Lukas 20
1 Og det skete på en af de Dage, medens han lærte folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da trådte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham.
Or il arriva qu’un de ces jours-là, comme il enseignait le peuple dans le temple, et qu’il annonçait l’Evangile, les princes des prêtres et les scribes y vinrent avec les anciens,
2 Og de talte til ham og sagde: "Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?"
Et lui adressèrent la parole en disant: Dis-nous par quelle autorité tu fais ces choses? ou: Qui est celui qui t’a donné ce pouvoir?
3 Men han svarede og sagde til dem: "Også jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det:
Et Jésus répondant, leur dit: Je vous interrogerai, moi aussi, mais sur une seule chose. Répondez-moi.
4 Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?"
Le baptême de Jean était-il du ciel ou des hommes?
5 Men de overvejede med hverandre og sagde: "Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke?
Mais ils pensaient en eux-mêmes, disant: Si nous répondons: Du ciel, il dira: Pourquoi donc n’y avez-vous point cru?
6 Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet."
Et si nous répondons: Des hommes, tout le peuple nous lapidera, car ils tiennent pour certain que Jean était prophète.
7 Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra.
Ils répondirent donc qu’ils ne savaient d’où il était.
8 Og Jesus sagde til dem: "Så siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting."
Et Jésus leur dit: Ni moi, je ne vous dis pas non plus par quelle autorité je fais ces choses.
9 Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: "En Mand plantede en Vingård og lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands for lange Tider.
Alors il se mit à dire au peuple cette parabole: Un homme planta une vigne, et la loua à des vignerons, et lui-même fut longtemps en voyage.
10 Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for at de skulde give ham af Vingårdens Frugt; men Vingårdsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort.
Et dans la saison, il envoya un de ses serviteurs aux vignerons, pour qu’ils lui donnassent du fruit de la vigne. Mais eux, après l’avoir déchiré de coups, le renvoyèrent les mains vides.
11 Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge også ham og forhånede ham og sendte ham tomhændet bort.
Il envoya encore un autre serviteur. Mais eux, l’ayant aussi déchiré de coups et chargé d’outrages, ils le renvoyèrent les mains vides.
12 Og han sendte fremdeles en tredje; men også ham sårede de og kastede ham ud.
Enfin il en envoya un troisième; les vignerons le blessèrent aussi et le jetèrent dehors.
13 Men Vingårdens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig, for ham.
Alors le maître de la vigne dit: Que ferai-je? J’enverrai mon fils bien-aimé; peut être que lorsqu’ils le verront, ils le respecteront.
14 Men da Vingårdsmændene så ham, rådsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slå ham ihjel, for at Arven kan blive vor.
Mais les vignerons l’ayant vu, pensèrent en eux-mêmes, disant: Celui-ci est l’héritier, tuons-le, afin que nôtre devienne l’héritage.
15 Og de kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingårdens Herre gøre ved dem?
Et l’ayant jeté hors de la vigne, ils le tuèrent. Que leur fera donc le maître de la vigne?
16 Han vil komme og ødelægge disse Vingårdsmænd og give Vingården til andre." Men da de hørte det, sagde de: "Det ske aldrig!"
Il viendra, et perdra ces vignerons, et donnera la vigne à d’autres. Ce qu’ayant entendu, ils lui dirent: À Dieu ne plaise!
17 Men han så på dem og sagde: "Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?
Mais Jésus les regardant dit: Qu’est-ce donc que ce qui est écrit: La pierre qu’ont rejetée ceux qui bâtissaient est devenue un sommet d’angle?
18 Hver, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem den falder på, ham skal den knuse."
Quiconque tombera sur cette pierre sera brisé, et celui sur qui elle tombera, elle le réduira en poudre.
19 Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Hånd på ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.
Et les princes des prêtres et les scribes cherchaient à mettre la main sur lui en cette heure-là, mais ils craignirent le peuple; ils avaient compris que c’étaient à eux qu’il avait appliqué cette parabole.
20 Og de toge Vare på ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, så de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
Et, l’épiant, ils envoyèrent des gens qui feignaient d’être justes, pour lui tendre des embûches et le surprendre dans ses paroles, afin de le livrer au magistrat et au pouvoir du gouverneur.
