Job 6

1 Så tog Job til Orde og svarede:

Då tok Job til ords og svara:

2 "Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!

«Um dei mitt mismod vega vilde og få ulukka mi på vegti,

3 Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!

det tyngjer meir enn havsens sand; difor var ordi mine ville.

4 Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.

For Allvalds pilar sit i meg, mi ånd lyt suga deira gift; Guds rædslor reiser seg til åtak.

5 Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?

Skrik asnet vel i grøne eng? Og rautar uksen ved sitt for?

6 Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt?

Kven et det smerne utan salt? Kven finn vel smak i eggjekvite?

7 Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.

Det byd meg mot å røra slikt, det er som min utskjemde mat.

8 Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber

Å, fekk eg uppfyllt bøni mi! Gav Gud meg det eg vonar på!

9 vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra,

Ja, vild’ han berre knusa meg, med hand si min livstråd slita!

10 så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.

Då hadde endå eg mi trøyst; trass pina skulde glad eg hoppa! - Den Heilage sitt ord eg held på.

11 Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig?

Kva er mi kraft, at eg skuld’ vona? Mi framtid, at eg skulde tola?

12 Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?

Er krafti mi som steinen sterk? Er kanskje kroppen min av kopar?

13 Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.

Mi hjelp hev heilt forlate meg; all kvart stydjepunkt er frå meg teke.

14 Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.

Ein rådlaus treng av venen kjærleik, um enn han ottast Allvald ei.

15 Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort,

Som bekken brørne mine sveik, lik bekkjefar som turkar ut.

16 de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,

Fyrst gruggast dei av bråna is, og snø som blandar seg uti,

17 men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;

men minkar so i sumarsoli, og kverv til slutt burt i sumarhiten.

18 Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde;

Vegfarande vik av til deim, men kjem til øydemark og døyr.

19 Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem,

Kjøpmenn frå Tema skoda dit, flokkar frå Saba vonar trygt;

20 men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!

men svikne vert dei i si von; dei narra vert når dei kjem fram.

21 Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk!

So hev de vorte reint til inkjes, de rædsla såg, og rædde vart!

22 Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,

Hev eg då bede dykk um noko? Bad eg dykk løysa meg med gods?

23 red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!"

og frelsa meg frå fiendvald og kjøpa meg frå røvarar?

24 Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!

Gjev meg eit svar, so skal eg tegja; seg meg kva eg hev synda med!

25 Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd?

Eit rettvis ord er lækjebot; men last frå dykk er inkje verdt.

26 Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!

Du lastar meg for ordi mine; men vonlaus mann so mangt kann segja.

27 Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.

De kastar lut um farlaust barn, og handel driv um dykkar ven.

28 Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?

Vilde de berre sjå på meg! Trur de eg lyg dykk upp i augo?

29 Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret!

Vend um, lat ikkje urett skje! Vend um, enn hev eg rett i dette.

30 Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?

Finst det vel fals på tunga mi? Kann ei min gom ulukka smaka?