Job 7
1 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
“Asase so som nyɛ den mma onipa anaa? Ne nkwa nna nte sɛ ɔpaani deɛ?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
Sɛdeɛ akoa ani gyina anwummerɛ sunsumma, anaasɛ ɔpaani ho pere no nʼakatua ho no,
3 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
saa ara na wɔatwa abosome hunu ato me hɔ, ne anadwo a ɔhaw wɔ mu ama me.
4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
Sɛ meda a, medwene bisa sɛ, ‘Ɛberɛ bɛn na adeɛ bɛkye?’ Nanso anadwo twam nkakrankakra, na mepere kɔsi ahemadakye.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
Asonsono ne aporɔporɔ ahyɛ me honam ma, me honam asɛe na ɛrefiri nsuo.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
“Me nna kɔ ntɛm sene ɔnwomfoɔ akurokurowa, na ɛkɔ awieeɛ a anidasoɔ biara nni muo.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
Ao Onyankopɔn, kae sɛ me nkwanna te sɛ ahomeɛ; na merennya anigyeɛ bio da.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
Ani a ɛhunu me seesei renhunu me bio; mobɛhwehwɛ me, nanso na menni hɔ bio.
Sɛdeɛ omununkum yera na ɛtu korɔ no, saa ara na deɛ ɔkɔ damena mu no nsane mma bio. (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
Ɔrensane mma ne fie da biara da; nʼatenaeɛ renkae no bio.
11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
“Ɛno enti meremmua mʼano; mɛfiri me honhom ahoyera mu akasa, mɛfiri me kra ɔyea mu anwiinwii.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Meyɛ ɛpo anaa aboa kɛseɛ a ɔwɔ ebunu mu anaa, na mode me ahyɛ ɔwɛmfoɔ nsa yi?
13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
Sɛ medwene sɛ menya awerɛkyekyerɛ wɔ me mpa so, na mʼakonwa adwodwo mʼanwiinwii ano a,
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
ɛno mpo na wode adaeɛso yi me hu na wode anisoadehunu hunahuna me,
15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
ɛno enti mepɛ akɔmfohyɛ ne owuo, sene me onipadua yi.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
Memmu me nkwa; mentena ase afebɔɔ. Monnyaa me; na me nna nka hwee.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
“Ɔdasani ne hwan a ne ho hia wo sei, na wʼani ku ne ho,
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
na wohwehwɛ ne mu anɔpa biara na wosɔ no hwɛ ɛberɛ biara?
19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
Worenyi wʼani mfiri me so da, anaasɛ worennyaa me ɛberɛ tiawa bi mpo anaa?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
Sɛ mayɛ bɔne a, ɛdeɛn na mayɛ woɔ, Ao adasamma so wɛmfoɔ? Adɛn enti na watu wʼani asi me soɔ? Mayɛ adesoa ama wo anaa?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
Adɛn enti na wonkata me mmarato so na womfa me bɔne nkyɛ me? Ɛrenkyɛre biara, mɛda mfuturo mu. Wobɛhwehwɛ me nanso na menni hɔ bio.”