21 Og de spurgte ham og sagde: "Mester! vi vide, at du taler og lærer Rettelig og ikke ser på Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed.
Ainsi ils l’interrogèrent disant: Maître, nous savons que vous parlez et enseignez avec droiture; que vous ne faites acception de personne, mais que vous enseignez la voix de Dieu dans la vérité:
22 Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?"
Nous est-il permis de payer le tribut à César, ou non?
23 Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: "Hvorfor friste I mig?
Considérant leur ruse, il leur dit: Pourquoi me tentez-vous?
24 Viser mig en Denar"; hvis Billede og Overskrift bærer den?" Men de svarede og sagde: "Kejserens."
Montrez-moi un denier. De qui porte-t-il l’image et l’inscription? Ils lui répondirent: De César.
25 Men han sagde til dem: "Så giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er."
Et il leur dit: Rendez donc à César ce qui est à César, et à Dieu ce qui est à Dieu.
26 Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Påhør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.
Et ils ne purent reprendre aucune de ses paroles devant le peuple; mais ils admirèrent sa réponse, et se turent.
27 Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde:
Quelques-uns des sadducéens, qui nient qu’il y ait une résurrection, s’approchèrent alors et l’interrogèrent;
28 "Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom.
Disant: Maître, Moïse a écrit pour nous: Si le frère de quelqu’un meurt, ayant une femme, mais étant sans enfants, que son frère prenne sa femme et suscite une postérité à son frère.
29 Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.
Or il y avait sept frères; et le premier prit une femme, et mourut sans enfants.
30 Ligeså den anden.
Le suivant prit la femme, et mourut lui-même sans enfants.
31 Og den tredje tog hende, og således også alle syv; de døde uden at efterlade Børn.
Et le troisième la prit; et pareillement tous les sept, et ils n’ont point laissé de postérité, et ils sont morts.
32 Men til sidst døde også Hustruen.
Enfin, après eux tous, est morte aussi la femme.
33 Hvem af dem får hende så til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru."
À la résurrection donc, duquel sera-t-elle femme, puisque les sept l’ont eue pour femme?
Jésus leur dit: Les fils de ce siècle se marient et sont donnés en mariage; (aiōn g165)
35 men de, som agtes værdige til at få Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes. (aiōn g165)
Mais ceux qui seront trouvés dignes du siècle à venir et de la résurrection des morts, ne se marieront point et n’épouseront point de femmes; (aiōn g165)
36 Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.
Car ils ne pourront plus mourir; parce qu’ils sont égaux aux anges, et fils de Dieu, étant fils de la résurrection.
37 Men at de døde oprejses, har også Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, når han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.
Or que les morts ressuscitent, Moïse le montre à l’endroit du buisson, quand il appelle le Seigneur, le Dieu d’Abraham, le Dieu d’Isaac et le Dieu de Jacob.
38 Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle."
Or Dieu n’est point le Dieu des morts, mais des vivants; car tous vivent pour lui.
39 Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: "Mester! du talte vel."
Quelques-uns des scribes, prenant la parole, lui dirent: Maître, vous avez bien dit.
40 Og de turde ikke mere spørge ham om noget.
Et on n’osait plus lui faire aucune question.
41 Men han sagde til dem: "Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn?
Mais il leur demanda: Comment dit-on que le Christ est fils de David?
42 David selv siger jo i Salmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd,
Puisque David lui-même dit dans le livre des Psaumes: Le Seigneur a dit à mon Seigneur: Asseyez-vous à ma droite,
43 indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.
Jusqu’à ce que je fasse de vos ennemis l’escabeau de vos pieds.
44 Altså kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?"
Ainsi David l’appelle son Seigneur; comment donc est-il son fils?
45 Men i hele Folkets Påhør sagde han til Disciplene:
Or tout le peuple l’écoutant, il dit à ses disciples:
46 "Vogter eder for de skriftkloge. som gerne ville gå i lange Klæder og holde af at lade sig hilse på Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Måltiderne,
Gardez-vous des scribes, qui se plaisent à se promener avec de longues robes, aiment les salutations dans les places publiques, les premiers sièges dans les synagogues, et les premières places dans les festins;
47 de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe; disse skulle få des hårdere Dom."
Qui dévorent les maisons des veuves sous prétexte de longues prières. Ceux-ci subiront une condamnation plus rigoureuse.
