Job 5
1 Råb kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig?
Voca ergo, si est qui tibi respondeat, et ad aliquem sanctorum convertere.
2 Thi Dårens Harme koster ham Livet, Tåbens Vrede bliver hans Død.
Vere stultum interficit iracundia, et parvulum occidit invidia.
3 Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat;
Ego vidi stultum firma radice, et maledixi pulchritudini ejus statim.
4 hans Sønner var uden Hjælp, trådtes ned i Porten, ingen reddede dem;
Longe fient filii ejus a salute, et conterentur in porta, et non erit qui eruat.
5 sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk.
Cujus messem famelicus comedet, et ipsum rapiet armatus, et bibent sitientes divitias ejus.
6 Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af Jorden,
Nihil in terra sine causa fit, et de humo non oritur dolor.
7 men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.
Homo nascitur ad laborem, et avis ad volatum.
8 Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,
Quam ob rem ego deprecabor Dominum, et ad Deum ponam eloquium meum:
9 som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal,
qui facit magna et inscrutabilia, et mirabilia absque numero;
10 som giver Regn på Jorden og nedsender Vand over Marken
qui dat pluviam super faciem terræ, et irrigat aquis universa;
11 for at løfte de bøjede højt, så de sørgende opnår Frelse,
qui ponit humiles in sublime, et mœrentes erigit sospitate;
12 han, som krydser de kloges Tanker, så de ikke virker noget, der varer,
qui dissipat cogitationes malignorum, ne possint implere manus eorum quod cœperant;
13 som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd er forhastet;
qui apprehendit sapientes in astutia eorum, et consilium pravorum dissipat.
14 i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat.
Per diem incurrent tenebras, et quasi in nocte, sic palpabunt in meridie.
15 Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd,
Porro salvum faciet egenum a gladio oris eorum, et de manu violenti pauperem.
16 så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.
Et erit egeno spes; iniquitas autem contrahet os suum.
17 Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt!
Beatus homo qui corripitur a Deo: increpationem ergo Domini ne reprobes:
18 Thi han sårer, og han forbinder, han slår, og hans Hænder læger.
quia ipse vulnerat, et medetur; percutit, et manus ejus sanabunt.
19 Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv går Ulykken uden om dig;
In sex tribulationibus liberabit te, et in septima non tanget te malum.
20 han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold;
In fame eruet te de morte, et in bello de manu gladii.
21 du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd kommer;
A flagello linguæ absconderis, et non timebis calamitatem cum venerit.
22 du ler ad Voldsdåd og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde dyr;
In vastitate et fame ridebis, et bestias terræ non formidabis.
23 du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr;
Sed cum lapidibus regionum pactum tuum, et bestiæ terræ pacificæ erunt tibi.
24 du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes;
Et scies quod pacem habeat tabernaculum tuum; et visitans speciem tuam, non peccabis.
25 du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer;
Scies quoque quoniam multiplex erit semen tuum, et progenies tua quasi herba terræ.
26 Graven når du i Ungdomskraft, som Neg føres op, når Tid er inde.
Ingredieris in abundantia sepulchrum, sicut infertur acervus tritici in tempore suo.
27 Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vid også du det!
Ecce hoc, ut investigavimus, ita est: quod auditum, mente pertracta.
