Klagesangene 3
1 Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,
Mene ɔbarima a mahu amane wɔ nʼabufuw abaa ano.
2 mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
Wapam me afi ne ho ama manantew sum mu na ɛnyɛ hann mu;
3 ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.
Ampa ara wama nsa so atia me mpɛn bebree, da mu nyinaa.
4 Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
Wama me were ne me nam anyin Na wabubu me nnompe.
5 han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
Waka me ahyɛ mu, na watua me ano ɔde nweenwen ne ahokyere atwa me ho ahyia.
6 lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
Wama matena sum mu sɛ wɔn a wɔawuwu dedaw no.
7 Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
Wato ɔfasu atwa me ho ahyia enti mintumi nguan; wagu me nkɔnsɔnkɔnsɔn ama matɔ beraw.
8 Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.
Mpo sɛ mefrɛ anaasɛ mebɔ mpae srɛ mmoa a osiw me mpaebɔ ano.
9 Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.
Ɔde abotan asiw me kwan; wama mʼakwan ayɛ kɔntɔnkye.
10 Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
Te sɛ sisi a ɔda hɔ retwɛn, te sɛ gyata a watɛw,
11 han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
ɔtwee me fii ɔkwan no mu bebaree me na ogyaw me a minni mmoa biara.
12 han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
Okuntun ne ta mu na ɔde ne bɛmma kyerɛɛ me so.
13 Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;
Ɔde bɛmma a efi ne kotoku mu hwirew me koma mu.
14 hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
Meyɛɛ akyiwade maa me nkurɔfo nyinaa; wɔto akutia nnwom de di me ho fɛw da mu nyinaa.
15 med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
Ɔde nhaban nweenwen ahyɛ me ma. Wama me bɔnwoma anom.
16 Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;
Ɔde mmosea abubu me se; na watiatia me so wɔ mfutuma mu.
17 han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
Wɔama asomdwoe abɔ me; na me werɛ afi yiyedi.
18 og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."
Enti mise, “Mʼanuonyam asa, nea mede mʼani too so Awurade mu no nyinaa.”
19 At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;
Mekae mʼamanehunu wɔ mʼakyinkyinakyinkyin mu, nweenwen ne bɔnwoma mu.
20 min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.
Mekae yiye, na me kra abotow wɔ me mu.
21 Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:
Nanso midwen eyi ho; saa nti mewɔ anidaso.
22 HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
Awurade dɔ kɛse nti yɛnsɛee ɛ. Nʼayamhyehye nni huammɔ.
23 hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
Ɛyɛ foforo anɔpa biara; wo nokwaredi yɛ kɛse.
24 Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor håber jeg på ham.
Meka kyerɛ me ho se, “Awurade yɛ me kyɛfa, enti mɛtwɛn no.”
25 Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
Awurade ye ma wɔn a wɔn anidaso wɔ ne mu, onipa a ɔhwehwɛ no no;
26 det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,
Eye sɛ wɔyɛ komm de twɛn Awurade nkwagye.
27 godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.
Eye ma ɔbarima sɛ ɔsoa konnua no wɔ ne mmerantebere mu.
28 Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;
Ma ɔntena ase komm, efisɛ Awurade de ato ne so.
29 han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.
Ma ɔmfa nʼanim nsie wɔ mfutuma mu, ebia anidaso wɔ hɔ.
30 Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.
Ma ɔmfa nʼafono mma nea ɔpɛɛ sɛ ɔbɔ no no na ɔnhyɛ no aniwu.
31 Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
Na Awurade ntow onipa biara nkyene koraa.
32 har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;
Ɛwɔ mu, ɔde awerɛhow ba de, nanso obenya ayamhyehye. Ne dɔ kɛse no to rentwa da.
33 ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
Ofi amemenemfe mu de amanehunu anaa awerɛhow brɛ nnipa mma.
34 Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
Sɛ wɔde wɔn nan dwerɛw nneduafo a wɔwɔ asase no so a,
35 når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,
sɛ wotiatia obi ahofadi so wɔ Ɔsorosoroni no anim a,
36 når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?
anaa sɛ wobu obi ntɛnkyew a, Awurade renhu saa nneɛma yi ana?
37 Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?
Hena na obetumi aka na wama aba mu wɔ bere a ɛnyɛ Awurade na ɔhyɛe?
38 Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?
Ɛnyɛ Ɔsorosoroni no anom na mmusu ne nnepa fi ana?
39 Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
Adɛn nti na ɛsɛ sɛ ɔteasefo nwiinwii bere a wɔatwe nʼaso wɔ ne bɔne ho?
40 Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
Momma yɛnhwehwɛ yɛn akwan mu na yɛnsɔ nhwɛ, na yɛnsan nkɔ Awurade nkyɛn.
41 løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
Momma yɛmma yɛn koma ne yɛn nsa so, nkyerɛ Onyankopɔn wɔ ɔsoro, na yɛnka se:
42 vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
“Yɛayɛ bɔne, na yɛatew atua na wamfa ankyɛ.
43 men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,
“Wode abufuw akata wo ho ataa yɛn; na woakunkum a woannya ahummɔbɔ.
44 hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;
Wode wo ho asie omununkum mu nti mpaebɔ biara nnu wo nkyɛn.
45 til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
Woayɛ yɛn atantanne ne nwura wɔ amanaman no mu.
46 De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
“Yɛn atamfo nyinaa abaa wɔn anom tɛtrɛɛ de tia yɛn.
47 Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
Yɛabrɛ ne ahunahuna ne akukuruhwease, mmubui ne ɔsɛe.”
48 Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
Me nusu sen sɛ asuten efisɛ wɔasɛe me nkurɔfo.
49 Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
Me nusu bɛsen ara, na ɛrennyae,
50 før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
kosi sɛ Awurade bɛhwɛ afi ɔsoro, na wahu.
51 Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
Nea mihu no ma me kra werɛ how, me kuropɔn no mu mmea nyinaa nti.
52 Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
Mʼatamfo a menyɛɛ wɔn hwee pampam me sɛ anomaa.
53 de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
Wɔpɛɛ sɛ wotwa me nkwa so na wosiw me abo wɔ amoa mu;
54 Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"
nsu bu faa me ti so, na ɛyɛɛ me sɛnea wɔrewie me.
55 Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
Mebɔɔ wo din, Awurade fii amoa no ase tɔnn.
56 du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"
Wotee me sufrɛ: “Nsiw wʼaso wɔ me gye sufrɛ ho.”
57 Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"
Wutwiw bɛn me bere a mefrɛɛ wo no, na wokae se, “Nsuro.”
58 Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;
Wo Awurade, wudii mʼasɛm maa me; na wugyee me nkwa.
59 HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!
Woahu bɔne a wɔayɛ me, Awurade. Di mʼasɛm ma me!
60 Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
Woahu wɔn aweretɔ no mu den, wɔn pɔw a wɔbɔ tia me no nyinaa.
61 du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,
Awurade, woate wɔn ntwirii, wɔn pɔw a wɔbɔ tia me no nyinaa,
62 mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
nea mʼatamfo ka no asomsɛm na wɔka no brɛoo de tia me da mu nyinaa.
63 Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.
Hwɛ wɔn! Sɛ wogyinagyina hɔ anaasɛ wɔtete hɔ, wɔto akutia nnwom de di me ho fɛw.
64 Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
Fa nea ɛfata tua wɔn so ka, Awurade, nea wɔn nsa ayɛ nti.
65 gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!
Pirim wɔn koma, na ma wo nnome mmra wɔn so.
66 forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
Fa abufuw taa wɔn, na sɛe wɔn fi Awurade ɔsorosoro ase.
