustos morabitur gratia.
10 Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.
Cor quod novit amaritudinem animae suae, in gaudio eius non miscebitur extraneus.
11 Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst.
Domus impiorum delebitur: tabernacula vero iustorum germinabunt.
12 Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.
Est via, quae videtur homini iusta: novissima autem eius deducunt ad mortem.
13 Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.
Risus dolore miscebitur, et extrema gaudii luctus occupat.
14 Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.
Viis suis replebitur stultus, et super eum erit vir bonus.
15 Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.
Innocens credit omni verbo: astutus considerat gressus suos. Filio doloso nihil erit boni: servo autem sapienti prosperi erunt actus, et dirigetur via eius.
16 Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på.
Sapiens timet, et declinat a malo: stultus transilit, et confidit.
17 Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand.
Impatiens operabitur stultitiam: et vir versutus odiosus est.
18 De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.
Possidebunt parvuli stultitiam, et expectabunt astuti scientiam.
19 Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre.
Iacebunt mali ante bonos: et impii ante portas iustorum.
20 Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.
Etiam proximo suo pauper odiosus erit: amici vero divitum multi.
21 Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.
Qui despicit proximum suum, peccat: qui autem miseretur pauperis, beatus erit. Qui credit in Domino, misericordiam diligit.
22 De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed.
Errant qui operantur malum: misericordia et veritas praeparant bona.
23 Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.
In omni opere bono erit abundantia: ubi autem verba sunt plurima, ibi frequenter egestas.
24 De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab.
Corona sapientium, divitiae eorum: fatuitas stultorum, imprudentia.
25 Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.
Liberat animas testis fidelis: et profert mendacia versipellis.
26 Den stærkes Tillid er HERRENs Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.
In timore Domini fiducia fortitudinis, et filiis eius erit spes.
27 HERRENs Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.
Timor Domini fons vitae, ut declinet a ruina mortis.
28 At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens Fald.
In multitudine populi dignitas regis: et in paucitate plebis ignominia principis.
29 Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab.
Qui patiens est, multa gubernatur prudentia: qui autem impatiens est, exaltat stultitiam suam.
30 Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.
Vita carnium, sanitas cordis: putredo ossium, invidia.
31 At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.
Qui calumniatur egentem, exprobrat factori eius: honorat autem eum, qui miseretur pauperis.
32 Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.
In malitia sua expelletur impius: sperat autem iustus in morte sua.
33 Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers Indre kendes den ikke.
In corde prudentis requiescit sapientia, et indoctos quosque erudiet.
34 Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.
Iustitia elevat gentem: miseros autem facit populos peccatum.
35 En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.
Acceptus est regi minister intelligens: iracundiam eius inutilis sustinebit.
